Hvis der er nogen, der har forstand på bacon, må det være danskerne. Den danske bacon fylder på brunchtallerkenen, omfavner vores pølser og knaser i vores broccolisalater.
Vi kender de sprødstegte svineskiver, som var de en god gammel ven, man til tider ikke får set så ofte, men som det altid er en fornøjelse at genoptage kontakten med.
Videos by VICE
Men ved vi danskere overhovedet nok om råvaren, hvorpå vort land er bygget? Ikke hvis man spørger den norske madjournalist Christopher Sjuve. Han har netop udgivet bogen Alt bliver bare bedre med bacon på dansk, og MUNCHIES tog i den forbindelse en snak med Sjuve for at høre mere om, hvorfor han mener, han kan lære danskerne noget om bacon, om bacons helbredende egenskaber, og om hvorfor vi i disse vegetartider skal spise mere bacon.

Portræt af Christopher Sjuve fra bogen Alt bliver bare bedre med bacon. Foto via Harper Collins.
MUNCHIES: For det første. At komme til Danmark og belære danskerne om bacon? Er det ikke lidt som, hvis jeg tog til Norge og begyndte at belære nordmændene om, hvordan man står på langrend? Christopher Sjuve: Tænk på det som en hyldest. Danskerne spiser meget bacon, men der er mange måder at spise bacon på, og et af mine mål med bogen er at få folk til selv at lave mad derhjemme – og en af de bedste måder at gøre det på er ved at lave bacon. Risikoen for at mislykkes i køkkenet er minimal, når bacon er en af ingredienserne.
Kan du fortælle lidt om din fascination af bacon, og hvor den stammer fra? Jeg tror, jeg er født med en fascination af bacon. Og jeg har altid elsket den. Jeg tvivler på, at der er nogen mennesker, der ikke kan lide bacon.
Jeg har to børn og det ene, min søn, sad på gulvet hos min mor og far og legede med Lego og var dybt opslugt af sin leg. Så begyndte vi at stege bacon, og duften bredte sig ind i stuen, og han blev simpelthen revet ud af sin leg, som var duften noget overjordisk, der kom svævende gennem luften. Han spurgte: “Hva… hvad er det, der dufter så dejligt?” Han kunne knap nok tale og udtrykke sig, men han beskrev meget præcist, hvad det var, der havde grebet ham – nemlig den nydelige duft. Jeg tror, vi er født med en naturlig fascination af bacon.
Det utrolige er, at ingen har skrevet en god bog om bacon, og der bliver skrevet så uendeligt mange kogebøger, men ingen har for alvor skrevet en bog om verdens bedste ingrediens. Det er helt ufatteligt. Der skrives hele tiden kogebøger om grønkål og om gulerødder, og jeg ved ikke hvad.
Hvorfor tror du, at bacon ikke bliver taget alvorligt? Bacon indeholder et element af oprør. Noget fandenivoldsk. Og jeg tror, at vældig mange kokke ikke vil lade sig synke ned på bacons niveau. De anser den nok for at være for enkel. Men den enkleste vej til lykke er jo at stege sig lidt bacon. Jeg tror, mange kokke hellere vil fremme deres evner ved at lave noget vanskeligt og udfordre sig selv, så de kan vise andre, hvad de kan.
Kan man overhovedet mislykkes med bacon? Folk har meget stærke meninger om, hvordan bacon skal steges. Du vil måske kunne lide din bacon sprødstegt, hvor jeg så ville tænke, at den er helt mislykket. David Lynch mener, at bacon skal være så hårdt stegt, at den er sprød som kiks. Det, mener jeg, er for meget.
Hvordan vil du beskrive smagen og duften af bacon? Jeg tror, det allerførste forsøg på at beskrive det vil mislykkes. Men jeg kan godt gøre et forsøg. Man kan sammenligne det med at skulle beskrive verdens bedste vin. Der findes ikke rigtig ord, der kan beskrive den. Det bliver et slags stammesprog. Når man skal beskrive bacon, forfalder man let til metaforer. Jeg tror, den bedste måde at fange essensen af bacon på er ved at lukke sine øjne, når man spiser den og bare være i sig selv i nogle sekunder. Ord bliver fattige, når man skal beskrive smag og særligt, når man skal beskrive bacon.
Smagen af bacon er meget kraftig. Den kan – selv i små mængder – løfte en ret til helt nye højder. Ja. Jeg bliver ofte spurgt: “Jamen skal vi ikke spise mindre kød?” og “Er det ikke mere fornuftigt?” Og jo, selvfølgelig skal vi det. Og jeg tror, at den enkleste måde, man kan løfte en ellers ganske vegetarisk ret, er ved at tage to strimler bacon, brække dem i stykker og drysse baconen udover retten. Så er den hjemme.
Kan man få for meget bacon? Jeg har aldrig nogensinde hørt et menneske klage over, at der var for meget bacon på bordet.
Der findes jo mange forskellige typer bacon: Canadisk, engelsk bacon, dansk bacon og italiensk pancetta. Kan du fortælle lidt om fordelene og ulemperne ved de forskellige typer? Den mest karakteristiske bacon, der ikke er bacon, er den, man får i Storbritannien. Bestiller man bacon i Storbritannien, får man serveret noget forfærdeligt kedeligt noget. Det, vi kalder svinekam, med en smule fedtkant. Det er smagløst og dødkedeligt. Det må du endelig ikke fortælle briterne, for så bliver de rasende. Men mellem os to, er det sådan det er [Haha]. Skal man bestille det, vi opfatter som bacon, må man i England bestille en rasher. Faktisk er det jo kun i Norge, Sverige, Danmark og USA, at bacon er bacon. De andre har desværre misforstået noget [Haha]. Men vi vinder terræn. Tyskerne er så småt begyndt at få øjnene op for bacon, men der er lidt længere vej igen i Storbritannien. Jeg talte med René Redzepi om det, og der var ingen uenighed mellem os. Slet ikke.
I bogen står der nogle forskellige ting om bacons helbredende egenskaber. Eksempelvis kan det angiveligt fjerne splinter? Haha, hvis man skal sige noget generelt og fornuftigt om bacons helbredende egenskaber, så tror jeg, det først og fremmest handler om effekten dagen derpå. At det handler om, at man føler sig som en nyt menneske, når man har fået bacon i kroppen. Jeg tror mere på de helbredende egenskaber end mange af de andre egenskaber, der ellers bliver tilskrevet bacon. Det er i hvert fald en måde at se det på. Hvad kan bacon helbrede? Øhm. Vældig meget. Men jeg tror først og fremmest, at dens vigtigste egenskab er, at den heler sorg på en eller anden måde. Man bliver bare lykkelig af bacon.
En af bogens opskrifter er en dessert: Baconkager med blåskimmelost. Det lyder egentlig ikke så appetitvækkende. Det er en smagsbombe. Man har to enorme smage — bacon og blåskimmelost — og der er ret meget af begge dele i opskriften. Lad mig sige det sådan her: Du behøver ikke spise andet resten af dagen.
Så er spørgsmålet bare; hvad i alverden skal man drikke til det? Og der kan man jo foreslå øl, men det er for enkelt. Så jeg vil hellere foreslå — hold nu fast — en billig, sød italiensk mousserende vin: Lambrusco. Det er noget, der rykker ved de gængse paradigmer. Men man får i hvert fald en ny smagsoplevelse.
Hvilke af opskrifterne i bogen er du gladest for? Det er lidt som at spørge mig om, hvem af mine børn jeg elsker højest. Der er flere. Men skal jeg sige en ting, så er det, at man skal stege sin bacon i ovnen. Tag et stykke bagepapir, og dæk det til med så mange skiver bacon, der er plads til. Bag det i cirka ti minutter ved 200 grader, så kan man justere lidt. Det er nok den bedste opskrift, for bruger man en stegepande, er der kun plads til tre-fire skiver bacon ad gangen, og det er simpelthen for lidt.
En anden opskrift, jeg er glad for, er baconkødboller med rosiner og pinjekerner. Den opskrift er helt umulig ikke at kunne lide. Helt umulig.
Lavede I retter med bacon, der ikke fungerede rent smagsmæssigt? Hypotesen var, at alt bliver bare bedre med bacon. Den står stadig. Vi prøvede så godt, vi kunne at modbevise den. Men det kunne ikke lade sig gøre.
Tror du, nogen kan føle sig provokerede af hypotesen, at “alt bliver bedre med bacon?” Ja, bacon har noget oprørsk i sig—noget nerve. Vi ved jo godt, at det er sundt at spise salater og sådan noget. Vi ved, at det er sundt at løbe en tur. Men ind i mellem må det for guds skyld være tilladt, at man hygger sig. Og at hygge sig er antageligt det sundeste, man kan gøre.
Afslutningsvis må jeg lige høre dig: Hvad mener du om sådan noget veganerbacon? Nej. Det er aldrig vellykket. Det skal man ikke lege med.
Mere
fra VICE
-
Jakub Rutkiewicz / Getty Images -
GK Hart/Vikki Hart via Getty Images -
The "Pet Sematary" Premiere on March 16, 2019 in Austin, Texas. (Photo by Matt Winkelmeyer / Getty Images for SXSW) -
Screenshot: inkle