Mød punkeren, der blev technoaktivist og revolutionerede københavnsk rave-kultur

Denne artikel er også trykt i det nye VICE Magazine – Dystopi & Utopi.

Det føles, som om et rumskib gør klar til at lande lige i hovedet på dig, så snart du træder ind gennem porten til Fast Forward Productions’ forårsfest på Enghavevej. Den 700 kvadratmeter store, nedlagte sporvognsremise med det nøgne betongulv og det hvælvede loft, som i dag danner ramme om KPH Volume, oversvømmes af lys fra projektørerne, der med grønne og lilla stråler sonderer interiøret som maniske laserøjne, mens fire prismer, der ligner vanddråber på størrelse med knytnæver, dingler fra spærene og bryder lyskeglerne op i et kalejdoskopisk kaos af farver.

Videos by VICE

Bag pulten – der er placeret på et podie for enden af salen og er svøbt i kamuflagenet – står den københavnske techno-dj Rune Bagge og fyrer op for et sanseligt overvældende mix af techno og mørk ambient musik. De gigantiske højtalere, placeret i hvert hjørne, fylder hallen til bristepunktet med umenneskelige mængder lyd til et punkt, hvor man frygter, at ens hoved pludselig eksploderer.

Det er Fast Forward Productions’ første store fest i 2018, og crewet og de mange frivillige aktivister har været i gang med forberedelserne siden tidligt på morgenen.

Det kræver en voldsom indsats at skabe et rave som dem, Fast Forward inden for det sidste års tid er blevet kendt for, men så får gæsterne til gengæld også en unik oplevelse med stor bar, visuals, et safe-space, hvor der er plads til alle uanset køn, seksuel orientering og hudfarve, og så selvfølgelig et lineup med nogle af de mest interessante producere og dj’s på den danske technoscene. Scenen har oplevet en renæssance de sidste par år, og flere danske technoproducere vækker opsigt internationalt. Det er en kreativ opblomstring, der blandt andet er et resultat af Fast Forwards fester, der startede i den københavnske undergrund.

Det er stadig tidligt på aftenen – det helt store indryk kommer først efter midnat – og midt i salen, badet i lyset fra projektørerne, står Nikolaj Jakobsen, der sammen med partneren Lukas Højlund har grundlagt Fast Forward, og tager frugten af sit hårde arbejde i betragtning. “Vi kan lige så godt lade være med at lade, som om vi er herre-undergrund endnu,” råber han ind i mit øre over den pumpende bas fra højtalerne. “Sidste år kom der over 1.000 mennesker til vores fødselsdagsfest. Det er fandeme mange mennesker, der kommer for at høre techno.”

To uger tidligere spærrede jeg øjne op, da jeg en aften tændte for DR2 og så Nikolaj – iført t-shirt og Adidas-bukser, kronraget som altid og dækket af tatoveringer – tale om det nye, store technoboom i Danmark med to jakkesætsglatte DR-journalister. Han var i studiet sammen med journalist Nikola Nedeljkovic Gøttsche, som for nylig i Information kortlagde den københavnske technorenæssance. Men man skal faktisk helt tilbage til Ungdomshuset på Jagtvej og den filosofi, der lå til grund for koncert- og musikkulturen der, for at forstå, hvor banebrydende det, der er sket på technoscenen i København, er.

DR2-studiet er en mærkelig ramme at se Nikolaj optræde i, men på en måde kommer det ikke som en kæmpe overraskelse. Jeg har kendt Nikolaj i 15 år. Vi har ikke set hinanden i lang tid – sidste gang var på en lille bar i Los Angeles for et par år siden, hvor han spillede guitar for sludgebandet Bottom Feeder, der var på turné – men jeg har holdt øje med hans forskellige projekter over årene.

Vi mødtes i Ungdomshuset på Jagtvej 69. Dengang var den ene side af hans hoved kronraget, mens den anden var dækket af skrigende pink strithår, og hans gamle læderjakke var oversået med nitter. Jeg startede både mit første og andet band sammen med Nikolaj, og jeg har været fascineret af hans gudsbenådede musikalske talent og engagement som koncertarrangør lige siden. Han lærte sig selv at spille guitar og stiftede det internationalt anerkendte punkband Hjertestop. Han øvede hele natten i øvelokalet på fjerde sal i Ungeren og blev en fremragende trommeslager. Så lagde han punken på hylden, blev metalbooker og arrangerede Heavy Days in Doomtown-festivalen i København. I dag producerer han techno under navnet Sugar. Hele vejen igennem har hans kreative output – såvel som de arrangementer, han har formået at stable på benene – været af en fænomenal standard på grund af hans perfektionisme og musikalske idealisme. Så længe jeg har kendt ham, har han altid været drevet af en fuldkommen manisk energi. Et behov for at skabe kunst og udforske nye muligheder, der nu har manifesteret sig i et utopisk foretagende, der sigter efter at skabe en fest, hvor der er plads til alle, uanset hvem man er.

Der er ingen tvivl om, at Nikolaj er et intenst bekendtskab. Jeg er sjældent blevet så vred på nogen, som jeg er blevet på Nikolaj. Hans kompromisløshed og hudløst ærlige kritik i studiet fik mig engang til at udvandre i vrede, da jeg skulle optage en vokal. På samme tid er der få mennesker, jeg har haft det lige så fedt sammen med – som når vi holdt nattevagt i Ungdomshuset, inden politiet ryddede det, og satte os op på taget med en ghettoblaster og en kasse øl og lavede en fest ud af det. Jeg har set ham sove et par gange på turnébussen, men havde jeg ikke det, ville jeg nok være ret overbevist om, at han aldrig tager en pause.

Det er derfor, jeg siger, at det ikke kommer som en overraskelse pludselig at se Nikolaj på landsdækkende tv blive interviewet om en kulturel bevægelse, han på mange måder er en af spydspidserne i. Det er en meget Nikolaj-agtig ting.

“Vi har selvfølgelig ikke opfundet techno, men vi kom med en ny tilgang til det,” siger Nikolaj, da jeg møder ham i hans studie i Nordvest, hvor han tilbringer det meste af sin tid, et par måneder inden festen i KPH Volume. “Det handler ikke bare om eskapisme, stoffer og byture. Vores hovedformål er, udover at lave raves med god techno, at skabe et safe space, hvor der er plads til bøsser, transpersoner og folk af alle hudfarver. Man kan have tøj på, eller man kan lade være. Folk skal have lov til at gøre, som de vil, så længe de passer på hinanden.”

Når man kommer ind til en Fast Forward-fest, mødes man i døren af et skilt, hvor der står: “No racism, sexism, homophobia or transphobia allowed.” Et credo, der også hang over døren i Ungdomshuset, når man gik til koncert. Ifølge Nikolaj er det også det, der gør, at stemningen er helt unik til de raves, Fast Forward afholder. Kollektivet – der på den organisatoriske side i dag også tæller medarrangør Anders Marc Jørgensen – arrangerede deres første rave i 2015 i Ungdomshuset på Dortheavej, hvor 400 mennesker dukkede op.

“Det er selvfølgelig noget, både Lukas og jeg har taget med fra Ungdomshuset,” siger Nikolaj. “Det er nogle rimelig fucking basic leveregler. Problemet med meget klubkultur er, at for eksempel kvinder ikke kan have det tøj på, de har lyst til at have på, uden at skulle finde sig i at blive talt ned til eller blive raget på. Bøsser kan ikke komme til fester uden føle sig utrygge ved at kysse med deres kærester. Vi har nultolerance-politik over for diskrimination. Hvis vi hører om noget, smider vi folk ud med det samme.”

I forlængelse af filosofien, Nikolaj og Lukas har med fra Ungdomshuset, har de opbygget Fast Forward som en græsrodsorganisation baseret på aktivisme. På den kunstneriske side fungerer Fast Forward som et kollektiv, der promoverer og booker en håndfuld kunstnere, de arbejder tæt sammen med, herunder Rune Bagge, Martin Schacke, Funeral Future, Nicki Istrefi, Repro samt labels som Ectotherm og Euromantic. “Vi har skabt et aktivistnetværk på over 100 mennesker. Vi laver alt fra bunden selv – fra lyd til bar. Vi rykker ind et sted, bygger en klub og piller den ned igen bagefter,” fortæller han.

Ifølge Nikolaj udfylder Fast Forward, der i dag også har et agentbureau for kunstnere tilknyttet kollektivet, et hul på den danske technoscene. “Det findes jo i udlandet, men det der med at holde store raves for mange mennesker, der kører til næste morgen, var der ikke så meget af herhjemme,” siger han.

“Vores koncept er baseret på de værdier, vi har, og det er også det, folk har taget til sig. Vi har ikke nogen gimmick, men der er en speciel stemning. Vi har fokus på produktion fremfor flashy omgivelser. Vi skal have et sted, der er råt, så vi selv kan bygge vores egen klub. Vi pakker gerne hele lortet ind i kamuflagenet, laver laserlys og har god lyd. Det er en simpel, men effektfuld produktion.”

Som producer har Nikolaj taget den samme DIY-tilgang til sin egen musik. Han begyndte at dj’e og lave techno efter de første Fast Forward-fester. “Til at starte med lød det ad helvede til, men jeg blev bare ved med det og blev bedre og bedre,” siger han og griner. Siden begyndelsen har han spillet en håndfuld gange til festerne og er nu resident-dj på Et Andet Sted på Grønttorvet. “Der er kun én måde at lære det på – ligesom med punk – og det er at gøre det.”

Det har overrasket Nikolaj, hvor enorm succes Fast Forward-festerne har haft, men som han selv siger, dukker der bare flere og flere mennesker op og fester med hele natten, hver gang kollektivet afholder rave. Med omtale i landsdækkende medier er det derfor også blevet nødvendigt for Fast Forward at gentænke rammerne for konceptet. Når der kommer 1.000 mennesker til et rave i København, er det svært at bevare en illusion om, at projektet fortsat tilhører undergrunden, men det behøver det heller ikke.

“I fremtiden vil vi fokusere på at holde færre, men større fester,” siger Nikolaj. “Man skal selvfølgelig ikke blive ved med at gøre det større bare for at gøre det større, men der skal ikke være så lang kø, som der har været til nogle af vores fester. Vi prøver at uddanne folk til at feste på en anden måde, og derfor er det også fedt at kunne favne så mange som muligt. Det skal ikke være en lille lukket klub.”

Det er ikke let at tage en undergrundsoperation og gøre den til en semi-professionel eventarrangør på kæmpestor skala, og det er også derfor, Fast Forward er besluttet på at holde fast i rødderne og deres grundlæggende værdier, mens de finder ud af, hvordan fremtiden skal se ud, og hvordan festerne skal udvikle sig. “Jeg ved ikke, hvor det ender, men jeg vil gerne bevare fokus på vores community herhjemme og vores artister, og så vil vi gerne være bedre til at promovere sidstnævnte i udlandet,” siger Nikolaj.

“Men hvordan laver vi PR og skaffer dem gigs?” spørger han retorisk. “Vi gør det på den gamle DIY-punkermetode ved at sidde og skrive rundt til arrangører og producere og lave netværk, og det virker fandeme. Vi bygger det op fra bunden, og vi står sammen om det.”