Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Forsangeren i Placebo, Brian Molko, er en spændende karakter. Siden han bragede ind på scenen for to årtier siden, har han balanceret på populærkulturens knivsæg og har formået både at være en skæv outsider og en kynisk tilstedeværelse til de helt store mainstream-events. Han er ikke til at komme udenom, når det gælder de seneste to årtiers skiftende holdning til seksualitet og identitet.

I anledning af, at Placebo fejrer deres 20-års fødselsdag med en jubilæums-turné og boxset med alle deres plader, satte vi os med Brian til en snak om urin, X Factor, og hvordan han opdagede, han ikke var punk, da han stoppede med at tage stoffer.

VICE: Er der nogen, ud over din partner, som du er tryg ved at være nøgen omkring?
Brian Molko: Min far plejede at gå nøgen rundt derhjemme, da jeg var barn, og det er sgu ikke det, jeg har lyst til at se, når jeg står op om morgenen! Så det gør jeg ikke mod min søn. Jeg tror, den eneste anden person, der ser mig nøgen, er min make-up og garderobe-assistent. Men vi har arbejdet sammen i seks år, så det rører hende ikke. Jeg skifter hele tiden bukser foran hende.

Har du “særlige” bukser til scenen?
Ja, mand! Jeg har koncertbukser. Jeg plejede at have nogle blonde trusser, som gav mig held. Jeg tog dem på, på scenen, når jeg havde brug for lidt ekstra mojo.

Virkede det?
Ja, det gav noget mentalt. Så stod jeg der med et elegant jakkesæt, og indenunder havde jeg dameundertøj. Jeg stod og spillede guitar og sang foran 10.000 mennesker, og de anede det ikke.

Så du rykkede lidt på magtbalancen.
Vi lavede rigtig mange meet-and-greets, hvor vindere af konkurrencer kunne møde os, men det stoppede, da jeg blev forulempet af en fan. Siden da har jeg gjort det meget sjældent. Jeg plejede at gå på toilettet, inden vi skulle mødes med fans, og pisse på min pegefinger med vilje, og ikke vaske hænder. Alle de her ‘vindere’ gik derfra med en lille smule af mit pis på hænderne. De fik lidt Molko-dna med sig ud af døren… Det er jeg holdt op med nu.

Hvornår sagde du sidste gang nej til noget, der havde med din karriere at gøre?
I går. Desværre kan jeg ikke fortælle, hvad det var, men det var en meget stor forretningsaftale – en aftale, der kunne have givet os utrolig mange penge, men mig og Stefan (Olsdal, bassist i Placebo) sagde nej.

Sker den slags tit?
Ja, rigtig meget. Ellers ville vi ende på æskerne til kopiudgaver af Nespresso-kapsler, som min gamle ven Robbie Williams. Jeg mener, at et band er mere defineret af, hvad de siger nej til, end hvad de siger ja til – det samme gælder til dels enkeltpersoner. Det er nemt at sige ja, især hvis der er mange penge involveret. Jeg sagde nej til X-factor i Frankrig. Jeg er tosproget og taler fransk, men der er ikke nok penge i hele verden, der kan få mig til at være med i sådan en karaoke-konkurrence.

Ville de have dig til at være dommer?
Ja. De tilbød mig en million euro. Men eftersom jeg mener, at de her karaokekonkurrencer er en de største syndere, når det kommer til at smadre popmusik som kunstform, så kunne de aldrig finde nok penge til at overbevise mig. Så ja, jeg er ham, der sagde nej til en million euro. Vi er drevet af, hvad vi synes er det rigtige kunstneriske valg, og ikke hvad der kan give os mange penge eller styrke vores karriere.

---

---

Er det svært?
Det ved jeg ikke, om jeg synes. Man ved bare, at man ikke kan se sig selv i spejlet om morgenen, hvis man gør det. Det er uvurderligt at kunne se sig selv i spejlet om morgenen.

Hvad ville din specialist-kategori i Mastermind være?
Popmusik fra 80’erne. Jeg synes, det årti bliver svinet alt for meget for sin popmusik. Jeg synes, pop er en vigtig og væsentlig kunstform, og det er derfor, jeg er så sur over, at de der karaokekonkurrencer ødelægger den. Hvis du kigger tilbage på 80’erne, var der sange som Bowies Ashes to Ashes på hitlisterne, og det er altså en vild sang, mand. Rent musikalsk er den virkelig underlig, og den handler om at være på afvænning for heroinmisbrug, og så ligger den på top 10. Samtidig var der Kate Bush, der sang “babushka, babushka, ya ya!”, og Peter Gabriel var i gang med at lave virkelig mærkelig avantgarde-musik. Alle de plader lå på hitlisterne, og det var kunstnere, som var i gang med at opdage ny teknologi. De skubbede virkelig til grænserne for, hvad mainstreammusik kan være.

Synes du, det er gået tabt?
Det er fuldstændig homogeniseret i dag. På grund af de karaokekonkurrencer er det blevet alment accepteret, at der er én måde, man kan synge en ballade på, og der én måde at synge en munter sang på, og sådan er det. Og det er selvfølgelig noget pis.

Er der nogen derude, der laver noget interessant?
For at være helt ærlig, så har jeg ikke hørt noget godt fra nogle hvide mennesker i meget lang tid. Hver eneste gang, der har været noget, der skilte sig ud og hævede sig over alt lortet, så har det været sorte kunstnere – om det så er R&B eller hiphop, eller hvor mange undergenrer, der efterhånden findes. Det eneste eksperimenterende er lavet af sorte mennesker. Lige meget hvad du synes om Kanye som person – lige meget hvor mange Kanye-interviews du læser eller ser på YouTube, og sidder fuldkommen rystet tilbage bagefter – så er manden et kæmpe fucking talent. Jay-Z er lige kommet med ny plade – det er der, innovationen finder sted. Det sker i hvert fald på ingen måde på Simon Cowells pladeselskab. Jeg tror ikke, jeg har hørt noget godt pop fra hvide mennesker i ti år.

Hvis du selv kunne vælge, hvilken tid du skulle leve i, hvornår skulle det så være?
Det er nemt. Jeg ville være omkring 22 i 1967. Jeg ville bo i San Francisco og leve hippie-drømmen. Jeg har altid tænkt, at jeg var punker inderst inde, men det var stofferne, der gjorde det. Da jeg holdt op med at tage stoffer, blev jeg meget mindre vred og begyndte at studere buddhisme og meditation. Jeg blev bare til en rigtig hippie! Det er nok min sande natur – jeg tror, det var stofferne, der gjorde mig vred. Så ja, jeg ville leve hippiedrømmen. Jeg ville prøve at finde Grateful Deads hus i San Francisco.

Hvornår peakede du seksuelt?
Mine seksuelle velmagtsdage må være sammen med den person, jeg er sammen med nu. Jeg er i et forhold og har været det i over to år, så jeg vil sige nu. Jeg er også meget, meget, meget forelsket, og det er virkelig vigtigt. I gamle dage, da vi dyrkede hele groupie-tingen, fandt jeg ud af, at ni ud af ti gange handlede det kun om jagten for dem. Så snart man lå i sengen, var de som en pind. Jeg kan mærke, at der skal være en følelsesmæssig forbindelse og noget kærlighed.

Tis i badet – ja eller nej?
Selvfølgelig! Jeg forstår ikke, at folk synes det er ulækkert. De står og vasker deres røv, mens de er i bad… Hvad er problemet?

Og for at runde det hele af – hvor tit lyver du i interviews?
Faktisk har det her været et af de mest ærlige interviews, jeg har lavet – jeg har ikke løjet en eneste gang! Når jeg lyver i interviews, er det mest ved at udelade noget i stedet for ligefrem at fabrikere en sandhed… Eller formulere det på en måde, der får det til at lyde mere glamourøst, end det egentlig er. Men jeg har været helt ærlig denne gang.