MUNCHIES guide: Sådan overlever du J-dag

Foto fra Flickr-bruger: kalleboo

Foto fra Flickr-bruger: kalleboo

Julen er en vidunderlig tid, hvor man kan sidde i en sofa med en vamset sweater og en kop gløgg og skutte sig for det kolde vejr. En tid, hvor danskerne cementerer deres position som det folkefærd i verden, der bruger suverænt flest stearinlys, og hvor der tørbolles i kopirummene på landets arbejdspladser i en lind dunst af kommensnaps.

Nå ja, og så er der J-dag, det nærmeste man kommer på skærsilden uden rent faktisk at dø. Det er massepsykose brygget på flaske. Der er dåse-sne på vinduerne og colombiansk sne i næserne, og hele byen er klædt i dejlig er den himmelblå-blå velour og billig merch. Der er piger i alt for korte nisseskørter og drenge, der skråler Seven Nation Army (med bjælder på), og hele den ydmygende omgang er garneret i piskold novemberregn.

Videos by VICE

Mens jeg klapper begejstret i hænderne, når den første hyggelige julebrygreklame kører over skærmen (for 30. år i træk!), vil jeg hellere ridses med et rustent søm end at deltage i barernes udgave af Black Friday. Det eneste, man er garanteret, er tæsk, klamydia og våde sko.

Derfor er her en guide til dig, der gerne vil i byen på J-dag, men som for alt i verden vil undgå skrigende nissepiger og provinsbrianer i blå, blinkende slips.

HOLD DIG TIL EN COCKTAIL ELER ET GLAS NATURVIN

En sikker vej til at undgå julebryg er selvfølgelig at besøge et sted, der slet ikke serverer øl. Enhver by med respekt for sig selv har en cocktail- eller vinbar, og der burde være snefrit. Her har du mulighed for at få dig en mere sofistikeret brandert, mens du vender verdenssituationen og føler dig hævet over humle-pøblen. Et konkret bud er The Barking Dog på Nørrebro i København, der aldrig vil formaste sig til at lange Julebryg over disken. Mens bartenderen lavede en cocktail med Pineau, gin, lakridssalt og præcis ni dråber absinth, forsikrede han mig, at så længe man bliver indenfor hos dem, er man sikret en aften uden snebajere. Der vil endda være “vagter”, som oppasser alle klædt i blåt. Ellers skal du søge over til Blågårdsgade, som generelt er et godt bud på en julebrygfri J-dag. Steder som Harbo Bar og Escobar er alt for indie til at have den slags i hanerne, mens Blågårds Apotek nok hellere vil servere dig en Irish coffee.

Photos by Flickr-user https://www.flickr.com/photos/kalleboo/

Foto fra Flickr-bruger: kalleboo

BEVÆG DIG I ET VENSTREORIENTERET MILJØ

På venstrefløjen er det et knæfald for kapitalismen at indtage produkter fra multinationale firmaer (det sker aldrig, at man tager en cheeseburger fra McD på vej hjem fra byen…) Så ved socialisternes vandhuller kan man være ret sikker på at undgå snebajere. De fleste større byer har et ungdomshus eller et venstreradikalt spillested, så find vej til 1000Fryd i Aalborg, Elværket i Helsingør eller en af de mange andre graffitibeklædte tavernaer. I København kan jeg anbefale Mellemrummet, Mellemfolkeligt Samvirkes café i Ravnsborggade, som holder fødselsdagsfest på J-dag. Udover at nyde boller og lagkage til tonerne af støvet reggae, kan du få dig en lækker palæstinensisk øl og en svingom, men lige meget hvor længe du leder, finder du ikke julebryg i baren. Du kan selvfølgelig også finde vej til Bolsjefabrikken, BumZen eller Nordeuropas ældste spillested, Loppen på Christiania. Ungeren har lukket i dag.

VÆLG EN BAR, DER AFSKYR JULEBRYG

Selvom en bar er kendt for at lange fadøl over disken, er det ikke sikkert, at de partout abonnerer på julebryggens reklamestunt. Din by har sikkert mindst ét sted, hvor de nægter at hoppe med på vognen, og hvor rensdyrhorn og blå nissesygeplejersker er no-go. I min hjemstavn Næstved kan man for eksempel besøge Sepp’s, hvor man dog godt kan risikere at møde en blå nissehue, selvom der ikke serveres julebryg. På Mesteren & Lærlingen i København har de besluttet sig for at forsage J-dagen og alle dens gerninger og al dens væsen. Barchefen fortalte, at de har ansat ekstra vagter, som vil afvise alle i julebrygmerchandise, med mindre de kyler deres blå pavehatte (ja, det findes) i en dertil indrettet skraldespand. Et meget anderledes bud på en snefri J-dag er det diminutive kulturhus Øen bag Nørrebrohallen. Aktivisterne serverer undergrundsmusik med stort U, og bajere de har købt på tilbud. Som oftest er det Heineken eller Carlsberg, men arrangørerne lovede, at julebryggen aldrig nogensinde ville komme over deres dørtærskel, med mindre den skvulpede rundt i maven på en gæst.

BLIV DERHJEMME

Mens sneen falder over resten af byen, er der ét sted, hvor du kan være helt sikker på at slippe for J-dagens dumhed: I dit eget hjem. Det er garanteret også alt for lang tid siden, du har været vært for en helt igennem impulsiv fest, så køb ind til dark’n’stormy i Netto (som en boss), og inviter alle dine venner til en omgang dødsdruk i din toværelses. Husk at sætte en seddel i opgangen, hvor du gør opmærksom på, at bjældehat er bandlyst – så er du sikker på at have dine naboers sympati.

Og så kan du vågne i morgen og smage på dine tømmermænd, at du ikke har fået en eneste julebryg indenbords.