Julefrokost. Et orgie af sprut, sild og lun leverpostej, der kan få selv den pæneste kontormus til at smide alle hæmninger i en rus af kryddersnaps og Wham.
Hærdede fritidsdrankere kan blive sendt til tælling, hvis der ikke allerede inden frokostens begyndelse er lagt en udførlig plan for, hvordan alt den alkohol ikke skal resultere i blackout, pinlige samtaler med chefen eller give dig lyst til at knalde med ham kollegaen, der stadig bor hjemme hos mor.
Videos by VICE
Vi gav illustratoren Sofie Kampmark frie tøjler til at fortolke vores årlige højtid af fordærv og karrysalat.

Alle illustrationer af Sofie Kampmark
Velkomst og forret: Timerne 1 til 2
Du er indlagt til morskab med folk, du måske kun kender fra en e-mail eller et billede i årsrapporten, så det er fristende at drikke sig mod til. Men lad nu være med at kaste dig over gløggen eller velkomstdrikken som en anden bodegarotte.
Du skal ikke være småsnalret, når aftenens første snaps skal bundes på opfordring af Peter fra regnskab. Hold dig til en enkelt øl og en enkelt snaps på din vej gennem forretten: sild, fiskefilet og rejemadder. Du er i kontrol, mens Peter allerede er syltet i dildsnaps.

Hovedret: Timerne 2 til 4
Ok, du kunne alligevel ikke holde helt til presset. Allerede under hovedretten har du gang i et blandingsbatteri af hvidvin, rødvin, øl og tre slags snaps. Men selvom de første tre kolleger er bukket under og vælter rundt under diskokuglen til Shakin’ Stevens, har du stadig dit på det rene. Aftenen forløber planmæssigt, da Helle fra driften sætter tempoet op ved at smide en Fernet på bordet, mens du er distraheret af en julemedister.
Et par shots senere begynder du at tænke taktisk: Bider man shottet over i to, kan man vel drikke dobbelt så meget af det, ikke? Helle er hurtigt sat ud af spillet, og du vender opmærksomheden mod din bordherre eller dame, der pludselig synes mere interessant, end da I satte jer til bords.

Risalamande: Timerne 4 til dommedag
Shit. Planen har givet bagslag. Midt i risalamande og portvin har din venskabelige sludder med strategichefen taget en uventet drejning, da jeres snak om backpacking i Sydamerika pludselig resulterede i en leverance af peruvianske snitter.
Du er allerede garanteret dårlig samvittighed i morgen. Få derfor så meget som muligt ud af situationen og udlev din teenagefantasi om et knald på kopimaskinen. Det bliver jo ikke akavet på mandag. I er jo to om det, og fortjener du måske ikke at leve livet lidt? Det er jo kun jul en gang om året.