Godt nok ligger Gothersgade lige ved Kongens Nytorv, men der er ikke meget royalt over de billige barer og stive teenagere, der huserer på strækningen. Der findes dog en ukronet dronning af gaden. Hendes rigtige navn er Ellis Margrethe Delibasic, men alle kender hende som Musse, et kælenavn der stammer fra hendes barndom, hvor hun “var en lille musse”, som hun selv siger. Selvom navnet har holdt ved, er der ikke noget pussenusset ved den 70-årige kvinde, der i løbet af tre årtier har set det københavnske natteliv indefra – weekend efter weekend.
Det er først og fremmest som ejer af diskoteket Natcaféen, at hun har slået sit navn fast som nattelivsdronning. En titel hun har fået, fordi hun var en af de første til at åbne en beværtning i Gothersgade, fordi hun har holdt ved og altid har gjort tingene på sin egen måde. I en tid hvor natklubber konstant åbner og lukker, skifter navn og koncept, får nye promotere og nye ejere, så er det unikt, at Musse siden 1992 har været indehaver af Natcaféen, der i dag er et tre etager stort slaraffenland af 80’er og 90’er hits. Men hvordan har Musse holdt fanen højt igennem alle disse år?
Videos by VICE
Det hele startede på natklubben Bonaparte, der tidligere lå i Natcaféens lokaler. Det var her, Musse i midten af 80’erne kom ind i branchen. Dengang var hun i slutningen af sine tredivere, og efter at have rejst rundt i Europa og arbejdet i restaurationsbranchen vendte hun hjem til Danmark. Da hun havde været ansat et år på Bonaparte, tog hun et lån og blev medejer. To år senere var stedet hendes, og hun relancerede det i starten af 90’erne.
“Dengang gik man ud hver aften, i dag går folk kun ud fredag og lørdag,” fortæller Musse. “København ligner jo næsten en spøgelsesby sammenlignet med før i tiden.”
Hun har mange gange sagt nej til at snakke med journalister, men hun mener, at jeg glemte at nævne hende i en artikel, jeg for nylig skrev om natklubben Nasa, og nu har jeg altså fået mulighed for at rode bod på situationen. Det viser sig åbenbart, at Musse spillede en stor rolle i succesen i Boltens Gård gennem 90’erne, hvor hun var medejer af klubberne og lærte de kommende ejere op i, hvordan man kører en forretning i nattelivet.
Netop den del, oplæringen og erfaringen, er afgørende for at få en klub til at køre ordentligt, understreger hun. Dét og det varme smil, Musse møder alle stamgæsterne med.
“Der er mange natklubejere, der aldrig er på klubberne,” siger Musse bestemt. “De giver bare nøglerne til en 20-årig, men så bliver tingene altså også derefter.”
Sådan er det ikke her. Selvom Musse sagtens kunne gå på pension, så er hun fortsat at finde på Natcaféen omkring 20 timer om ugen. På mange måder er Musse Natcaféen, og hun er ikke for fin til at klare de sure tjanser.
“Jeg er ikke bange for at gribe en moppe, og der går ikke noget af mig ved at vaske op. Jeg kan også sagtens tage et par gummihandsker på og så rengøre toiletterne, for jeg vil gerne have, at her ser pænt ud.”
Musse har været her weekend efter weekend i så mange år, at hun ikke kan være på arbejde, uden at folk vil hilse på hende. Gæsterne synes, det er sjovt, at Musse stadig danser på bordene, som hun gjorde for 10 og 20 år siden.
“Folk kommer tit og spørger efter mig, og så kommer jeg op fra køkkenet og hilser. Jeg har mødt så mange mennesker, og jeg er rigtig god til at huske folk.”
Stamgæsterne på Natcaféen er et vigtigt element i forklaringen på, at stedet har eksisteret siden 1992.
“Der kommer folk her, som er kommet herinde siden åbningen. I lørdags var her en herregruppe, der er kommet herinde i 25 år. Der er også brude, som kommer i deres brudekjoler, fordi det var her, at de mødte deres mand, og så skal de lige forbi på deres bryllupsnat.”
Selvom Musse stadig tørrer borde af på Natcaféen, er det datteren Heidi Mafodda, der i løbet af de sidste 10 år har overtaget den daglige drift.
“Du behøver ikke at trække maven ind, for når du kommer her, er det som at komme hjem,” fortæller Heidi. “Vi er som en familie. Selv dem, der går ud andre steder for at blive set, ender her for at feste. Og her skal de ikke være noget, de ikke er, for det er jo bare Natcaféen. Du kan heller ikke købe dig til et bord.”
Heidi startede selv sin natklubkarriere som 19-årig i kassen på hedengangne X-ray i Boltens Gård, inden hun var med til at starte Natcaféen med sin mor.
Det er Heidi, der viser mig rundt på natklubbens tre etager. Vi starter i det, der oprindeligt var Natcaféen, og som er den af de tre etager, der føles mest “cafe-agtig”, muligvis på grund af det naturlige lysindfald fra de store vinduer ud mod Gothersgade. Det er her, der danses i vinduerne til “Pas på den knaldrøde gummibåd”.
“Jeg tror, at du er blevet lige så afhængig af det som mig,” siger hun til Heidi og ser alvorligt på mig. “Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden hende.”
Der er ingen tvivl om, at mor og datter er et stærkt team. Jeg pakker mine ting og tager min jakke på, inden jeg skal ud i regnen. Selvom det kun er tirsdag, har jeg lyst til se Natcaféen in action, med folk der danser i sofaer og på borde til dansktophits. Som om Musse kan læse, hvad jeg tænker, siger hun:
“Jeg synes, at du skal prøve at komme herind en aften.”
Og så går hun om bag baren. Der er glas, der skal vaskes op.
