Roskilde Festival '16

Vi tog på Roskilde og testede folks stoffer

Det flyder med narko på Roskilde, men ved folk egentlig noget om det pulver, de har i posen? Det satte vi os for at finde ud af.

af Lars Jellestad
30 juni 2016, 10:01am

Historierne om, at det flyder med stoffer på Roskilde er efterhånden en lige så fast bestanddel af festivaldækningen som vejrudsigterne, urinstøvet og Red Hot Chili Peppers elendige optrædener. Og når først vi har etableret, at Roskilde Festival er fuld af narko, så flyder det i lige så høj grad med ormemiddel, laktose, knuste hovedpinepiller og alt det andet skidt, som stofferne er blandet op med. I 2014 konkluderede en rapport over narkotika på gadeplan, at et gennemsnitligt gram coke i Danmark kun indeholder 22 procent af det stof, man betaler for, mens resten er opblanding. Kokainkvaliteten er styrtdykket siden midten af 90'erne, da man begyndte at foretage målinger, og i de senere år er førnævnte ormemiddel blevet særligt populært som tilsætningssstof. Faktisk indeholdt 71 procent af stikprøverne fra 2014 levamisol, som ud over at være godt til at dræbe ormeinfektioner i klovdyr har den kedelige effekt, at det smadrer menneskers immunforsvar. Hvis du er mere til MDMA, kan du glæde dig over, at renhedsgraden er helt oppe på 74%, men der er stadig ingen garantier om posens indhold, fordi stoffet er hamrende ulovligt og derfor fuldstændig udenfor myndighedernes kontrol. Vi tænkte derfor, at vi ville lave vores egen stikprøvekontrol for at se, hvordan det står til med kvaliteten af festival-narkoen og samtidig tale med brugerne om den risiko, de løber.

Læs også: Det sker der rent faktisk, hvis du bliver taget med stoffer på Roskilde

Testen, vi anvendte, hedder EZ Test, og der findes udgaver beregnet til alle de mest gængse, ulovlige rusmidler. På hjemmesiden understreger firmaet, der står bag produktet, at der er tale om en "skønsmæssig test" og altså ikke en, der kan sige noget definitivt om, hvad stoffet indeholder, eller hvor rent det er. Men testen kan give en vigtig indikation, og det er bedre end ingenting, så vi gik på jagt efter personer, der var villige til at lade deres festival-kemi komme an på en prøve.

Middelmådig coke ser sådan ud ifølge testen. Alle fotos er taget af Janus Engel Rasmussen.

Jesper, Roskilde

Vi møder med det samme Jesper, som har købt ind til en hel uges forbrug af narko på Roskilde. Han har således 3 gram kokain og et gram MDMA liggende i teltet. Han fisker poserne frem og stikker hovedet helt ned til vores mobile testlaboratorium, mens hans venner stimler sammen bag ham. "Ved du, hvad levamisol er?," spørger jeg. Det gør Jesper ikke. "Levamisol er et ormemiddel til klovbærende dyr, som er et af de mest gængse tilsætningsstoffer i den kokain, der kommer til Danmark. Det er også et stof, der ødelægger dit immunforsvar," siger jeg til ham. Jesper siger ikke noget.

Vi fisker en cykelnøgle frem, som snart efter dykker ned i posen og returnerer med en lille mængde hvidt pulver på spidsen. Pulveret finder vej til ampullen, på med låget og ryst. Snart efter foreligger resultatet. En mørkegrøn farve, der klart indikerer, at kokainen er blandet op med enten phenatecin, paracetamol eller aspirin. Alle smertestillende stoffer, men phenatecin forbindes med nyrekræft og må derfor ikke sælges i Danmark.

Vi tygger lidt på de informationer, som testen har givet os, før jeg supplerer med min viden om tilsætningssstofferne.

"Alt det gode," bemærker Jesper tørt.

Jesper har, ifølge ham selv, et "ok forhold" til sin dealer, men når alt kommer til alt, så kan tilliden mellem dem nok ligge på et meget lille sted. Eller i en meget lille pose. Nu skal Jespers coke underkastes endnu en test, denne gang er det renhedsgraden, der kommer under luppen. Testen viser "low cocaine content".

"Selvfølgelig er det ikke rent, og det var jeg udmærket klar over," siger han så og tilføjer, at det kun har kostet 250 kroner grammet.

"Men det fungerer jo alligevel, så skal der bare lidt mere til."

Jesper fra København har givet 800 kroner for sin kokain.

Jesper, København

Vi bevæger os videre på Camp Vest mellem klynger af graffitiovermalede telte, indtil vi støder på en langhåret gut med solbrændt ansigt. Han sidder på en plastikstol og fægter med en Captain Morgan-flaske, mens han med hæs stemme prøver at finde ud af, hvem vi er, og hvad vi vil. Manden hedder også Jesper, men derudover stopper lighederne, for Jesper #2's coke har været meget dyrere, og han har mindre af den.

"Jeg købte den af en gut på KB18 for 800 kroner", siger han og tilføjer: "Det er helt sikkert det værste lort, det dér." Vi kryber sammen under en teltdug og finder testudstyret frem.

"Jeg får aldrig orm i min krop i hvert fald. Det er helt sikkert," siger Jesper i forventning om, at hans kokain indeholder den berygtede levamisol.

Jespers coke er - ifølge testen - af en relativt høj kvalitet men måske blandet op med levamisol.

Testen ender på en grøn nuance, der ligger et sted lige mellem levamisol og de smertestillende præpaparater. Det er ikke helt til at sige, om der er tale om det ene eller det andet.

"Hold kæft hvor er det smadret med alt det lort, de blander i," siger Jesper og lader til at beslutte sig for, at der må være tale om panodiler og ikke ormekur. I virkeligheden er der ingen af os, der ved det. Han virker dog ikke til at være mærket af testens udfald.

"Jeg har jo allerede prøvet det", siger han.

Vi gør indhug i hans pose endnu engang for at få et fingerpeg om renhedsgraden, altså hvor stor en del af hans kokain, der faktisk er kokain. En lille smule rammer ved siden af og lander på fotografens hånd. Jesper griber den og slikker håndfladen ren, jeg ryster ampullen og venter et par sekunder: Medium til høj kokainkvalitet.

"Fuck, hvor fedt," siger Jesper, før skepsissen tager over.

"Men er du sikker på det, for resultatet er jo flerfarvet?," indvender han.

Og det er det ganske rigtigt, men i så fald er der enten tale om "medium" eller "high cocaine content", og i begge tilfælde er det bedre, end han turde håbe på.

Victors MDMA.

Victor, København

Victor ligger og sover, da vi kommer forbi, men vi har fået at vide, at han har MDMA på lommen, så vi rusker liv i ham. Han kommer til syne i teltåbningen med svedperler på panden og blodsprængte øjne. Han ligner en, der har været på stoffer hele natten, og det har han også.

"Og den var god," forsikrer han. MDMA'en altså. Så egentlig er der vel ikke den store spænding om resultatet, idet vi møjsommeligt flytter en brunlig krystal ned på bunden af ampullen. Stoffet har den helt rigtige farve, en mørkelilla, der indikerer, at hovedingrediensen netop er MDMA, og dermed tyder alt på, at Victors indkøb er den ægte vare.

"Jeg var også helt flækket af det", konstaterer han. Vores test viser kun, hvad hovedingrediensen er og ikke, hvad MDMA'en eventuelt kan være blandet op med, men hele den usikkerhedsfaktor fejer Victor af banen med et "ej, hvor lækkert".

"Kender du ham, du har købt det af?", spørger jeg.

"Ikke personligt, men ham fyren, vi får det af, har vi købt af gennem de seneste 2-3 år, så jeg havde en stærk forventning om, at det ville være godt," siger han og tilføjer, at han har givet 400 kroner for det, og at han har tillid til sin pusher. Alligevel er han glad for at få en indikation af, at posens indhold er godt nok.

"Jeg har ikke rigtig været i tvivl denne gang, men selvfølgelig betyder det noget for mig, at det er ordentlig kval, det jeg tager. Det gør det da."

Victors stemme bliver mere og mere hæs, så vi takker for hans tid og går i retning af en lejr, hvor trancemusikken er så høj, at man nærmest må brøle for at blive hørt.

Lasse og Kim, Roskilde

Der er coke i lejren, og den er kommet Lasse og Kim i hænde gennem nogle bekendte.

"De henter det selv i Holland", siger Kim med opspilede pupiller, og så kaster han posen over til os.

"Det kunne jo så lige passe, at når først I er kommet herind til vores coke, så viser det sig, at I er civilpansere", siger en af deres venner lettere nervøst, mens testen pågår. Kort efter er resultatet klar. Farven indikerer "high cocaine content" og er indtil videre den bedste kokain, vi har testet. Og så endda til 350 kroner grammet, fortæller Lasse os og indskyder:

"Men I skal lige prøve den, vi har i morgen også. Den er endnu bedre, så giver jeg også en snitte til jer". Bagefter prøver vi at teste for tilsætningsstoffer, men farvereaktionen er så svag, at det er umuligt at konkludere noget.

Der var masser af kemisk kærlighed i Roskilde-luften. Personerne på billedet har dog intet at gøre med reportagen eller de stoffer, vi testede.

Niklas, Ballerup

"Hvordan kan det være, at I bruger festivalen på at rende rundt og teste folks stoffer. Det er sgu da noget underligt noget at gøre?", spørger Niklas, efter han har inviteret os ind i sit telt. Og han har vel lidt ret, for hvad skal folk egentlig stille op med resultatet? Men vores mission handler vel også om at gøre opmærksom på, hvor lidt vi egentlig ved om de stoffer, vi putter i os. Den går ud på at sprede det budskab, at man godt må være kritisk over for indholdet af de stoffer, man vælger at indtage - i det lille omfang, man har mulighed for det. Det er bare ikke det svar, han får. I stedet får jeg kaldt vores projekt for et "service-tilbud" til folk som ham. Niklas er tilfreds med svaret, han har givet 650 kroner for den pose "flæk-kokain", vi tester for ham. Han har for længst taget hul på posen, hvilket hans spændte kæbe og lidt for opvakte blik vidner om. Vores test viser, at der igen er tale om "high cocaine content".

Niklas ved godt, at hans kokain er god, for han har et godt forhold til sin dealer. Han forklarer, at drys igennem noget tid har været et mere eller mindre fast indslag i hans weekender - indtil for et par måneder siden, hvor han trappede ned. Roskilde er derfor hans coke-comeback efter en længere pause, siger han. Jeg spørger Niklas, om han nogensinde tænker over, hvad der rent faktisk er i de stoffer, han tager.

Niklas bliver bekræftet i, at hans coke er god.

"Altså, jeg køber aldrig nogensinde amf, for det ved jeg, er blandet op med noget lort. Og det får jeg det også herre-dårligt af."

Jeg drejer samtalen tilbage på kokain ved at nævne det allestedsnærværende ormemiddel. Tænker han over dét?

"Altså, jeg gider ikke at købe det der billige noget. Jeg betaler aldrig lavpris for mine stoffer, og det er en fast dealer, jeg køber fra. Jeg kunne ikke finde på at købe narko af en tilfældig type, der kom forbi lejren med narko," siger Niklas, og jeg tager mig selv i at tænke på, om han siger det, fordi han mener det, eller fordi han tror, det er det svar, jeg gerne vil høre.

Adam, København

På vej derfra støder vi ind i Adam fra København, som også gerne vil finde ud af, hvad han lige har betalt 500 kroner for. Vi er løbet tør for testkits, der kan sige noget om tilsætningsstoffer, så han må nøjes med at få et fingerpeg om kvaliteten af den kokain, han har i posen. Han fortæller, at han fik det af en i deres camp, som hoppede over hegnet, og som tog stoffer med til lejren.

"Det er noget, vi har fået gennem venners venner, og jeg ved faktisk ikke noget som helst om det. Men jeg plejer ligesom at stole på de mennesker, der tilbyder mig det."

Han har allerede prøvet sin coke og er fint tilfreds. Alligevel kommer resultatet lidt bag på ham. Testen siger mørkerød, ergo må der være tale om kvalivarer.

"Okay. Slap af. Sygt nok," siger han.

Farven ændrer sig dog til en lysere tone, hvilket indikerer et mere middelmådigt produkt.

Umiddelbart før Adams coke bliver testet.

"Men 500 kroner er egentlig billigt sluppet. Især hernede, hvor man betaler mere end dobbelt af normalprisen", bemærker Adam, mens han sidder og gumler på en burger. Bagefter regner han med at tømme posen med coke og lade det blive ved dét.

Det er svært at drage nogen sikre konklusioner om de stoffer, vi har testet på Roskilde. Men hvad der til gengæld er sikkert er, at der rundt omkring i teltene gemmer sig en hulens masse narko, som bliver taget mere eller mindre i blinde. Som man jo gør med den slags. Og set i dét lys kan man ikke lade være med at tænke, at vi ville være bedre tjent med, at der i Danmark - eller i første omgang bare på Roskilde - var et sted, hvor man reelt kunne få besked om, hvad der er i stofferne. Når nu ingen kender svaret. Men det er en helt anden snak.

Mere om Roskilde Festival:

Her er de største og vildeste anlæg på Roskilde Festivals campingområde

De bedste steder at elske (med) hinanden på Roskilde

Folk fortæller deres vildeste, klammeste og mest kiksede Roskilde-historier