Annoncering
Sports

Hatecrime, HIV og stereotyper - På opdagelse i Londons LGBT-boksemiljø

"Jeg begyndte at bokse, fordi jeg havde lyst til det, men det er trist, at jeg bliver nødt til at fortsætte med det bare for at kunne forsvare mig selv."

af Patrick Cash
26 februar 2016, 8:30am

Forfatteren (til højre) under en boksekamp (Foto: Joel Ryder)

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK.

I slutningen af 2010 var jeg 23 år og arbejdede som bartender på en homobar i Soho i London. Jeg havde dagvagt, og der var stille i baren, da en rødhåret mand i sportstøj kom stormende ind på baren og annoncerede, at han ville lære bøsserne at slås. De to ældre stamgæster i baren virkede ikke særligt imponerede, og kiggede knap nok op fra deres frokostfadøl. Han vendte sig roligt mod mig og fremviste stolt en plakat, hvor der stod: "Vi leder efter kongen af ringen."

Den rødhårede mand var en heteroseksuel boksepromoter ved navn Dermot, og han havde fået den lyse idé, at homoseksuelle mænd var et uudnyttet marked. Og med god grund, tænkte jeg. Jeg havde altid været optaget af at holde mig i form, men boksning havde bare aldrig virket særlig tillokkende. Sporten repræsenterede en patriarkalsk verden, som lå langt fra de diskolys, drag-queens og Rihanna-bangers, jeg var vant til fra homoverdenen. Jeg lavede en eller anden afværgende joke om, at jeg ville passe på mit ansigt, og Dermot gik for at fortsætte sin jagt et andet sted.

En uge senere var der en mindehøjtidelighed på Trafalgar Square, som markerede årsdagen for mordet på Ian Baynham. Den 62-årige mand, havde holdt sin partner i hånden, da han blev slået ned af den 20-årige Joel Alexander. Mens han lå ned, blev han gentagne gange sparket i hovedet af den 19-årige Ruby Thomas.

Dagen efter mindehøjtideligheden sendte jeg en e-mail til Dermot. Efter flere måneders træning i træningscentre rundt omkring i byen, endte jeg med at bokse i Pink Collar Boxing i The Scala ved King's Cross i april 2011. Det var den første og, så vidt jeg ved, stadig den eneste bokseturnering, der udelukkende var målrettet homoseksuelle mænd.

Pink Collar findes ikke længere, men nu træner jeg i Knockout LGBT Boxing Club i Holloway. I sommeren 2014 blev jeg mindet om, hvorfor jeg gør det. En fredag aften omkring midnat kyssede jeg med en fyr i Shoreditch. Nogle kronragede fyre i en bil var ikke særligt begejstrede for vores offentlige kys og kastede en øldåse i retning af vores ansigter. Føreren steg ud og begyndte at gå truende hen imod os.

Jeg ville gerne beskytte ham, jeg var sammen med, så jeg gik fyren i møde ude på vejen. Han blev overrasket over den slags konfrontation fra en homoseksuel mand, så i stedet for at gøre noget mumlede han lidt halvhjertet, "fucking svans", steg tilbage i sin bil og kørte væk. Til trods for al den træning, jeg havde, så var jeg vildt chokeret og rystede. Jeg var glad for, at det ikke blev til mere. Det er virkelig svært at forstå, hvordan nogen, som slet ikke kender dig, kan hade dig så meget.

Det er ikke alle, der er ligeså heldige, som jeg var. Hatecrimes er en stor del af grunden til, at lederen for Knockout-klubben, Phil Bradby, blev involveret i boksning.

"Da jeg var i midten af tyverne, sad jeg på en homopub i Southend og fik en drink," fortæller han. "Den her fyr så mig komme ud derfra og begyndte at komme med homofobiske tilråb. Så løb han over til mig og begyndte at slå mig. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle forsvare mig, og jeg ville ikke gøre det værre, så jeg stod bare og fik slag."

"Et år senere blev jeg overfaldet igen og endte med endnu et blåt øje. Det nåede til et punkt, hvor jeg ikke gik ud af frygt for at blive overfaldet. En dag tænkte jeg bare, 'Det her er for åndssvagt. Jeg er for ung til at bruge mit liv på at gemme mig på sofaen.' Så jeg meldte mig til karate. Nu er jeg trænet i karate, muay thai og engelsk boksning. Der ligger helt klart en tryghed i at vide, at hvis nogen prøver på noget, så ved jeg, hvordan jeg skal forsvare mig."

Læs også: Hårdtslående piger: Portrætter af Aserbadjans kvindelige elite-wrestlere

Andre medlemmer af Knockout-centret fortæller mig, at de er der for at prøve noget nyt. "Jeg ville gerne have afløb for min frustration," fortæller den 36-årige Damian Giles, som havde en periode med svær depression som følge af sin fars død. "Men jeg ville også gerne udfordres af noget, som ingen forventede af mig, fordi de kender til min ikke-voldelige attitude. Jeg har mødt en virkelig dejlig gruppe mennesker, hvoraf flere af dem er blevet tætte venner."

Alligevel er klubben blevet mødt af fjendtlige reaktioner - underligt nok fra homoseksuelle mænd. Onlinekommentarer har indeholdt anklager om, at medlemmerne forsøger at være "straight-acting" eller at de er "selvhadende" bøsser, som forsøger at opfylde en stereotyp forestilling om maskulinitet.

"Det er et klassisk eksempel på den homofobi og tyrrani, der findes i homomiljøet," siger den 26-årige moderedaktør Darcy Rive. "Det er virkelig nedslående, at nogle homoseksuelle mænd føler, at vi skal opfylde nogle bestemte kriterier for acceptabel homoseksuel adfærd, i takt med at miljøet har opnået en større bemyndigelse i samfundet. Alle hobbyer er jo bare en hobby, uanset om de dyrkes af en heteroseksuel, LGBT- eller ikke køns-konform person."

"The Professor" (Foto: Richard Sawdon Smith)

Medlemmerne af Knockout træner af mange forskellige grunde, men hvad med de fyre, som gerne vil i ringen for at kæmpe? Mød "The Professor".

"Jeg har altid godt kunnet lide at se boksning i tv, og jeg havde en forestilling om det glamourøse i at kæmpe i ringen og måske vinde en kamp - jeg ville have det vinderbælte!" fortæller den 52-årige professor ved Norwich University of the Arts, Richard Sawdon Smith. "Men jeg har også undret mig over, hvad den dybere psykologiske grund var for min lyst til at slå nogen og selv blive slået. Min ven Simon Watney fortalte om, hvordan det var at være hiv-positiv: 'Jeg tror ikke, at vi kan eller bør undgå volden i ethvert aspekt af vores liv lige fra fødslen og fremad - uanset hvor farligt, det kan blive.... For mange af os genetablerer hiv'en en helt masse mørke ting ved vores forhold til vores kroppe og vores længsler, hvilket tilsyneladende fører direkte til et nyt boksningsprojekt.'"

"The Professor" til højre. (Foto: Bradley Chippington)

Men Richards hiv-status endte næsten med at blive forhindringen for hans boksning.

"Min fjerde kamp var imod en ung, heteroseksuel fyr som hed David. Han fik en Facebook-besked fra en af sine homoseksuelle venner, som skrev, at han nok skulle genoverveje, om han ville kæmpe imod mig, fordi jeg var hiv-positiv," fortæller Richard. "Jeg inviterede David på kaffe og forklarede ham, at ingen nogensinde er blevet smittet med hiv af at bokse. Hvis det havde været en risiko, så ville jeg aldrig have meldt mig til kampen. Jeg forklarede ham også, hvad det betyder at være 'undetectable'. David sagde, at han ville tænke over det, og han endte med at deltage i kampen - og jeg gav ham en røvfuld!"

"Vold former og optager vores samfund," sagde forfatteren Edward Bond i 1972, og den mening kan man stadig finde i dag. Det er ofte forbundet med et pres om at leve op til stereotypen om den urealistisk "stærke" og emotionelt afstumpede udgave af manden.

Det er trist, at jeg stadig føler et reelt behov for at kunne bokse, udover fornøjelsen ved at dyrke det som en sport. Antallet af homofobiske overfald er steget med en tredjedel i London inden for det sidste år. Historien viser, at der sker en modreaktion imod minoriteter i tider med økonomisk tilbagegang. Inden for de sidste to uger er en homoseksuel teenager blevet brutalt overfaldet i North Yorkshire, og en mand i London havde livstruende kvæstelser efter et angreb i sit eget hjem. Jeg vil gerne kunne beskytte mig selv.

Men boksning gør ikke mig eller nogen andre mere modige. I virkeligheden er mod måske i virkeligheden det at have selvværdet og respekten for andre, som gør, at man slet ikke uddeler det første slag.

Mere LGBT-stof fra VICE:

Sådan er det at være homoseksuel flygtning i Tyskland

Kampen for LGBT-rettigheder i et af Europas mest homofobiske lande

Sådan er det at bruge dating-apps i Qatar, hvor homoseksualitet straffes med døden