Annoncering
News

Hvorfor er politikerne så vilde med at tale om svinekød?

Inger Støjberg har beklaget en falsk anekdote om en hamburgerryg, og det trækker tråde til Frikadellekrigen anno 2013. En madsociolog udreder danskernes forhold til gris.

af Lars Jellestad
12 januar 2016, 12:50pm

Rusty Clark ~ 100K Photos - (CC BY 2.0)

I går måtte Inger Støjberg beklage at have talt usandt, efter at hun fyrede en anekdote af til et vælgermøde om en pige i en børnehave, som ikke kunne få lov til at spise sin elskede hamburgerryg, fordi børnehaven ikke tillod svinekød. Men en vaks lokalpolitiker, Enhedslistens Anja Lundtoft Thomsen, var også til stede, og hun undrede sig, for der er ganske rigtigt ikke nogen børnehaver i Aalborg, der har forbud mod at servere svinekød. Så der burde ikke være noget til hinder for, at den unge hamburgerryg-aficionado kunne nyde sin livret.

Dog findes der som bekendt mange andre daginstitutioner i Danmark, der af hensyn til de muslimske børn helt har droppet at servere svinekød. Den sag afdækkede Ekstra Bladet i 2013, og debatten udviklede sig så voldsomt, at hele affæren hurtigt blev omdøbt "frikadellekrigen". Der stod pludselig meget mere på spil, end hvad de yngste generationer fik til frokost, og de børnehaver, der formastede sig til at forsage grisen, modtog dødstrusler for brøden.

For politikerne var frikadellekrigen en enestående mulighed for at markere sig, for sjældent har en sag engageret så mange danskere fra snart sagt alle samfundslag og afkroge af landet. Krigen om frikadeller udviklede sig til en principiel debat om religiøse hensyn i institutioner, og her viste en meningsmåling fra 2013, at et flertal af danskerne er skeptiske.

Der er altså noget, der tyder på, at der er stemmer i at forsvare danskernes ret til at fylde sig med grisekød. Og det var netop, hvad Inger Støjberg forsøgte på fredag aften i Frederikshavn. Desværre for hende fik detaljen med, at det ikke passede, drejet fokus væk fra budskabet.

Men er svinekødet og vores børns adgang til det nu også så vigtigt for os, som Inger Støjberg gør det til? Det spurgte vi med madsociolog og adjunkt Jon Fuglsang fra Professionshøjskolen Metropol om.

VICE: Hvad er det for en plads, svinekød har i dansk madkultur, siden at det kan vække så stærke følelser?
Jon Fuglsang: Svinekød er stadig det kød, vi spiser mest, selvom de yngre generationer spiser mere kylling. Mange af de mest folkekære retter er baseret på svinekød, og det så vi også ved kåringen af nationalretten. Derfor spiller svinekød stadig en helt central rolle i det danske køkken.

Har svinekød fået et comeback, fordi det er kommet under pres af forandringer i samfundet?
Nej, det er der ikke noget, der tyder på. Selvom nogle åbenbart forsøger at give svinekød en symbolsk betydning, ser vi ikke en tendens til, at svinekød er blevet mere populært. Faktisk er det modsatte tilfældet, da danskernes kødforbrug samlet set er på retræten.

Du har tidligere sagt, at der er kommet en voksende stolthed omkring svinekød?
Ja, men med dét mener jeg på det gastronomiske plan. Jeg tror ikke, at det har været båret af nationalistiske strømninger. Jeg er med på, at der er nogen, der prøver at gøre svinekød til et redskab i det værdipolitiske spil, men der må jeg bare konstatere, at danskernes madvaner ikke følger trop.

Hvorfor tror du, at en politiker som Inger Støjberg vælger at fortælle netop denne anekdote?
Det virker som om, at hun tager svinekødet som gidsel i et forsøg på at skabe en værdikamp - og i det her tilfælde på et falsk grundlag, fordi historien ikke passer. Men den egentlige grund til, at Inger Støjbergs fortalelse i mine øjne er problematisk, er, at hun forsøger at gøre madområdet til noget, det ikke er. Hun havde selvfølgelig en pointe, hvis vi så, at flere institutioner fjernede svinekødet fra menuen, men det er der ikke noget, der tyder på.

Så du ser ikke nogen problemer i, at danskernes madvaner ændrer sig og følger med demografien?
Det er jo allerede sket. De her mennesker har ofte en meget rig og smagfuld madkultur med sig, som de ønsker at videreformidle, så hele det gastronomiske aspekt af indvandringen ser jeg ikke nogen problemer med - etniske danskere kan jo lade sig inspirere, hvis de har lyst til det. Det er naturligvis oplagt for en politiker, der ønsker at puste til integrationsproblemer, at inddrage maden – som jo er et meget følsomt emne, men på nuværende tidspunkt har jeg svært ved at få øje på, at mødet mellem forskellige madkulturer skulle være et problem.