Annoncering
Music

PJ Harvey fik mig til at føle mig mindre usynlig som afghaner i USA

Roskildeaktuelle PJ Harvey tager favntag med krig og fremmedgørelse på hendes nyeste album, og det har betydet alt for den afghansk-amerikanske musiker Zohra Atash.

af Zohra Atash
30 juni 2016, 5:00am

PJ Harvey til Primavera Sound i Barcelona d. 4. juni 2016. Billede af Xavi Torrent/WireImage

Denne artikel blev oprindelig udgivet af VICE USA

Sidste gang jeg så PJ Harvey spille var på spillestedet 9:30 Club i Washington DC dagen før 11. september, da hun promoverede sin gennemarbejdede plade Stories from the City, Stories from the Sea. Selvom begivenhederne dagen efter kom til at være en katalysator for Harveys særlige, eksplicitte politiske opvågnen, havde jeg aldrig troet, at de amerikanske tropper stadig ville være i Afghanistan 16 år senere, og at PJ Harvey ville være én af de få kunstnere, der stadig var optaget af krigen. At en person, som jeg længe har set som en musikalsk messias, ser på mit folk som mennesker fremfor ofre eller barbarer, er - af mangel på et bedre ord - rørende.

Harveys tidlige plader var ikke politiske i traditionel forstand, men selve hendes væsen inspirerede mig helt enormt. Fra hendes hakkende, minimalistiske guitarspil til hendes spændende, progressive positurer på albumcovers var hun sin helt egen skabning. Jeg kan huske, at jeg fandt 4-Track Demos da jeg var en ung "riot grrrl" og gik i folkeskole. Ved første øjekast er det bare Polly Jean, der står der og ser hård ud i top og trusser. Der er intet chokerende, indtil man kigger efter og ser den mørke, vilde dusk under hendes arm. Det tager kontrollen tilbage, som om hun udfordrer selve idéen om at magt og feminisme udelukker hinanden. Hendes band, der kun består af mænd med John Parish, Mick Harvey og Flood, fik mig ikke til at tænke, hun har brug for mænd, for at kunne lave sin kunst. I stedet tænkte jeg, det er hende, der er dirigenten her.

Selvom Harvey har skabt meget varieret musik - fra avant-blues på sine tidlige 1990'er-plader, til den elektroniske atmosfære på Is This Desire? fra 1998, til den klaverindhyllede White Chalk et årti senere - var hendes første rigtige indgang til den geopolitiske verden Let England Shake fra 2011. PåThe Hope Six Demolition Project fra i år skaber Harvey en foruroligende stemning, der kombinerer fængende rockmelodier med tunge tekster om krig, grådighed, fattigdom og sygdom, hentet fra hendes undersøgende ture sammen med fotograf Seamus Murphy til Kosovo, Washington DC og Afghanistan. I oktober udsendte Harvery og Murphy bogen The Hollow of the Hand, et samarbejde med poesi og fotografier baseret på turene. Albummet kortlægger de ellers usynlige rander af vold, kaos og den usigelige rædsel ved isolerede krigszoner og urbane miljøer i forfald. Harveys udforskning af kunstens grænser er vigtig - det er et forsøg på repræsentere narrativer, der er så smertefulde, at de eksisterer udenfor og hinsides sproget.

Min egen familie kender til smerte, der er så stor, at den ikke kan beskrives. Min bedstefar Issa Nuristani, en elsket general i Afghanistan, blev smidt i fængsel og i sidste ende henrettet under krigen mellem Sovjet og Afghanistan i 1980. Kort tid efter var min mor hjemme, mens hendes far og svigerfamilie blev taget til det berygtede Pul-e-Charkhi-fængsel for at nægte at forråde deres eget folk til kommunisterne. Hun og mine søstre flygtede hurtigt hen til min far, som var ved at færdiggøre sin Ph.d. i USA. Hvis han vendte tilbage, var min far sikker på at blive smidt i fængsel og nok også henrettet. Med en lille baby på vej, mig, var det for farligt, så vi blev i USA.

Det tog lang tid, før jeg forstod, at min mor, som var lærer, var tvunget til at blive hjemme og tage sig af fire børn, i et land hun aldrig havde tænkte sig at blive i permanent. Mange år efter, i 1996, kan jeg huske, at jeg kom hjem fra skole i Washington, og fandt hende grædende af vrede og sorg over, at Taleban havde henrettet hendes fætter, præsident Dr. Mohammad Najibullah. Hun havde læst det i morgenavisen, og nyheden var fulgt af nogle makabre billeder. Det var endnu et hårdt slag i en lang række af umenneskeliggørende oplevelser, vores familie var udsat for. Først af kommunisterne, så af Taleban, og til sidst af den amerikanske presse, som hun var overbevist om aldrig ville trykke så grafisk et fotografi af en død mand, hvis man havde været fra Vesten.

Derfor havde jeg det altid, som om jeg havde to definerede og uforlignelige identiteter, da jeg voksede op. Inspireret af min bedstefars eksempel var det aldrig trøst, der kom først i min familie. Men selv før det, da mine personlige problemer handlede om at komme op at slås med de andre børn, og blive kaldt "terrorist," fandt jeg et fristed i musik skabt af excentrikkere som PJ Harvey.

Det er ren tortur at miste forbindelsen til sit hjemland, især når bruddet sker voldsomt og pludseligt. Kløften mellem en forælder og et barn, som taler to forskellige sprog er enorm. Misforståelser og frustrationer opstår hele tiden, og styrkes af den manglende evne til at forklare, hvad det er, der er galt.

Gennem hele min barndom og op til i dag, har jeg betragtet mig selv som amerikaner. Afghansk var efter min mening mere et tillægsord. Det har altid gjort mine forældre kede af det, at have et barn, som var så fremmed for dem. Min mor spurgte til den musik jeg kom hjem med: "Er du sikker på, at de ikke er djævletilbedere?"

Forfatteren. Billede fra Zohra Atash

Men det er rockmusik som The Hope Six Demolition Project, der giver mig en yderst tiltrængt aflastning fra republikanernes islamofobi, som tydeliggøres af deres kandidats reaktioner på skyderiet i Orlando. Jeg ved, at drabsmanden var amerikaner, født og opvokset, ligesom mig. Men ligesom mig, havde han afghansk blod, og jeg kan ikke lade være med at føle dobbelt vrede over hans handlinger og en nagende frygt for de uundgåelige følger for mine nevøer, som deler hans navn.

Da jeg hørte albummet igen, blev jeg nødt til at stoppe den sidste sang på pladen, "Dollar Dollar," da den havde spillet ti sekunder, fordi jeg var så rystet. Sangen kyler os ind på en gade et eller andet sted i det sydlige Afghanistan, så vidt jeg kan høre på dialekterne, og jeg kom til at tænke på afghanske børn, der griner og leger, til trods for den konstante frygt for amerikanske bombetogter. Jeg ville ønske, jeg kunne hjælpe dem, men det eneste jeg kunne gøre var at lytte.

Læs flere Roskilde-relaterede nyheder på VICE:

De bedste steder at elske (med) hinanden på Roskilde

Du skal tage på Roskilde for at se de små navne i år

Folk fortæller deres vildeste, klammeste og mest kiksede Roskilde-historier