Annoncering
Stuff

En ekspert forklarer, hvorfor du føler dig ensom hele tiden

Manglende kontakt til andre mennekser kan virkelig fucke dit belønningssystem op, lyder psykiaterens forklaring.

af Annie Vainshtein
06 september 2016, 5:10am

Foto via Flickr-bruger Bob Jagendorf

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Vi lever i en tid, hvor ensomhed har udviklet sig til en folkesygdom. Ny forskning har vist, at mange af de mennesker, vi føler os tættest forbundet til, måske ikke har det på samme måde. Millioner af mænd føler ikke, de har nogen, som de kan støtte sig følelsesmæssigt til. I 2015 bragte Time - som aldrig har været blege for at bringe store, opsigtsvækkende erklæringer - en historie med titlen "Derfor er ensomhed den næste store sundhedsudfordring." Og i sidste måned spurgte New York Times endda, om dine venner i virkeligheden overhovedet kan lide dig.

Amy Banks, som er psykiater og medstifter af Jean Baker Miller Institute ved Wellesley College og forfatter til bogen Wired to Connect, har beskæftiget sig meget med ensomhed. Banks har viet hele sin karriere til at studere relationel neurobiologi – og hvordan social interaktion former vores hjerner. Mere specifikt behandler Banks' patienter, som lider af "kronisk afsondring" – som er et resultat af mange års fokus på individuel succes og manglende fokus på relationer.

Vi talte for nylig med Banks om, hvorfor så mange mennesker ender i et mønster af såkaldt 'kronisk afsondring', hvad det gør ved vores kroppe og hjerner, og hvad vi kan gøre for at afhjælpe det.

Læs også: Derfor skal du glæde dig til at være evigt single og dø alene

VICE: Jeg tror, alle kan forestille sig, hvad det vil sige at være ensom – men hvad betyder det, når nogen er 'kronisk afsondret'?
Amy Banks: Lad mig begynde med at beskrive en sund relation, for så tror jeg, det er til at forstå. For det første har man en følelse af gejst. Det er den energi og gnist, der opstår, når du er sammen med din bedste ven eller en fremmed, når I har en god samtale. Det andet er, at du tydeligt kan fornemme dig selv, den anden person og relationen. Det tredje er en følelse af selvværd. Du får det bedre med dig selv. Du kan mærke, at den her person holder af dig og lytter til dig. Og endeligt giver det dig en lyst til en sundere, dybere relation.

Når mennesker er kronisk afsondrede eller i et forhold, som lider af en kronisk afsondring, så ser man som regel kun det modsatte. Du har ingen energi og føler næsten en lammelse. Du begynder at blive forvirret over, hvor problemerne stammer fra – er det dig, eller er det mig? Så bliver du usikker, og du får det dårligt med dig selv. Du begynder at tænke, at du er nødt til at passe på dig selv, og derfor isolerer du dig selv endnu mere. Alle de ting, der er gode ved en sund relation, er komplet fraværende i en usund en af slagsen.

Hvor mange mennesker er påvirkede af kronisk afsondring, tror du? For når jeg hører om det, lyder det som alle, jeg kender.
Jeg tror, det er pointen. Det er rodfæstet i den kultur, vi lever i – folk lærer, at det at være afhængig af hinanden er forkert. Og den her indbyrdes afhængighed, som egentlig er den mest essentielle menneskelige egenskab, bliver tolket som om, man er trængende eller klynkende.

En fjerdedel af befolkningen i USA kan ikke nævne en eneste person, de føler sig tæt forbundne til [ifølge Robert Putnams bog Bowling Alone fra 2000]. Vi taler altså om en virkelig stor gruppe af mennesker i vores kultur, som føler sig virkelig isolerede.

Hvorfor tror du, det er sådan?
Den vestlige kultur er gået helt amok, når det gælder til individualisering. Det er efterhånden indbygget i vores DNA. Lige fra man bliver født, bliver man placeret i den her konkurrencebetonede samlebåndslogik, som forstærkes – jo mere selvstændig du er, jo bedre et menneske er du. Det bliver en værdi i sig selv: "Jeg burde kunne klare det her selv."

Så en dag finder du en partner, men de egenskaber som rent faktisk ville give dig mulighed for at have et godt, solidt forhold og partnerskab i livet, mangler. Nogle mennesker er så optagede af konkurrence, at det er svært for dem at indgå i et forhold uden at være dominerende og skulle have ret. Nogle mennesker mangler nogle helt centrale egenskaber. Hvordan argumenterer du, hvordan lytter du, hvordan bruger du din stemme – alle de her essentielle egenskaber i en relation går tabt i den intense konkurrence om at stå alene på toppen af flokken.

Ser du flest kronisk afsondrede mennesker, som er i forhold eller som er single?
Det at have en primær partner betyder ikke nødvendigvis, at du ikke føler dig kronisk afsondret. En af de ting, jeg oftest ser, er, at folk indgår i et forhold og giver den anden person præcis det, de selv ønsker sig i forholdet. Så begge parter giver deres partner det, de selv vil have uden at vide, hvad deres partner egentlig vil have. Og så har man to mennesker i et forhold, der siger:"Jeg giver hele tiden" – samtidig med at ingen af dem føler, at de får noget ud af det.

For mange unge mennesker kommer karrieren i første række og forholdet i anden. Siger du, at det kan være skadeligt i det lange løb?
Individualiseringen giver os skyklapper på – vi tænder for et bestemt mode, og så glemmer vi, at vi interagerer med mennesker hver dag, hele dagen. Relationer på arbejdet kan sagtens være givende. At e-maile med din bedste ven fra gymnasiet, selvom det måske kun er en gang om måneden, kan være en god støtte. At nogen spørger, hvordan din dag har været, når du kommer hjem sidst på dagen, hjælper – i stedet for at blive nede inde i isolationshulen. Jeg tror, der er virkelig mange mennesker, hvor det bliver til en livsstil.

Desuden har der været en hel generation af mænd, som er vågnet op omkring de 60 år og pensionsalderen, og pludselig finder de ud af, at de har brugt al deres tid på at arbejde, og så tænker de: Hvad med forhold?

Hvad ville du sige til de mennesker?
Dit dopamin-belønningssystem er blevet kapret. Belønningssystemet, som er forbundet til hver eneste af menneskets afhængigheder – stoffer, arbejde, porno – er i begyndelsen primært forbundet til ting, som er sunde for dig, deriblandt menneskelig omsorg. At blive omfavnet af din mor, at blive ammet, at drikke vand, at spise sund mad – alle de ting stimulerer udløsningen af dopamin.

En af de ting der sker i et hyper-individualiseret samfund, er, at man begynder at tage relationer ud af ligningen i hvad, der stimulerer dopamin. Når folk så har brug for dopaminen, erstatter de relationer med noget andet – og de gør det igen og igen. Jeg tror, at arbejde tjener det formål for mange mennesker.

Så hvordan kan folk helt konkret opnå bedre relationer?
Relationer er kernen af menneskelig sundhed og velvære – ikke isolation. Ikke individualisering. Alting vokser ud af relationer – ikke væk fra relationerne. Vi har vedtaget en model, hvor man bliver socialiseret til en stadigt stigende grad af selvstændighed, lige fra man bliver født. Den grundlæggende præmis kommer simpelthen galt afsted.

Det bedste relationelle råd, jeg kan give er: Lyt mere end du taler, gør mere af det, du ikke plejer – og hvis du er blevet tilbagelænet i relationen, så gør noget nyt.

Mere fra VICE:

Sådan håndterer du akavet smalltalk

Duller, popdrenge og ung kærlighed: Danskere fortæller om deres teenagetid på Arto

Hvorfor er vores generation så træt af livet?