På patrulje i Cape Flats - et af verdens farligste bandeterritorier

I en forstad til Cape Town, Sydafrika, raser bandekrigen, og i 2013 alene blev der begået 310 banderelaterede mord. Vi var med på politipatrulje i Cape Flats.

|
17 februar 2016, 10:30am


Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE UK

Vi befinder os uden for en café i Delft - en forstad til det såkaldte Cape Flats-område uden for Cape Town i Sydafrika. Et overvågningskamera fanger skikkelsen af en mand, der står i en dør og tænder en cigaret. En hånd med en pistol dukker frem fra dørkarmen, og skærmen lyser op med et flammende glimt - et lydløst brag. Den unge mand falder til jorden, mens den anden mand løber ud med pistolen i hånden og trykker den af to gange mere for at gøre det færdigt. Manden på jorden skælver af kraften fra skuddet, men så ligger han stille. Den anden mand løber væk.

Velkommen til Cape Flats. Området ligger i Western Cape provinsen, hvor der alene i 2013 blev begået 310 banderelaterede mord. Som et levn fra Sydafrikas apartheid-historie står området over for en bandevoldskrise, som er uden sidestykke i nyere tid. Cape Flats har sin egen mytologi, hvor de kriminelle har status som berømtheder, der bæres frem af storslåede fortællinger om deres bedrifter. Cape Flats har også sin egen lokale version af metamfetamin ved navn "tik" og en voldsrate, som har rangeret Cape Town som nummer 20 på en nyere liste over verdens farligste byer - højere end mange højtprofilerede, kriminalitetsprægede byer i USA, Brasilien, Colombia og Mexico.

De fleste nyhedsrapporter og analytikere anslår, at der er over 100.000 bandemedlemmer i provinsen, fordelt på over 130 forskellige bander. Situationen er i sandhed voldelig med en drabsrate på 50 pr. 100.000 indbyggere og 70.000 narkorelaterede hændelser registreret mellem 2010 og 2011. Bander som Junky Funky Boys, Hard Livings og Americans er de mest almindelige - sammen med den internationalt berygtede og mytiske fængselsbande "Numbers Gang."

Betjente fra Cape Towns politi gennemsøger beslaglagte stoffer og narkoremedier..

Situationen er eskaleret så voldsomt, at skolerne lukker ned, når volden, hævnaktionerne og skyderierne bliver for udbredte. Premierminister for Western Cape-provinsen, Helen Zille, har gentagne gange efterlyst indsættelsen af South African National Defence Force (SANDF) i området. Volden gennemsyrer alle aspekter af indbyggernes liv. Ifølge en rapport fra The Guardian sidste år dør der én person hver femte dag i Cape Flats, og der beslaglægges mellem 23 og 30 skydevåben om ugen.

Det er Charl Kitching fra Cape Towns Metro Police, som viser os optagelserne fra overvågningskameraet. Det foregår en halv time inden, vi drager ud på en 50-mand stor operation i 'The Flats' ledet af Kitching og hans hold. Billederne var cirka en uge gamle, og hændelsen fandt sted i en periode med stigende vold som følge af løsladelsen af en række nøglepersoner i bandekrigen. "De sørger virkelig for, at ham fyren er stendød. Det er ikke for sjov," siger Kitching. Sammen med sit hold leder Kitching operationen, som er en del af en specialenhed mod bander og stoffer, som blev oprettet i 2011 som respons på situationen i The Flats.

Cape Flats, som området bliver kaldt i daglig tale, er en samling uformelle bebyggelser og forstæder, som blev dannet i 1950'erne som en del af apartheid-regeringens tvangsflytningspolitik og -lovgivning. Historisk set er området også hjem for Sydafrikas største samling af "farvede" mennesker - én af de fire primære racekategorier under apartheid, som består af et blandet ophav af europæiske, afrikanske og asiatiske rødder. Western Cape er den eneste provins, som ikke er overvejende befolket af afrikanske sorte - og samtidig den eneste provins, hvor regeringspartiet African National Congress (ANC) ikke har flertal. Farvede personer fik bedre politiske rettigheder end sorte i 1980'erne af den nationalistiske regering, og de to grupper anser sig for at være kulturelt forskellige fra hinanden. Racisme imellem farvede og sorte er ikke ualmindeligt. Det betød, at ANC ikke var de farvede vælgeres foretrukne valg, da demokratiet blev forhandlet på plads i årene mellem Nelson Mandelas løsladelse i 1990 og det første demokratiske valg i 1994.

Western Cape er på den måde et kernesymbol på Sydafrikas politiske landskab, som har skabt en magtkamp, der ofte efterlader hele samfundsgrupper overset. Reaktionerne på bandevolden er ikke homogene - processen er indviklet, bureakratisk og præget af interne magtkampe. Det mest ironiske er, at den racepolitik, som skabte The Flats i første omgang, nu er med til at blokere for en samlet, effektiv indsats til at løse udfordringerne i området.

Kitchings Metro Police enhed er med sine 600 betjente styret af byrådet, og dermed regeringspartiet i Western Cape provinsen, Democratic Alliance (DA). Derimod er SAPS - Sydafrikas største politistyrke med omkring 22.000 medlemmer - styret af den nationale regering, ANC. Den overliggende politiske kontekst, som er præget af den evige magtkamp mellem ANC og DA, har en meget negativ effekt på et lokalsamfund, som ikke kunne være mere ligeglad med, hvem der løser problemerne - så længe de bliver løst.

Metro Police-enheden har egentlig kun til opgave at løse trafikproblemer og mindre lovovertrædelser. I Western Cape har de dog været nødsaget til at påtage sig yderligere ansvarsområder for at bekæmpe bandevolden, og har dannet supplerende enheder - såsom den for bander og stoffer. Det er uofficielt sket på baggrund af SAPS' manglende gennemslagskraft - for få domsfældelser, korruption og chokerende administration. Rygterne svirrer om politiets indblanding i sagerne, og i juni sidste år blev tidligere betjent Christian Prinsloo anholdt i en højtprofileret sag for at have udstyret banderne med skydevåben. Det anslås, at kun to procent af de banderelaterede lovovertrædelser fører til domsfældelse, med kun 35 succesfulde domme ud af 950 anmeldte mord inden for de sidste tre år.

Metro Police minder om en flok motorvejsbetjente på proteinpulver. Enheden er vokset med 53 procent i de sidste ni år. Officielt kan de foretage anholdelser, udføre ransagninger og bære flere og større våben, end hvad der er sædvanligt for en byrådskontrolleret betjent. Som byrådsmedlemmet JP Smith formulerer det, så har SAPS tvunget dem til at "genopfinde hjulet," - og byrådet øremærkede sidste år 19,5 millioner kroner til at bekæmpe banderne.

"Befolkningen har ikke tillid til politistationerne. Der er ingen tiltro til SAPS - de er fuldstændig miskrediteret i offentligheden," fortæller han. "Den nationale anklagemyndighed taler nu direkte med os, hvilket er fuldstændig uhørt. De overtager sager direkte fra os."

JP Smith er stærkt kritisk over for det politiske aspekt i sagen: "Der foregår en ondsindet, målrettet underminering af sagen på politisk niveau, og det kan man se i udhulningen af ressourcerne."

De fattige i Cape Flats anser banderne som en slags social institution eller ambitiøs sekt. På aftenpatruljen med Metro Polices bandeenhed ligner de statsfinansierede bygninger i området en sovjetisk filmkulisse. Lejlighedskomplekserne står pertentligt på række med smalle, mørke gyder imellem sig. Alting er belagt med tjærebeton - ensartet, trist, falmet.

Bandeenheden udfører denne stort anlagte operation to gange om ugen. Beboerne i lejlighedsblokkene kigger ud på os fra oven, mens vi sniger os ned ad stierne med navne på Afrikaans som Geduld (tålmodighed). Enheden har en næsten moderlig rolle og udøver tough love. Folk bliver bedt om at gå indendøre: "Wat maak jy nog so laat buite?" ("Hvad laver du ude så sent?"). Målet med operationen er at foretage ransagninger på baggrund af oplysninger, som er indhentet i løbet af ugen. Nogle beboere stiller sig kritiske over for enhedens tilsyneladende tilfældige ransagninger, hvorimod andre er venlige og imødekommende.

Betjentene fortæller os, at det her er den roligste nat, de har haft i månedsvis. Som regel kan de forvente massevis af frustrerede beboere, som kaster med sten, mursten og nogle gange endda molotovcocktails. Mange fra enheden er farvede mennesker, som selv stammer fra The Flats. De kender området og folket.

Der kommer et opkald om et skyderi imellem boligblokkene. Lugten af krudt hænger stadig i luften, da vi ankommer. Gangsterne har vitterligt skudt fra en boligblok mod en anden - henover gaden. Beboerne hjælper dem angiveligt med at opbevare våben og søge skjul. I mange tilfælde beder beboerne enheden om at forsvinde og finde nogle andre gangstere, fordi de her gangstere tilhører dem. De er de andre gangstere, der er de onde, mener de. Spændingerne og mistilliden er tydelig, til trods for Metro Police-enhedens indsats for at samarbejde med beboerne på et mere personligt niveau end SAPS.

"Det ville hjælpe, hvis SAPS blev udkommanderet ordentligt. Det siger en hel del, at raten for domsfældelse af bandevold kun ligger på to procent," siger JP Smith. "Det er totalt politisk. Det er også derfor, at de ikke vil have specialstyrker indsat. De betjente, som har en finger med i bandemiljøet, vil ikke have deres forretning ødelagt."

Premierminister i Western Cape, Helen Zille, har ofte draget en tilsvarende konklusion. Hun sagde i 2014, om forbudet fra 2003 af de omtalte specialstyrker: "Det efterlader kun én forklaring: Sagen blev lukket ned af den daværende politidirektør, Jackie Selebi, fordi han blev venner med nogle 'store fisk', som ikke ville have deres aktiviteter kigget efter i sømmene."

Jackie Selebi, som er tidligere præsident for Interpol, havde tidligere indrømmet, at han var på venskabelig basis med op til flere højtprofilerede gangstere. Han blev dømt for korruption i 2010 men blev prøveløsladt af helbredsmæssige årsager to år senere og døde i begyndelsen af 2015.

Læs også – Den nazistiske narkobaron, der revolutionerede kokainindustrien

SAPS har derimod haft deres egne succeser. Operation Combat blev lanceret i 2010 som en anti-bandestrategi ledet af Jeremy Veary. Sammen med implementeringen af en lovpakke til bekæmpelsen af organiseret kriminalitet, har strategien ført til domsfældelsen af 16 højtrangerede medlemmer af Fancy Boys banden og seks 28'ere fra Numbers Gang - angiveligt som resultat af to års intensiv efterforskning. Den overordnede rate for domsfældelser er dog stadig lav. JP Smith påstår, at Jeremy Veary og hans hold ikke vil samarbejde med dem.

"Vi er meget samarbejdsvillige og har kontaktet dem løbende. Jeg har rettet henvendelse til Veary tre gange. Jeg har endda forsøgt at aftale et møde med ham gennem en af hans politiske kolleger," hævder Smith. "Alle tre møder blev aflyst få minutter inden, de skulle finde sted. Det var åbenlyst, at de hånede os. Vi har prøvet, men der er ingen samarbejdsvillighed fra deres side."

ANC og deres politiske støtter har også taget til offentligt genmæle, og har anklaget JP Smith og Helen Zille for at mangle retning og lederskabsevner. "Smith efterligner udenlandske lappeløsninger til store udgifter for byen, og han har intet reelt forslag til løsningen af problemet," skrev ANC medlemmet Tony Ehrenreich. "Hans såkaldte 'kriminalitets-afbrydere' har ikke gjort nogen som helst nytte i den her krise, hvor et helt byområde falder fra hinanden, mens han giver alle andre skylden."

Krisen forværres yderligere af den politiske kløft mellem de regionale og nationale myndigheder og synes endnu længere fra en løsning, især i lyset af et nyt lovforslag om at "strømline" SAPS og Metro Police, som blev annonceret i august 2015. Provinsstyret i Western Cape beskrev det som et "bevis på, at det til stadighed kun er et politisk tiltag, og at ønsket om at overtage kontrollen over Metro Polices' aktiviteter i hele Sydafrika er drevet af en partipolitisk agenda og ikke offentlighedens interesse."

En uge efter, at vi var med Metro Police på patrulje i november 2015, afslørede Mail & Guardiansroste afdeling for undersøgende journalistik, at den nuværende præsident, Jacob Zuma, havde mødtes med bandeledere i optakten til lokalvalget i 2011. Gangsterne lovede deres politiske støtte mod at få tilbudt forretningsmuligheder, og bandelederne adresserede angiveligt Zuma i en "venskabelig tone". Afsløringen blev affejet som værende falsk af ANC, til trods for at være bekræftet af to uafhængige vidner.

Det, at bandeledere kan komme med den slags løfter og uden videre mødes med præsidenten, er et tegn på den magt, de har i området. Metro Police kan kun gøre så meget med de tilgængelige ressourcer, alt imens deres overordnede udkæmper en politisk magtkamp på en slagmark, hvis realiteter ligger milevidt fra dagligdagen i The Flats. De betjente, som vi kørte rundt med, ville ikke have offentliggjort deres navne af frygt for gengældelse fra banderne. Natten slutter med en briefing om næste dags mission: Overvågelsen af begravelsen af den unge mand, som blev skudt foran caféen i Delft.

En af betjentene slutter natten af med en smøg. Vi spørger, hvorfor han bliver ved, når kommunikationen mellem betjentene og lokalsamfundet er brudt så drastisk sammen, og når jobbet virker så utaknemmeligt og udsigterne så nedslående. Hvordan patruljerer man i et område, som i vid udstrækning ikke ønsker nogen form for polititilstedeværelse?

Han svarer: "Nogen skal jo begynde at rydde op i det her land."

Mere fra VICE:

Historien om den sydafrikanske sekt som forsøgte at slå dæmon-Hitler ihjel

Sådan er livet som undercover narkobetjent

Billeder fra et af USA's fattigste områder

Mere VICE
VICE kanaler