Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Sports Holland

En erfaren kontormedarbejder skriver måske med en hastighed på 150 anslag i minuttet. Forestil dig så at gøre det samme med to brækkede fingre. På den måde når man ikke ret meget mere end 30 anslag i minuttet. Så der sad jeg – i mit mørkeblå Hugo Boss jakkesæt – og havde alvorlige smerter.

Det er ikke så nemt at sige til sin chef: “Jeg er nødt til at tage på skadestuen med mine to brækkede fingre, fordi jeg var ude at slås til en fodboldkamp i aftes. Du har sikkert læst om det i avisen.” Det blev tydeligt for mig den torsdag morgen, at mit dobbeltliv som fodboldhooligan ikke var uden risiko. Cirka 30 gange i minuttet for at være helt præcis.

Til min tidligere svigerfars 50-års fødselsdag var jeg nødt til at gå pludseligt. Mine venner holdt klar i bilen og ville gerne afsted. Vores modstandere var blevet set i en stor flok nede i byen. Før jeg lukkede døren bag mig, greb jeg min kones onkels yndlingsparaply. Den kunne godt blive nødvendig. Jeg kom ikke hjem den nat. I stedet sov jeg på en snusket madras og en plastikpude på den lokale politistation. Jeg kan stadig huske, hvordan luften fes ud af et lille hul i puden, hver gang jeg vendte hovedet på den.

Da jeg kom hjem, fandt jeg små stykker papir med telefonnumre over det hele. De var revet ud af telefonbogen og var numrene på lokale politistationer og hospitaler. Jeg havde ikke givet besked til min familie, efter jeg var blevet anholdt. Mens jeg lå og var frustreret over luften, der fes ud af puden, var der paniktilstand derhjemme, mens de prøvede at mobilisere hele byen til at lede efter mig. Ikke overraskende sluttede mit forhold til min kone to uger senere.

I ti år var jeg meget omhyggelig med at balancere de to ekstremer i mit liv. Det ville næsten have været umuligt at regne ud, at jeg levede et dobbeltliv. Mine fodboldvenner kendte godt til mit privatliv uden for hooliganismen, men mine kolleger og de fleste mennesker omkring mig havde ingen idé om den mørke side af mig. I dag tænker jeg, at hemmeligheden gjorde det endnu mere spændende.

Via

Det var nok været omkring 2009, tæt på slutningen for min aktive karriere som hooligan. Intet kan gøre fodboldsæsonen mere sensationel, end når det står lige i FA-cuppen. Enhver idiot i en fodboldklub kan tjekke kampene i begyndelsen af sæsonen og købe billetter til en højt profileret kamp mod et af de store hold. Det behøver man ikke skjule for sin familie og kolleger. Pokalkampene er til gengæld der, hvor det bliver interessant. De kommer ud af det blå, og du har ikke flere feriedage og har allerede lavet planer med arbejdet og familien. Det er der, det normale liv og hooliganlivet overlapper hinanden. 

Onsdag aften er pokalkampaften, og kampen starter klokken 19. Det er en katastrofe for enhver hooligan med kone, børn, job eller det hele. Du er nødt til at tage eftermiddagen fri, og du er også nødt til at være i stand til at se din chef og din kone i øjnene dagen efter. Det udgør en alvorlig risiko. 

Så den morgen hastede jeg igennem mine arbejdsopgaver, e-mails og smalltalk for at kunne gå omkring frokosttid med en eller anden dårlig undskyldning. Nu var det på tide at dyrke den mørke side igen.

Indimellem har man bare en af de dage, hvor alting går galt, og den her forfærdelige onsdag var en af dem. Vores organisation, var pissefattig og vi endte på den nederste, højre side af tribunen, helt op imod spillertunellen. En ret stor gruppe brede mænd kom smadrende imod os. Efter en ekstremt hård slåskamp var jeg pludselig i sikkerhed ude på banen med en kæmpe flænge i mit ben og med to brækkede fingre. Igen.

Morgenen efter trådte jeg igen ind på gulvtæppet på kontoret, mens jeg undertrykte min smerte. Det var, som om det aldrig var sket. En fyr fra regnskabsafdelingen nævnte slåskampene fra aftenen forinden ved kaffeautomaten og omtalte dem som en kæmpe skændsel. Samtidig kunne jeg mærke mine habitbukser klistre til det friske sår på mit højre baglår. Og alligevel var jeg pisseligeglad. Min stolthed var såret, og den krævede tid til at hele.

Alligevel var det ikke kun følelsen af stolthed, der var min motivation eller grunden til, jeg var villig til at risikere det hele. De fleste mennesker klarer sig med et godt job, en lækker bil og en hæderlig løn, men jeg identificerede mig mere med den anden side af mit dobbeltliv: hooliganismen og egoet. Det var mere end det værd at satse det hele – bare for at kunne mærke det kick, det gav.

Med tiden kostede min tid som hooligan mig jobbet, fordi efterretningstjenesten stemplede mig som “en trussel mod den nationale sikkerhed.” Det syntes jeg selvfølgelig var noget af en overdrivelse, men jeg brugte da også de fleste af mine penge på en hobby, som kostede mig ferie, sygedage og en masse energi. Hvis jeg aldrig var begyndt som hooligan, ville jeg sikkert have færdiggjort min uddannelse fem år tidligere, og jeg ville have hus, hund og en dejlig kone nu. Alligevel følte jeg ikke et eneste øjeblik af tvivl den onsdag eftermiddag, da jeg gik fra kontoret med en lorteundskyldning for at leve mit andet liv.

* Nick Hay er et pseudonym. VICE Sports er bekendt med hans identitet.