Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Australien

Hvis Britnis mand rører hendes hals, når de laver rollespil i sengen, går hun helt i baglås, og så stopper legen med det samme. “Min mand og jeg har et safeword,” siger hun. “Hvis jeg synes, det bliver for meget, så siger jeg det, og så stopper vi. Man skal have et safeword, inden man overhovedet går i gang – det er virkelig vigtigt, hvis man har været udsat for forskellige traumer.”

Britni er i 30’erne og bad om, at vi ikke brugte hendes efternavn. Hun er blevet udsat for tre voldtægter, men alligevel er fantasier og rollespil om at blive “voldtaget” en del af hendes sexliv.

Britni er en del af de mange mennesker, som jævnligt har voldtægtsfantasier og fører dem ud i livet. Ifølge en undersøgelse oplever 62 procent af kvinder at fantasere om voldtægt. Men forskerne forestiller sig, at det antal faktisk er langt højere, fordi mange er flove over, at indrømme, at de tænder på den slags – især de kvinder, som er blevet overfaldet og voldtaget i den virkelige verden.

Sexolog Claudia Six siger, at det først og fremmest er vigtigt, at voldtægtsofre forstår, at der ikke er noget skamfuldt ved at fantasere om det. “Voldtægt er et overgreb. Det er intet seksuelt ved det. Det er noget, du er blevet udsat for, og du er ikke ansvarlig for, hvad en anden person gør mod dig.”

“Hvis du tænder på at blive taget,” tilføjer Six, “så er der måder, man kan gøre det på, uden at udsætte sig selv for psykologisk fare.”

I Britnis tilfælde har hun haft voldtægtsfantasier, siden hun var teenager, (selvom hun ikke helt forstod, hvad det var. Hun forestillede sig bare, at stærke mænd kidnappede hende og brugte hende til sex). Hendes nuværende fantasier er en fortsættelse af de erfaringer og er ikke et produkt af de overgreb, hun er blevet udsat for.

Sexterapeut Madeleine Castellanos siger, at det er typisk for mennesker, som allerede har flirtet med “voldtægtsleg”, inden de rent faktisk blev voldtaget, at deres fantasier ikke forandrer sig bagefter.

Men det er klart, at oplevelsen af en voldtægt i den virkelige verden kan gøre rollespil mere kompliceret. Britni havde faktisk ikke forsøgt at udleve sine fantasier, før hun blev voldtaget, og selvom hun forsøgte at hjælpe sig selv ved at prøve det, så oplevede hun en stor sorg i starten.

“Jeg havde ikke gjort nok for at behandle mine traumer, så følelsesmæssigt var jeg ikke et sted, hvor jeg var klar til det, som jeg ellers på overfladen var klar til,” husker hun.

“Det betød, at mine grænser blev skubbet til et helt ekstremt sted, som jeg slet ikke var forberedt på. Det tror jeg traumatiserede mig endnu mere. Jeg kan nemmere tilgive de mennesker, der har overfaldet mig, end jeg kan tilgive mig selv for de traumer, som jeg udsatte mig selv for under dække af seksuel frigørelse.

“I lang tid brugte jeg BDSM og voldtægtsscener som et forsøg på at tage magten tilbage. Jeg håbede, at hvis jeg mistede kontrollen med vilje, ville jeg føle mig frigjort.”

Six og Castellanos siger, at det ikke er unormalt, at voldtægtsofre forsøger at føre deres fantasier ud i livet som et forsøg på at frigøre sig fra traumet ved at gøre det til noget positivt. Og det kan også give positive resultater: “Hvis du udfører et voldtægtsrollespil, og de hverken kommer til skade eller bliver bange, men kun tændt, så skaber det en positiv fortolkning af deres erfaringer,” siger Castellanos. “Frygten og usikkerheden bliver erstattet med erotik.”

“Det er en metode til at genskrive historien og tage magten over den,” siger Six.

Men hun slår også fast, at man altid skal behandle sine traumer og forsøge at komme sig over dem på sin egen måde. Nogle mennesker har behov for at gå til psykolog først ligesom Britni, mens andre får kontrollen tilbage bare ved at føre deres fantasi ud i livet.

Hvilken rolle voldtægtsofferet spiller i rollespillet er også vigtigt. Six siger, at det sikkert ikke ville give dem samme følelse af magt, hvis de spillede den person, der voldtager. “Jeg tror ikke personen får noget godt ud af at spille voldelig, forgribe sig på andre og overskride grænser. Omskrivningen af fortællingen om oplevelsen er langt mere magtfuld end at forsøge at lege den person, som er voldelig eller ond.”

Efter Britni har været gennem et psykologforløb og haft gode samtaler med sin mand, er hun nu endelig et sted, hvor hun kan deltage i rollespil, hvor hun bliver voldtaget. Tidligere sagde hun fra, så snart hun mærkede den mindste smerte, men nu nyder hun at blive ydmyget og holdt fast. Hun synes dog stadig, det er en proces, og der er stadig nogle af hendes lyster, som hun holder for sig selv, for nogle af de ting hun fantaserer om er ret voldelige og “ekstreme”.

“Et eller andet sted håber jeg at kunne gøre det til en del af mit sexliv en dag, men indtil videre bliver det inde i mit hoved,” siger Britni. “Det jeg beder om i sengen er ikke fuldstændig det samme, som det jeg fantaserer om. Jeg ved ikke, om det en dag bliver det, men nu må vi se.”

Det, hun ved med sikkerhed, er, at det er helt normalt at have den slags fantasier som voldtægtsoffer. Det betyder ikke, at man er “syg” eller en “dårlig feminist”, siger hun. Og det vigtigste: “Der er ingen skam.”