Roskilde vs. Northside: Hvem vinder i en slåskamp mellem 2018's første store navne?​
Alt grafisk arbejde af George Smart

FYI.

This story is over 5 years old.

Herredybe spørgsmål

Roskilde vs. Northside: Hvem vinder i en slåskamp mellem 2018's første store navne?​

De første bookinger er på plads, og vi forsøger at danne os et overblik over, hvem der egentlig har overtaget. Klar, parat, kæmp!

Som du garanteret allerede ved, fordi, du ved: internettet, har to af Danmarks helt store festivaler annonceret bookinger til næste års program i løbet af den seneste uge. Den kolde krig om dit festivalsbudget i 2018 er nu allerede – 240 dage før musikken spiller – begyndt. Efter de ti første navne kom på plakaten til Roskilde i torsdags, tilføjede Northside fire nye navne i går. Og det bliver kun mere intenst herfra. Én efter én vil alle i din vennekreds vælge en side. Nye navne vil blive tilføjet til programmerne. Andre vil aflyse. Facebook-debatterne vil rase.

Annoncering

Den slags nyheder afføder straks vigtige spørgsmål som; Hvilket segment forsøger bookerne at ramme med dette års program; Hvilken af festivalerne skal du vælge, hvis du kun har råd til én; Og hvordan ville udfaldet være, hvis man satte hovednavne op i en form for fiktiv 1-mod-1 fight club? De to første spørgsmål kan vi ikke give dig svaret på, men det sidste har vi naturligvis brugt tid og ressourcer på at analysere.

Tænk en form for Epic Rap Battles of History. Blandet med det der endelige opgør i The Pick of Destiny, hvor Tenacious D besejrer djævelen med metalmusik. Eller scenen i Troy, hvor Brad Pitt vinder en hel krig ved at dolke en eller anden steroidetype – bare med festival-lineups i stedet for rigtige soldater. Ved I hvad, det er nemmere gjort end forklaret. Here we go:

Vince Staples vs. Tyler, the Creator

Kampen mellem de foreløbige hiphop-hovednavne står mellem to intense Los Angeles-rappere, som det danske publikum har haft flere muligheder for at opleve de seneste år. Vince Staples spillede faktisk Roskilde Festival for bare to år siden, og Tyler, the Creator spillede sidst i Danmark i 2015. Over sommeren har de dog begge to udgivet fremragende album, så man hører garanteret nyt materiale til begge koncerter.

De to rapperes sceneshows ligger side om side, når det kommer til at holde et vanvittigt højt energiniveau. Vince pisker for det meste rundt på scenen helt uden backup-rapper og frygt, mens Tyler har bevist, at han ikke er nervøs for at stagedive, selv om han udtrykkeligt er blevet bedt om at lade være.

Annoncering

Det er også svært at vurdere, hvem af de to der ville vinde i en reel slåskamp. Vince har et mentalt forspring ved at være vokset op i den rigtigt hårde del af Long Beach, mens Tyler nu har fået den åbenlyse fysiske fordel ved øjensynligt at have brugt en masse tid på bryst-, arm- og maveøvelser.

Dermed er det eneste, der kan afgøre kampen, hvilken koncert der vil har mest blæreværdi, når skal fortælle videre om oplevelsen. Og her må vi erkende, at Tyler, the Creator i en alder af 26 år garanteret har opnået mere, end du har, når du engang skal fortælle dine børn, om dengang du så Tyler, the Creator på Northside. Point til ham.

Vinder: Tyler, the Creator (NORTHSIDE)

C.V. Jørgensen vs. Father John Misty

Shit just got real. I det orange hjørne: den danske legende og Roskilde-sværvægter C.V. Jørgensen. I det jyske hjørne (I mangler stadig en ikonisk farve, Northside): hipsterverdenens mest tjekkede troubadour, personificeringen af at købe vinylplader i 2017, Father John Misty. Jeg ved ikke, hvorfor jeg forestiller mig, at den her slåskamp ville ligne sådan en gammeldags boksekamp.

Det kan godt være, at Father John Misty har en mystisk tidsløs vibe, som om han kunne være blevet kendt for et år siden eller have levet siden 1800-tallet. Og at hans internationale berømmelse ville incitere C.V. Jørgensen og sænke hans parader indledningsvist. Men C.V. Jørgensen er ældre. Visere. C.V. har set nogle ting. Efter nogle indledende akustiske guitardueller kommer handskerne af. Jørgensen er vild i varmen. Med post-moderne ironi har Misty distanceret sig fra kampen og i det helt taget ideen om at slås.

Annoncering

Men hvad sker der nu? Father John har sat sig ved klaveret. Han har taget solbriller på. Alt tegner til, at han er ved at lade up til sit finishing move, en spærreild af pacificerende indie-tracks. Har C.V., den stynede strejfer, indgydet af sin tilbagevenden til Roskilde-hjemmebanen og sin plads i dansk kulturhistorie, det, der skal til for at stå imod singer-songwriterens serenader og uforklarligt sympatiske og intelligente charme? Kan han med andre ord flække Father John, som var han solgt til stanglakrids?

(Mortal Kombat-stemme) FINISH HIM.

Vinder: C.V. Jørgensen (ROSKILDE)

Bruno Mars vs. Queens of the Stone Age

Foto: PR/Andreas Neumann

Før du begynder på noget med, at det ikke er en fair matchup, fordi der er fem stenalderdronninger og kun én Bruno, så husk på to ting: Bruno Mars har en forunderlig evne til at transformere sig til andre kunstnere ved at emulere deres sangstemmer, som du kan se i den her Saturday Night Live-skit. Og så har han i øvrigt backup i form af sit swingband, The Hooligans, med på festival.

Men det her er slet ikke en kamp der skal udkæmpes med knytnæveslag eller sonisk overlegenhed – kampen handler derimod om fremmøde. Med aflysninger fra navne som Drake og Future er det desværre efterhånden bare blevet en kendsgerning, man må tage med, at det er svært at holde på større internationale navne i 240 dage. Det er næsten en garanti, at der kommer til at være noget heartbreak involveret undervejs i festivaloptrapningen.

Annoncering

Nu siger vi ikke, at Bruno Mars med sikkerhed kommer til at aflyse sin Roskilde-koncert. Meeen, kan du huske, hvor stoked du var over at skulle se A Tribe Called Quest for et år siden? Og selv om Queens of the Stone Age sandsynligvis dukker op, har de ikke ligefrem tradition for at spille lange, flotte koncerter på danske festivaler.

Vinder: De(n) kunstner(e), der dukker op. (UAFGJORT)

Nelson Can vs. Aurora

Allerede med sæsonens første offentliggørelser har Roskilde og Northside lagt kursen mod de sidste mange års kønsforskruning af programmet. Som de eneste foreløbige repræsentanter for det kvindelige køn på 2018's festivalsscener (plus Myrkurs Amalie Bruun, men hun er bandlyst fra den hypotetiske band-slagmark, da hendes formodede The Grudge-agtige metaltrolddom ville give hende en uretfærdig fordel over enhver modstander) møder den danske post-punk trio Nelson Can over for norske druide Aurora i dagens første og eneste kvindelige tvekamp.

Vinder: Alle er vindere her. #feminism

(Det sagt, tror jeg, at alle kan blive enige om, at det tre-kvinde-stærke-tæskehold, der er Nelson Can, ville flække Aurora hurtigere end du kan sige "Skam-soundtrack".)

Sleaford Mods vs. Watain

Sørg for at lægge noget afstand mellem dig og det her opgør. Det her er rent had og foragt, destilleret ned til et showdown mellem et vredt sortmetalband og et evigt pissed off punkpoetisk makkerpar. Fuck Batman vs. Superman – hvorfor kan vi ikke få dedikeret nogle af Marvels tilsyneladende uendelige CGI-ressourcer til at finde ud af, hvem der egentlig ville vinde i et opgør mellem spoken word-slyngende post-punkere fra Nottingham og de bitre metalssoldater fra Uppsala?

Annoncering

Tilsammen hader Watain og Sleaford Mods næsten alle. Systemet, folk på sociale medier, kristne…Synkroniserede headbang-skaller møder grovkornet britisk gadekamp (læs: alle de moves, du har set i Green Street Hooligans) i et mosh-venligt mayhem, der definitivt vil bringe sejren til Roskilde eller Northside.

Jeg siger ikke, at det ville være nemt at smadre hele Watain. Vi prøvede engang bare at interview dem og fik næsten bidt hovedet af. Deres pyro-show alene ville være nok til at flambere hele lineups fra mindre festivaler som Langeland og Wonderfestiwall. Men det, man ikke må undervurdere, er, at Sleaford Mods frontmand Jason Williamson ikke går ned. Tager man Sleafords opflammende lyrik bogstaveligt, står det hurtigt klart, at det her er en mand, der har brugt et liv på at hade sig selv, alle, han nogensinde har kendt, og hele det konforme etablissement i pendulfart mellem sin pusher, wank beer på pubben og et eller andet hjernelammende ensformigt arbejderklassejob. En helt særlig type social nihilisme, som, må man antage, har givet gadepoeten Williamson en Tyler Durden-lignende evne til at absorbere en utænkelig mængde tæsk og rejse sig igen, mere savlende, blødende og manisk end før. Kombinér det med dj-slash-random-dude-med-kasket-og-bærbar-på-scenen Andrew Fearn i en Ron Stoppable-agtig support-rolle, der kaster mikrofonstativer og andre improviserede håndvåben over til ham, og så har de ildspyende Uppsala-satanister muligvis mødt deres overmand.

Vinder: Ingen. Alle er døde efter det her. Ikke bare kunstnerne. Dig, mig. Alle.

Så er vi nået til konklusionen, men havde du virkelig regnet med, at vi ville give én festival den definitive sejr her? Ud fra de første ti annoncerede navne? Glem det, venner. Det kan man jo ikke. Og festivaldækningen er først lige begyndt.