Forfatter og litteraturformidler Daniel Boysen læser op til Litterær Lounge på Godsbanen i Aarhus. Foto: Mariana Gil

Syv steder, du kan opleve litteraturen live i Aarhus og København

Litteraturen skal ikke bare læses, den skal høres live – og så gør det heller ikke noget, hvis man kan nyde en drink imens. Her er Broadlys guide til litteraturevents i Aarhus og København.

|
dec 28 2017, 9:19am

Forfatter og litteraturformidler Daniel Boysen læser op til Litterær Lounge på Godsbanen i Aarhus. Foto: Mariana Gil

Det eneste, der er bedre end at sidde derhjemme i nattøj og læse i skæret fra din sengelampe, er at komme ud og høre litteraturen live, især hvis du bagefter har mulighed for at sludre med din yndlingsforfatter, møde nye folk, der heller ikke kan få nok af den nye Ursula Ankjær Olsen-bog, eller hvis du bare godt kan lide at drikke en billig øl i finkulturelle rammer. Litteraturfestivalerne og oplæsningsrækkerne blomstrer op i danske byer i de her år, og der er især kommet fokus på at promovere nye litterære stemmer fra vækstlaget og bøger fra de mange små og uafhængige forlag, som er blevet toneangivende i det litterære landskab.

I Aarhus og København bugner det med litterære live-arrangementer, der spænder fra den klassiske biblioteksoplæsning til litterære møder på tagtoppe, musikalske intermezzoer i nedlagte mejerier og poetiske pusterum henover en pilsner.

Broadly har talt med et par af arrangørerne bag nogle af de mange spændende tilbud og samlet en række af de bedste litterære events herunder.

Hvis du bor i Aarhus, skal du tjekke…

Litterær Lounge
”Kan det lade sig gøre? Nej, det kan det ikke. Godt, så gør vi det,” siger forfatter og litteraturformidler ved hovedbiblioteket i Aarhus, Daniel Boysen. Det er nærmest blevet et mantra for Litterær Lounge, en litteraturforening grundlagt af Boysen, som køres af frivillige, der har specialiseret sig i at afholde oplæsninger og litteraturevents i rammer, man ikke typisk associerer med litteratur og poesi. For eksempel har Litterær Lounge tidligere afholdt oplæsninger i forretninger, hos Ballet Akademiet i Aarhus og sågar i et nedlagt mejeri. ”Vi bruger de utraditionelle steder, så litteraturen også kommer ud af byen og ud i krogene,” siger Daniel Boysen. ”Vi holdt en oplæsning på et gammelt mejeri i Alken, hvor jeg læste op sammen med Louise Juhl Dalsgaard og Anna Klahn, og så spillede musikeren Høst, som fortolker poesi, ind i mellem oplæsningerne. Lokalmiljøet gav det en særlig stemning.”

Litterær Lounge har typisk tre forfattere på programmet, fra nye talenter til garvede veteraner som Svend Åge Madsen og Morten Ramsland, og så er det musikalske indslag en fast komponent. ”Musikken er et intermezzo, der lader ordene trænge ind hos lytterne,” siger Boysen.

Litterær Lounge laver ét arrangement om måneden. Man kan finde programmet på deres Facebook-side.

Litterær Lounge i stuen
Et nyt initiativ som Boysen og Litterær Lounge arbejder på er Litterær Lounge i stuen, som løber af stablen første gang i april. Med forbillede i arrangementet Lyrik på første i Hillerød, åbner Daniel Boysen dørene hjemme hos sig selv og inviterer folk ind til oplæsning i stuen. Her kan publikum opleve to forfattere – en aarhusiansk og en tilrejsende forfatter – i samtale om et bestemt emne kombineret med oplæsninger fra deres respektive værker.

Programmet kurrateres af Litterær Lounges syvmand store bookinggruppe, der især har fokus på de gemte perler i den danske litteratur. ”Der er ikke så mange andre, der tager fat på mindre forfattere – eller de mere etablerede, som ellers aldrig kommer ud at læse op. Desuden er der en tendens til at sige, at der ikke findes særlig mange forfattere uden for København, og den forestilling vil vi gerne gøre op med,” siger Daniel Boysen. ”Vi sidder og afsøger skrivekunstantologier og blogs og tidsskrifter. De mindre etablerede er de mest interessante at hive med. Der gemmer sig så meget godt derude.”

LiteratureXchange
Til sommer får Aarhus også sin helt egen festival for international litteratur, LiteratureXchange, hvor man blandt andet kan opleve den tysk-rumænske Nobelprisvinder Herta Müller, ukrainske Sergij Zjadan samt norske Hanne Ørstavik og Vigdis Hjorth. ”LiteratureXchange udforsker, hvordan litteraturen kan udfordre vores forståelse af os selv og den verden, vi befinder os i. Kan litteraturen flytte på verden? Kan den rykke på vores holdninger og sætte dem i perspektiv?” skriver arrangørerne på hjemmesiden. Festivalen udspiller sig overalt i Aarhus, og man kommer til at kunne vælge mellem godt 100 planlagte arrangementer på Dokk 1, ARoS, Godsbanen og Domkirken såvel som rundt omkring på byens mange cafeer og scener.

LiteratureXchange starter den 14. juni og kører ti dage frem.

Hvis du bor i København, skal du tjekke…

Poesiens Hus
”Poesien skal være tilgængelig og vise den er relevant,” siger Rikke Oberlin Flarup, der er daglig leder af Poesiens Hus i København. ”Det er ikke bare krymmel på lagkagen. Poesi kan kommentere på tendenser i samfundet.”

Poesiens Hus holder til på underetagen i Den Frie Udstillingsbygning, der ligger overfor Østerport, og afholder typisk tre oplæsningsarrangementer om måneden. Men foreningen, der blev grundlagt i 2010 efter tysk og fransk forbillede, eksperimenterer også med andre formater igennem samarbejde med foreninger og biblioteker. ”Lige nu arbejder vi sammen med Blågårdens Bibliotek om et projekt med generativ poesi for børn og unge,” fortæller Rikke Oberlin Flarup. Sammen med den kreative kodningsduo Støj er de i gang med at udvikle et program, der skal give brugere på biblioteket en interaktiv oplevelse af poesi. ”Støj har for eksempel lavet en installation, hvor man på en storskærm kan flytte ord rundt med hænderne. Vi håber, det kan skabe nysgerrighed blandt børn og unge og vise dem, at sproget kan bruges til alt.”

Man kan holde sig opdateret med arrangementet i Poesiens Hus via foreningens hjemmeside og Facebook.

Poesi og pilsner
Et af Poesiens Hus tilbagevendende arrangementer er oplæsningsserien Poesi og pilsner, hvor der lægges vægt på at skabe en afslappet ramme omkring publikum, mens forfattere og digtere læser op fra deres værker. Oplæsningerne varer et par timer og har ofte musikalske indslag, og så kan man slukke tørsten med billige dåseøl. Målet for Rikke Oberlin Flarup er igen at introducere folk for en kunstart, mange har en vis berøringsangst overfor. ”Poesi kan rigtig meget, og der findes ikke en bestemt måde at læse det på. I gymnasiet får man at vide, det er svært at læse poesi. Det er lidt sådan en hemmelig kode, der skal brydes. Det vil jeg gerne væk fra,” siger Rikke Oberlin Flarup.

Man kan tjekke Poesi og pilsners program ud på hjemmesiden og finde ud af, hvornår det næste arrangement afholdes.

Kælderlæsninger
Kælderlæsninger er et månedligt litteraturevent, der finder sted i det lukkede kældermagasin på Islands Brygges Bibliotek. På deres Facebook-side skriver arrangørerne: ”Vi åbner det lukkede magasin og fører dig fra gaden ned ad trapperne, ned i kælderen. Hernede vil læsninger ikke foregå alene og i stilhed, men i fællesskab, her er litteraturen noget vi gør sammen.”

Det fede ved Kælderlæsninger er, at det lidt minder om at blive inviteret ned i en bibliofils hemmelige gemakker. Bogmagasinet danner hyggelige rammer om arrangementet, der finder sted en gang om måneden og er gratis for alle. Udover oplæsningerne byder Kælderlæsninger også på musikalske indslag. Kendte såvel som mindre kendte forfattere og digtere læser op, og hvis du selv har mod på at dele dine skriblerier med verden, kan du indsende bidrag til arrangørerne og komme i betragtning til en plads på kalenderen.

Du kan holde dig opdateret med Kælderlæsningers arrangementer via deres Facebook-side.

Litteraturhuset
Litteraturhuset er et spritnyt initiativ, der kombinerer litterære events med kulinariske oplevelser. Huset, der ligger på Nybrogade i indre by, er i to etager og kan derfor blære sig med at rumme både boghandel en kombineret restaurant og cafe såvel som sceneplads til oplæsninger og musikalske arrangementer. Litteraturhuset hører under forlaget Vandkunsten, og Claes Benthien, der er en af initiativtagerne, har tidligere fortalt i et interview med Berlingske, at det ”bliver et hus, der skal appellere til alle, som har interesse i litteratur, både skønlitteratur og faglitteratur. Og så skal det være et samlingssted, som også føles hjemligt."

Litteraturhuset er fortsat under udvikling, men tidligere i december kunne man blandt andet opleve Merete Pryds Helle, akustisk julemusik og generel hyggestemning i huset.

Hold dig opdateret med Litteraturhusets kalender via Facebook.

KBH Læser
Ifølge arrangørerne af litteraturfestivalen KBH Læser, der første gang løb af stablen i 2008, kan man forvente ”originale ideer, intense læsearrangementer og anderledes litteraturformidling,” når festivalen starter den 23. februar. KBH Læser er arrangeret af Københavns biblioteker og under årets tema, MANIFEST, kan man opleve oplæsninger og litterære events over hele byen – fra biblioteker og cafeer til teatre og museer. Der er både forfatterforedrag og klassikerforelæsninger, men også workshops og børneteater for hele familien, og ambitionsniveauet er tårnhøjt: ”Målet for festivalen er at få byen til at koge over af litteratur og litterære arrangementer og at få alle til at læse og læse mere. Vi vil sprede læselysten og litteraturglæden til både de i forvejen storlæsende bogorme, og til dem som sjældent eller aldrig læser,” skriver arrangørerne.

Du kan følge udviklingen og finde programmet – når det offentliggøres – på KBH Læsers hjemmeside.

Mere VICE
VICE kanaler