Tine Høeg vil stå fast på sit vaklende sted i vores fremdriftssyge samfund

Tine Høegs prisbelønnede og kritikerroste debutroman "Nye Rejsende" handler om begær og jagten på en identitet. Vi har talt med forfatteren om at forblive i en længselsfuld tilstand fremfor at falde til ro.

|
dec 21 2017, 9:28am

“Det er jo ligegyldigt for værket, men altså folk spørger, og nej, det med togtoilettet er ikke selvoplevet,” siger Tine Høeg og ler.

Den 32-årige forfatters kritikerroste og prisbelønnede debutroman trækker ellers på hovedstolen i andre sammenhænge – Nye Rejsende følger en navnløs jeg-fortæller, der er nyudklækket gymnasielærer og hver dag pendler fra København til Næstved, som Tine Høeg selv har gjort de seneste par år. I romanen møder fortælleren en gift mand på toget, som hun indleder et følelsesmæssigt selvdestruktivt forhold til og på bogens tredje side har sex med på toilettet i toget et sted mellem København og Næstved.

Tine Høeg har trukket på sine egne erfaringer i forhold til den verden, i hvilken historien udspiller sig, men værket ”er jo et mix af det pure opspind, egne erfaringer, samtaler overhørt i morgentoget, alt muligt,” fortæller hun. ”Jeg har undervist selv og har brugt den ramme, jeg kender, og replikker, jeg har hørt på lærerværelset. Men det hele indordnes fiktionen, altså teksten bestemmer, that’s it.”

Til januar ophører enhver lighed med hovedpersonen dog, da Tine Høeg forlader livet som gymnasielærer og kaster sig over forfattergerningen på fuld tid – noget hun har drømt om længe. Det er en beslutning, der i høj grad er truffet på baggrund af den succes, hun har oplevet med Nye Rejsende, der tidligere på efteråret vandt Debutantprisen ved BogForum og har fået den ene flotte anmeldelse efter den anden.

”Det er dejligt med gode anmeldelser, men det betyder mindst lige så meget for mig med læserne,” siger Tine Høeg og forklarer, at han hun har fået emails og beskeder fra folk i alle aldre, der har læst romanen og er blevet berørt af den. ”Mange skriver, de er blevet fanget af historien, og at den har rørt dem. Nogle skriver, de synes formen er spændende, og så har jeg fået beskeder fra tidligere og nuværende gymnasielærere, som fortæller, at den sætter ord på deres oplevelser.”

Nye Rejsende fortæller – i et kortfattet og stramt, men dybt poetisk sprog – historien om en ung kvinde, hvis rodløshed og søgen efter sig selv kaster hende ud i en selvdestruktiv affære med en gift mand, som hun møder på toget hver morgen og med jævne mellemrum har sex med på toilettet, i en park, et skur tæt på banegården og andre steder, hvor det passer ham. Samtidig skal hun også navigere sit nye liv som gymnasielærer blandt hormonstyrede teenagere og kolleger, hvis personligheder arbejdet har kogt ned, til de er blevet et med deres profession og reduceret til deres initialer (som EMO, LUST og STAR).

Grundlæggende er Nye Rejsende en historie om at nå til et punkt i livet, hvor det forventes, at man har regnet det hele ud og lagt en plan for sit liv. Men hvad nu, hvis man aldrig når der til? Det er et af de centrale eksistentielle spørgsmål, som Tine Høeg rejser. ”Det kommer helt sikkert fra en følelse i mig selv,” siger hun. ”Der er et forventningspres om, at man skal vide, hvad man vil, og den vej, samfundet anbefaler en at gå, er på mange måder ret snæver. Det er noget, jeg har tænkt meget over.”

For Tine Høeg handlede det om, hvorvidt hun skulle følge sin drøm om at skrive på fuld tid. Trangen til at digte og bruge fantasien har altid været der. Hun begyndte at fortælle historier, før hun overhovedet kunne skrive og dikterede dem for sine forældre, der skrev ned. ”Jeg kommer ikke fra en kunstnerfamilie,” fortæller Tine Høeg, som er opvokset i Albertslund med sin mor, der er bibliotekar, og sin far, som arbejder ved Teknologisk Institut. ”At skrive, at være forfatter, var noget for nogle andre. Jeg har altid gjort det ved siden af sådan lidt i hemmelighed, som en drøm. Det var ret sent, jeg tænkte: Det vil jeg også. For alvor.”

Da hun begyndte på universitetet i København, hvor hun har læst dansk og filosofi, lagde hun skriveriet på hylden for en stund, men mærkede, at det stadig ulmede i hende, som hun siger. Tine Høeg fik trykt digte i det anerkendte tidsskrift for poesi Hvedekorn og indså, at hun havde et talent for at skrive.

Alligevel takkede hun ja til jobbet som gymnasielærer, da muligheden bød sig, og det er ikke noget, hun fortryder i dag. ”Jeg underviste på fuldtid det første år, og det var en lang feber,” fortæller Tine Høeg. ”Det var givende og sjovt, men også fuldstændig kaotisk. Den følelse og oplevelse ligger meget tæt op af fortællerens. Der er no mercy, når du står ved katederet i starten. En ting er det faglige, men det er også det menneskelige. Du står overfor 100 fremmede mennesker, du skal forholde dig til og være noget for. Det er meget ansvar.”

I stil med fortælleren i Nye Rejsende oplevede Tine Høeg også en længsel efter noget andet. ”Skriver jeg eller underviser jeg, eller hvad er det egentlig, jeg gør? Hvad er det jeg vil? Den der søgen har jeg altid haft – en evig længsel væk, mod noget andet, som hun også har. For hende kanaliseres det ud i manden på toget. Det bliver en fortælling om begær. Det er hendes drivkraft. For mig har det været noget andet. Jeg har altid villet skriften.”

I Nye Rejsende vakler fortælleren rundt i et identitetsløst vakuum – på den ene side fanget af et bundløst, illusorisk begær og på den anden side låst fast af omverdens forventningspres. På den måde er romanen ikke så meget en fortælling om jagten på det, der giver mening i livet, men en rejse mod accept af det faktum, at man muligvis aldrig finder den mening – at man er dømt til rodløsheden.

”Jeg tror, der er en vigtig pointe der,” siger Tine Høeg. ”Den idé om, at man skal have et mål – at man skal arbejde sig frem mod noget og lande et eller andet bestemt sted – den kan man måske i virkeligheden ikke bruge til noget. Måske handler det mere om at turde træde forkert, gå den ene vej, den anden vej, tage nogle chancer, ikke være så forhippet på, at man skal ”falde til ro”, men netop acceptere, at den der længselsfulde tilstand kan være permanent og prøve at være i den. Eller i hvert ikke føle, at den er forkert.”

Det er også noget, Tine Høeg har set i kraft af sit arbejde med unge mennesker i gymnasieverdenen. ”Man skal vide, hvor man vil hen i livet fra en meget tidlig alder. Du skal lægge en plan. Der er en masse forventninger til dig som ungt menneske og en masse frygt for at fejle,” siger Tine Høeg. ”Men det er okay at fejle, at lege, og nogle gange viser der sig andre veje, end man havde tænkt. Det går nok! Jeg ville ønske, vi kunne lade den tilgang være mere dominerende.”

Jeg spørger Tine Høeg, om Nye Rejsende i virkeligheden er en generationsroman, der peger på nogle af de eksistentielle problemstillinger som jagten på det perfekte liv, der optager unge i dag, og selv om hun ikke er meget for at tolke på sit eget værk, ser hun også tendenserne afspejlet i sin egen tænkning: ”Jeg tror da klart, at det hænger sammen med det samfund, vi lever i, som er så målorienteret og fremdriftssygt, og hvor skruerne hele tiden strammes.” siger Tine Høeg. ”Og jeg synes, jeg ser en optagethed af at insistere på at blive stående og tale fra et vaklende sted blandt flere af min generations forfattere.”

I dag har Tine Høeg fundet sig selv i forfattergerningen, men det betyder ikke, at vejen der til har været let. ”Egentlig har det mest været mentalt. Hvor lægger jeg min energi, hvor hører jeg til? Men selvfølgelig også tidsmæssigt. De sidste par år har været… jeg har fandeme ikke holdt meget fri,” siger hun og ler igen.

Tine Høeg skriver bedst sent om aftenen og ud på natten, og derfor har det været svært at balancere de to roller, hun har haft – forfatteren og læreren: ”Jeg skriver bedst fra klokken 23 til tidligt på natten,” siger hun. ”Og det er jo ikke så smart, når man pendler og skal nå et tog klokken 6:37, vel?” Efter nytår begynder hun på et nyt kapitel af sit liv, og så er det slut med at stå op tidligt for at nå toget.

Mere VICE
VICE kanaler