Annoncering
dansk filmhistorie

Den her video med Iggy Pop, der spiser en burger, er en hyldest til Jørgen Leth

Har man set nogen gå så metodisk til værks på en fastfoodklassiker før?

af Hannah Keyser og Munchies Danmark
20 august 2018, 6:48am

Foto via YouTube-bruger Suicide Squeeze Records

En udgave af den her artikel er tidligere publiceret af MUNCHIES USA.

Iggy Pop er i dag i halvfjerdserne, og det er alment kendt, at han lever efter en sund kostplan for tiden. Men hvad godt er der ved at have levet et langt og kunstnerisk storslået liv, hvis man ikke kan klemme en burger ned fra tid til anden? Heldigvis for os har den 71-årige rocklegende valgt at gøre netop det i en ny musikvideo til Death Valley Girls’ ”Disaster (Is What We’re After)”.

Videoen er instrueret af Kansas Bowling og er en genskabelse af Andy Warhol-scenen fra Jørgen Leths 66 Scener fra Amerika fra 1982 – lige bortset fra de slet skjulte reklamer og med mere nerve. Beslutningen om at følge originalen lader til at skuffe Iggy, hvis burger serveres uden tilbehør af nogen slags.

Iggy Pop får heller ikke noget at skylle måltidet ned med – i originalen måtte Warhol også spise burgeren helt tørt, fordi Jørgen Leth havde glemt at købe en cola med til optagelsen.

I et interview med MUNCHIES Danmark sidste år sagde Jørgen Leth: "Jeg var jo nervøs. Det var ikke sådan, at jeg kunne nå at tænke klart om alting. Derfor lavede jeg den fejl, som jeg først opdager, når han er i gang. Det gør han jo også. Vi er begge to kunstnere, der arbejder med strenge spilleregler. Det kunne jeg genkende i ham, og han kunne genkende det i mig. Jeg tænkte: Hold da kæft. Hvor har jeg været et dumt svin."

I Death Valley Girls' video smider Iggy Pop halvdelen af bollen væk halvvejs igennem videoen, ligesom Warhol gjorde. Og så bliver vi simpelthen nødt til at spørge: hvem dypper også deres burger i ketchup?