FYI.

This story is over 5 years old.

Alkohol

Fuld svensk mand blev rullet af intelligent dansk skraldespand

Det var dystopiske scener, der udspillede sig forleden i Helsingør.
Collage af Munchies Danmark. Billeder via Shutterstock.

Nogle gange hører man om en historie, der bekræfter alle fordomme og stereotyper og er så fuld af slidte klichéer, at den næsten er for god til at være sand.

En sådan historie udspillede sig for nyligt i Helsingør, og selv om det hele lyder som en røver, skulle den altså være god nok.

Ifølge Frederiksborg Amts Avis modtog Nordsjællands Politi lørdag aften en anmeldelse om, at der var opstået tumult mellem en mand og en skraldespand ved Axeltorv i Helsingør.

Annoncering

Manden, der var svensk og angiveligt beruset, kunne forklare over for politiet, “at han havde tabt sin mobiltelefon ned i skraldespanden,” hvortil den havde svaret: “Tak fordi du benyttede mig.”

Svenskeren indledte ifølge Helsingør Dagblad “mundtlige forhandlinger med spanden om en udleveringsaftale. Men trods al den verbale diplomati, svenskeren kunne mønstre, var beholderen hverken til at hugge eller stikke i.”

At blive rullet og efterfølgende hånet af en skraldespand var åbenbart for meget for manden. Ifølge Frederiksborg Amts Avis udviklede forhandlingerne sig til “en voldsom diskussion” mellem mand og skraldespand, “der endte voldeligt med flere spark og slag".

Men i virkeligheden er mandens forklaring måske slet ikke så langt ude. Skraldespanden, der havde taget hans telefon, er nemlig en intelligent en af slagsen kaldet Big Belly, som selv kan kalde på skraldemanden, når den er fyldt op – og som også kan sige pænt tak, når man benytter den. Skraldespanden kan indeholde fem gange mere skrald end en normal skraldespand, da den er udstyret med mekanik, der kan komprimere skraldet.

Ifølge Frederiksborg Amts Avis nøjedes politiet med at råde manden til at finde en færge hjem, så han kunne sove den ud, men allerede to timer senere mødte de ham igen. Denne gang forsøgte han at få lidt at spise på en af byens restauranter, der dog ikke var interesseret i at få ham på besøg.

Under alle omstændigheder er det er ikke første gang, at der er problemer med de intelligente skraldespande. I 2015 blev 30 af Helsingørs Big Belly-spande udsat for omfattende sabotage, og for bare lidt over en uge siden kunne Frederiksborg Amts Avis også berette), at skraldespande af samme type, der var blevet opstillet ved stranden i Tisvildeleje, havde problemer i sommervarmen. Det resulterede i, at stranden flød med madrester og halvtomme dåser.

Om det også var varmen, der havde fået skraldespanden fra Helsingør til at rulle den stakkels svensker, vides ikke.