essay

Tirzahs eksperimenterende debutalbum understreger, at hun er værd at vente på

London-kunstnerens lo-fi nye plade, 'Devotion', kommer fem år efter hendes første solo-ep og lyder som en form for langsom klubmusik.

af Ryan Bassil
24 august 2018, 8:22am

Foto: Clare Shilland via PR

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA

I en musikindustri, hvor det hele skal gå stærkt, føler kunstnere sig pressede til at udgive nyt materiale så ofte som muligt. Hele tiden, den ene efter den anden. Ep efter ep efter ep. Man ser det over alt: fra de tre albums Future udgav i 2017 til den voksende trend med ”loosies” til de utallige mixtapes, som rappere udgiver, mens de gøder jorden for deres næste albumudgivelse.

Men der findes selvfølgelig også afvigelser. En af dem er den britiske kunstner Tirzah, hvis debutalbum, Devotion, er et frisk pust – både i kraft af udgivelsesstrategien såvel som lyden. Hendes første ep, I’m Not Dancing, udkom for fem år siden, hvilket nærmest er to årtier i musikindustri-år. Tirzahs lo-fi beats vandt indpas dengang, og hun blev hyldet som en kunstner, man skulle holde øje med. Man kan levende forestille sig, at presset for at lave en god opfølger er vokset år for år. Derfor er Tirzah også kun dukket op i enkelte sammenhænge siden da, og det gør faktisk Devotion meget mere speciel at lytte til.

Selv om pladen er udgivet som et soloalbum, så er Devotion resultatet af en 16 år lang proces sammen med den anerkendte producer Mica Levi. Du kender sikkert Levi fra hendes soundtracks – hun har komponeret lydsider til blandt andet Under the Skin og Jackie (sidstnævnte skaffede hende en Oscar-nominering). Men det er musik, der forlader sig på ren stemning – en kold, rumskibsagtig ambience på Under The Skin og en klassisk sørgestemning på Jackie – som ligger langt fra den musik, hun skaber sammen med Tirzah. Levis stramme stil fortolkes via ublu elektronisk musik, der føles både intim og kalejdoskopisk.

Parret mødte hinanden, da de læste på Purcell Music School i det nordvestlige London. Dengang spillede Tirzah harpe. Efter mødet med Levi, som spillede bratsch, begyndte de tog at optage sange på skolen. Numrene på Devotion er skrevet over flere år og et af dem, ”Go Now”, kommer fra en tidlig session – dog i en anden form end den glatte R'n'B-udgave, som findes på albummet. Den er bevis på den vision og levedygtighed, Tirzah og Levis gamle sange, som har fået ansigtsløft over årene, indtil de lød helt rigtige, har.

I pressematerialet til Devotion beskrives pladen som en ”samling rolige kærlighedssange fyldt med romantik og lyst, melankoli og begær”. I praksis sætter det Tirzahs stemme i spil – det skiftende toneleje, de underspillede hooks, de mange følelsesnuancer. Ordene ruller rundt og bestemte vendinger gentages. Produktionsværdien får den længselsfulde stemning på ”Holding On” til at føles som en blød kollision mellem de modsatrettede elementer i Tirzahs hoved.

Men det er samtidigt vigtigt at understrege, at Devotion er et pop-album. Kraften i hvert omkvæd og hver vending, der bliver gentaget, spiller en stor rolle i den forstand. Men den er heller ikke perfekt. I hvert fald forstået på den måde, at pladen ikke passer ind i den gængse, musikindustrivenlige opfattelse af popmusik. Det er en minimalistisk plade med masser af plads til at trække vejret dybt, der kan minde om pop-auteuren Arthur Russells musik eller en form for langsom klubmusik. Under alle omstændigheder er det er en unik lytteroplevelse. Og med 11 sange er pladen heller ikke svær at fordøje. Den tigger nærmest om at blive spillet om og om igen, og for hver gang opdager man nye små detaljer og minutiøse pennestrøg, der udgør en del af albummets puslespil.

I kraft af, at musikere konstant udgiver nyt materiale i dag, bliver det som lytter også sværere og sværere at tilbringe længere tid med én enkelt plade. Så snart man er færdig med første gennemlytning af en plade, har man allerede fået teaset en ny på Instagram (eller, som i The 1975s tilfælde, annonceret nyt materiale, inden albummet overhovedet er ude). Ellers er et album med 20 tracks så langt, at det føles umuligt at lytte igennem—en lang og kedelig rejse mod at booste den pågældende kunstners streamingtal. Men Tirzah er ikke interesseret i den slags: hun bruger slet ikke Instagram (eller, hun har lagt to billeder ud, det er alt). Hendes album er relativt kort. Når man tager i betragtning, at hun arbejder som designer til dagligt, har et barn, og hvor lang tid, det har taget at lave Devotion, får man en fornemmelse af, at det hele handler om kunsten for hende – det er noget, der skinner igennem på det betagende album.

Devotion er på mange måder som en skitsesamling: en masse ideer om et bestemt emne. Sammensat bliver skitserne til en homogen og intim afsøgning af temaet, som titlen antyder. Der er en underliggende rå nerve, der bringer lytteren tæt på Tirzahs tanker og manifesteres i sangtitler som “Affection”, “Guilty” og “Basic Need”. Kombinationen af nøje gennemtænkte tekster og produktion giver lytteren en fornemmelse af at være i de situationer, som Tirzah synger om.

Det er sjældent, plader som den her dukker op. Og det er noget af det, der gør Devotion til en fremragende plade – den er et produkt af tålmodighed. Nogle af sangene har Tirzah arbejdet på i årevis, og nu har hun overdraget dem til os, så de kan leve videre i vores ører. Det er et album, der modsætter sig musikindustriens krav om hurtige produktioner. Derfor må lytteren også være tålmodig, når han eller hun sætter pladen på. Hvis man ikke er det, går man måske glip af en af årets bedste udgivelser.