Hollywoods deprimerende tendens til at putte tynde kvinder i fatsuits

Fra ”Fede-Monica” i 'Venner' til Patty i den nye Netflix-komedie 'Insatiable' – det er på tide, at tv-producenterne lægger fedmedragten på hylden.

|
aug 10 2018, 9:31am

Debby Ryan som Patty i Insatiable. Screengrab via Netflix

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA

Da Netflix offentliggjorde traileren til den nye komedie Insatiable, som har premiere i dag, den 10. august, forargede den mange. Insatiable, en teenagekomedie om en pige, som taber sig og derpå sværger hævn over sine plageånder, forstærker og bekræfter en masse fordomme om tykke kvinder. Serien siger implicit, at tykke kvinder er grimme, ikke ejer skyggen af selvværd og ikke fortjener kærlighed. De går hele tiden rundt og sukker over billedet i spejlet eller daser på en sofa med en ordentlig spand is.

Flere kropspositivitetsaktivister har udtrykt deres harme overfor Netflix’ beslutning om at bringe serien, og en underskriftsindsamling for at få serien afviklet er indtil videre underskrevet af 217.000 personer. ”Den her serie… ikke alene bekræfter den en giftig slankekurskultur, men den tingsliggør også kvinders kroppe,” kan man læse. (Netflix-direktør Cindy Holland har svaret i en udtalelse, hvor hun lægger vægt på, at seerne får et andet billede af serien, når først de har set den. Hun påstår ligeledes, at kropspositivitet og tolerance er indlejret i ”seriens DNA”).

Beslutningen om at caste skuespilleren Debby Ryan som Patty har især vakt harme. Ryan er er tynd kvinde, som i serien klædes ud i en dragt, som mange – herunder undertegnede – havde håbet, vi aldrig skulle se igen: et fatsuit, eller på dansk; en fedmedragt. Som en tyk kvinde ved jeg, at når jeg ser en skuespiller i en fedmedragt, er det ikke et tegn på, at jeg får et nuanceret portræt af, hvad det vil sige at være tyk, men snarere en tom kliche og en doven stereotyp, der bidrager til stigmatiseringen og marginaliseringen af folk med samme kropstype som min.

Kathleen LeBesco, som er Ph.d., dekan på Marymount Manhattan College og forfatter til bøger som Revolting Bodies?: The Struggle to Redefine Fat Identity, fortæller: ”Fedmedragten bruges sjældent til at fortælle historier om tykke mennesker, der lever gode liv. På den måde er brugen med til at understøtte en skadelig og endimensionel opfattelse af fedme.”

Henover de sidste godt 30 år, i takt med at proteseteknologien er blevet mere avanceret, har Hollywood omfavnet brugen af fedmedragten. Sommetider ser vi Eddie Murphy og Mike Myers iført en, men de bruges oftest til at håne og underminere kvindelige karakterer. Det er typisk en slank skuespiller, som iføres en fedmedragt for at demonstrere en problematik fortid, hvor et pludseligt vægttab skaber en skærende kontrast.

Det så vi med Goldie Hawn i Death Becomes Her, hvor hendes karakter var en overvægtig forfatter, som bruger futuristisk teknologi til at blive en glamourøs stjerne. I America’s Sweethearts spiller Julia Roberts Kiki en personlig assistent, hvis vægt påvirker hendes selvtillid, selv om hun er af gennemsnitlig størrelse ude i virkelighedens verden. I sæson to af Venner introduceres vi for teenage-Monica, som var fed, og det præsenteres som årsagen til, at hun er neurotisk anlagt og som en kontrast til hendes i seriens nutid professionelle og smukke selv. Fede-Monica bruges gang på gang som grundlag for vittigheder i serien.

Courteney Cox som Monica (venstre) i "Venner". Screengrab via YouTube

Fedmeaktivist og forfatter til You Have the Right to Remain Fat, Virgie Tovar, siger, at fedmedragten tillader publikum at relatere til overvægtige karakterer uden at skulle føle sympati med dem i virkeligheden. ”Seeren ved, at der under dragten gemmer sig en tynd person, som de kan holde med,” forklarer hun. ”Det forbryder sig ikke mod den kulturelle lov om, at man skal afsky fedme.”

Popkulturen bruger tit fedmedragten til at kommunikere, at man skal skamme sig, hvis man tager på. I Mean Girls fra 2004 fodrer Cady (Lindsay Lohan) i al hemmelighed skolens mobbedronning Regina (Rachel McAdams) med energibarer, så hun tager voldsomt på. Det ender med, at Regina bliver deprimeret og mister sin status som den populære pige. Insatiable spiller på lignende vis på en ide om, at en slank krop er en forudsætning for selvrespekt og respekt fra omverdenen. For at indlede sin hævnplan er det nødvendigt for Patty at tabe sig, til hun er slank, fordi tykke mennesker gerne ses som selv værende skyldige i deres lidelse; de er tykke, fordi de er dovne eller grådige.

Men det afspejler ikke virkeligheden. ”Data viser, at det nærmest er umuligt for en tyk person at blive slank og holde sig slank,” forklarer Tovar. ”Men fedmedragten holder liv i myten om, at fedme er noget folk kan slippe ud af så let som ingenting.”

Debby Ryan som Patty i "Insatiable". Foto: Tina Rowden/Netflix

I sjældne tilfælde får en karakter i fedmedragt lov til at forblive tyk, hvis vedkommende derved kan facilitere en anden karakters rejse mod større selvindsigt. I den romantisk komedie Shallow Hal fra 2001 er det meningen, at vi skal være imponerede, da Hal (Jack Black) falder for Rosemary (Gwyneth Paltrow), fordi han kan lide hende for hendes personlighed. Da han først finder ud af, at han var under hypnose og derfor så hende som tynd, behandles hans nyfundne evne til ikke at frastødes ved synet af en tyk kvinde, som om det er moralsk sejr – på trods af, at mænd forelsker sig i tykke kvinder hver dag, fordi tykke kvinder er lige så elskværdige som alle andre.

Det sker engang i mellem, at skuespillere, som allerede er tykke, bliver bedt om at tage en dragt på for at understrege, at de ikke er almindelige mennesker. Hos både Pauline Quirke i dramaet The Sculptress fra 1990 og Chrissy Mets i American Horror Story (henholdsvis en film om mord og en serie om et freakshow) gælder det, at billederne af deres kroppe skal understrege det groteske, så seeren ved, at deres fedme er årsagen til, at de ikke længere er en del af det konventionelle samfund og derfor må have en tragisk skæbne.

Andre gange har kvinder meget subtile fedmedragter på for at understrege deres status som tabere. Det gælder for eksempel Emma Thompsons karakter Karen i Love Actually, en ulykkelig husmor, der finder ud af, at hendes mand har en affære med sin tynde, unge sekretær. Det er også almindeligt, at skuespillere belønnes for deres opofrelse ved prisuddelinger, hvis de tager nogle ekstra kilo på i forbindelse med en rolle. Et eksempel er Charlize Theron i Monster, men så forventer man også, at de taber sig igen og vender tilbage til det slanke liv. I mellemtiden får skuespillere, som er tykke og forbliver tykke, som Melissa McCarthy og Gabourey Sidibe, måske nok en nominering, men er i højere grad udsat for trolling og fedmefobiske kommentarer.

Til tider bruges fedmedragter ikke til at understrege, hvordan slanke mennesker er overlegne – eller sådan præsenteres de i hvert fald ikke – men derimod som sociologiske eksperimenter, der forsøger at skildrer, hvordan det er at leve som tyk kvinde. Det skete i 2005 i et afsnit af The Tyra Banks Show, hvor Banks iførte sig en fedmedragt og oplevede ”en af de værste dage i sit liv”. Men den slags numre kan ikke give et billede af, hvordan fedmestigmaet påvirker tykke mennesker, og Tovar tvivler også på, at det overhovedet er hensigten. ”Sympatiindsamlingen er sekundær, hvis den overhovedet er det,” siger hun. ”Det handler først og fremmest om at pirre seeren.”

En anden institution indenfor brugen af fedmedragten er mænd, der bærer den for at karikere kvinder. Her kan nævnes Martin Lawrence i komedien Big Momma’s House og Tyler Perry i Medea-filmene. Begge eksempler laver satirer over sorte kvinder, arbejderklassen og kvinder i overgangsalderen. Men med undtagelse af Jill Scotts komediedrama fra 2007, Why Did I Get Married, ser man sjældent ikke-hvide kvinder i fedmedragt. Tovar mener, det skyldes den komplekse seksual- og racedynamik, der dominerer diskursen omkring ikke-hvide kvinders kroppe. ”Ikke-hvide kvinder anses allerede for at være fulde af mangler,” forklarer hun. ”Fedmedragten er bare et ekstra lag i den forstand over en krop, der allerede er mangelfuld.”

Om det er bevidst eller ej, så er racismen indlejret i samfundet med til at definere skønhed i form af en hvid kvinde (både på skærmen og ude i virkeligheden), og derfor er hvide kvinder, som er tykke (eller lader, som om de er) i særlig grad grænseoverskridende elementer. ”Hvide kvinder i vores kultur er særligt vigtige, fordi de anses for at være hvidhedens fremtid, men fedme gør, at de ikke længere kan indgå ’normalt’ i den sammenhængskæde,” forklarer Tovar. ”De forråder kravet om, at de skal være med til at bygge og vedligeholde en stærk, hvid verden. Kvinden i fedmedragten fremprovokerer en kulturelt betonet angst.”

Det er let at tro, at vi grundlæggende lever i et tolerant samfund, som accepterer alle kropstyper. Melissa McCarthy er trods alt en af de mest efterspurgte skuespillere i Hollywood, hovedpersonen i Amazons Dietland, Plum Kettle (Joy Nash), udtaler i et afsnit, at hun altid vil være fed, og Lindy Wests selvbiografi Shrill er ved at blive lavet om til en komedieserie om en tyk kvinde, der vil ændre sit liv, men ikke sit udseende. Men traileren til Insatiable viser os, at popkulturen fortsat forstærker negative stereotyper om tykke kroppe på trods af, at der er sket små fremskridt.

Det har dog været positivt at overvære, hvor meget debat der har været over den fatshaming, man ser i Insatiable-traileren. Vores samfund er blevet mere bevidst om måden, vi nedgør kvinders kroppe på. ”Seere er blevet mere kritiske overfor repræsentation i takt med, at vi taler mere om, hvem der kan spille hvilke roller,” siger LeBesco.

Men hvordan undgår vi problemet i fremtiden? Ved at lade marginaliserede grupper fortælle deres egne historier. ”Mainstreammedier har et problem, hvis de ikke lærer af deres tidligere fejl,” siger LeBesco. ”Der er en længsel efter bedre historiefortælling i samfundet. Fedmedragten hører ganske enkelt ikke til.”

Mere VICE
VICE kanaler