En eftermiddag banker det på døren på krisecenteret Danner. Ude foran står en kvinde med to kufferter. Efter flere måneders detaljeret planlægning har hun langt om længe fundet modet til at forlade ham, der slår hende. Hjemme på spisebordet har hun efterladt en seddel, der forklarer det hele.
Det er socialrådgiveren Lonni Jørgensen, der tager imod hende. Inde på hendes farvestrålende kontor, hvor der hænger børnetegninger på alle væggene og står friske blomster i vindueskarmen, må Lonni fortælle kvinden, at der desværre ikke er plads til hende på Danner.
”Pludselig bliver tæppet revet væk under hele hendes plan. Men hun ved også, at hun ikke kan vende tilbage, for så falder der brænde ned,” siger Lonni. ”Det er sådan nogle som hende, som har brugt måneder på at detailplanlægge, hvordan de får pas, børn og tøj med ud af døren, der bliver ramt hårdest, når jeg fortæller, at der ikke er plads.”
Og det sker ofte, at Lonni må overbringe den besked til en voldsramt kvinde.
Gennem de sidste 15 år har 43-årige Lonni arbejdet som socialrådgiver på det københavnske krisecenter Danner, der er et af 53 krisecentre for voldsramte kvinder i Danmark. Her sidder hun klar til at modtage de kvinder, der kommer ind akut. Kvinder, som enten lige har været udsat for noget særligt voldsomt, der har fået bægeret til at flyde over, eller som af den ene eller anden grund har valg netop denne dag til at forsøge at komme ud af deres voldelige parforhold. Lonni sammenligner selv jobbet med at arbejde på en skadestue, for hun ved aldrig, hvem eller hvor mange der kommer. Men hun ved, at der sjældent er plads til alle, der henvender sig.
”Der er nogle perioder, hvor der er rigtig meget tryk på, og hvor man skal afvise flere kvinder om dagen. Der er det ikke sjovt.”
Sidste år måtte det københavnske krisecenter Danner afvise 76 procent af de kvinder, der henvendte sig i håb om at kunne flytte ind. Danner og de øvrige krisecentre i københavnsområdet er særligt hårdt ramt, men over hele landet meldes der om problemer med pladsmangel på krisecentrene. Ifølge tal fra Socialstyrelsen måtte landets krisecentre i 2016 afvise kvinder 4.561 gange. Det svarer til seks ud af ti henvendelser og er det højeste i antal i mange år.
Når en kvinde som hende med kufferten og sedlen hjemme på spisebordet kommer til Danner, er det ikke sådan, at hun bare bliver afvist på gaden. Hun kommer ind på kontoret, Lonni lytter til hendes historie, og sammen forsøger de at udtænke en ny plan. ”Så hun ikke mister modet fuldstændig.”
Først tjekker Lonni krisecentrenes fælles database for at se, om der er andre krisecentre, som har en plads. Det er der næsten altid, men oftest er pladsen i Nordjylland, Sønderjylland eller på Bornholm. ”For nogle af de her kvinder kunne jeg lige så godt have foreslået, at de flyttede til Tyskland. De kan simpelthen ikke overskue at flytte så langt væk fra deres job, netværk og børnenes skole.”
Planen kan også indbefatte, at kvinden må tage videre på kommunen, eller at hun i værste fald må tage på herberg eller hjem til et familiemedlem, ind til der bliver en plads. Det afhænger af situationen, og hvor stor fare kvinden befinder sig i. Sådan en plan blev der også lagt for kvinden med kufferterne. Men om hun fulgte den, eller om hun mistede modet og tog tilbage til sin voldelige mand, det ved Lonni ikke. På den måde er hendes liv en evig strøm af film, hun aldrig får set slutningen på.
”Ind i mellem har jeg været heldig, at der er en, der har ringet tilbage og fortalt, at den plan, vi lagde, lykkedes. Men oftest går man rundt med uvisheden om, hvad der skete efterfølgende."
Gennem alle de år, Lonni har haft sin gang på Danner, har der været rift om værelserne i det gamle hus fra 1875. Det er nemlig ikke nyt, at der mangler pladser på krisecentrene. Men de senere år er presset steget endnu mere, hvilket Lonni blandt andet mener skyldes, at der er kommet mere fokus på alvoren af psykisk vold, og at "vold mod kvinder er blevet en lillebitte smule mindre tabu."
Det er meget forskelligt, hvordan folk reagerer på Lonnis besked om, at der ikke er plads til dem. ”Det værste er, når folk smider røret på. Så står jeg tilbage og tænker på, om jeg kunne have sagt eller gjort noget anderledes, og om hun mon fik gjort noget ved det, eller om hun tabte håbet fuldstændig.” Der er også nogle, der græder, og nogle, der råber. Selv om Lonni har prøvet det et utal af gange, er det aldrig let at overbringe den dårlige nyhed.
”Nu er jeg jo ved at være en garvet rotte, og jeg har prøvet at afvise kvinder rigtig mange gange. Jeg har nogle redskaber til at mestre det, for det er mit arbejde, men det er altid med sådan en, ej-hvor-ville-jeg-ønske,-at-det-var-anderledes-fornemmelse i maven.”
Der er plads til 18 voksne og 18 børn på Danner, og de fleste, der flytter ind, bliver i gennemsnit boende i 78 dage. På værelserne finder man alle slags kvinder – fra teenagere til pensionister, fra kvinder, der sagtens kunne købe deres egen lækre lejlighed, hvis de vel og mærke ikke var nedbrudte af volden, til kvinder, der intet ejer og ikke taler dansk.
Lonni har måttet afvise kvinder, hvis mænd har taget kvælertag på dem, til de blev blå i hovedet, og hun har hørt store børn fortælle hjerteskærende historier om, hvad de er vidne til derhjemme. Det er en del af hendes hverdag. Men der er nogle kvinder, som har brændt sig fast i hendes hukommelse.
”Der kom den her 19-årige pige ind, som havde haft en voldelig kæreste, siden hun var 14-15 år. Hun havde mistet alle sine veninder, og hendes forældre havde slået hånden af hende i frustration over, at hun lod sig kontrollere af den her muslimske kæreste. Hun talte hele tiden om ’ham’ og ’os’, men aldrig om ’mig’. Hun var næsten helt forsvundet. Jeg tænkte, at hvis ikke det bliver stoppet nu, så har hun lige om lidt nogle børn, og så vil hun være endnu mere bundet ind i ham og forsvinde helt… hende husker jeg.” Lonni trækker vejret dybt og sukker. ”Hende var der ikke plads til. Men jeg havde lyst til at putte hende i baglommen for at holde fast i hende. Inden hun forsvandt helt. Det var hæsligt.”
Heldigvis sker det modsatte også. Nemlig, at en kvinde kommer på det helt rigtige tidspunkt. For eksempel husker Lonni en kvinde, der bestemt ikke mente, at hun havde noget at gøre på et krisecenter, men det gjorde hendes venner. Derfor sad hun en dag på Lonnis kontor.
”Hun vred og vendte sig over at være her, og der gik faktisk to samtaler, før jeg fandt ud af, hvad det præcis var, manden gjorde, for han var mega subtil og manipulerende i sin måde at udøve psykisk vold mod hende. Da det gik op for hende, kunne hun næsten ikke være i sig selv. Så hun trak sig for at tage en tænkepause.” Lonni hørte ikke mere fra kvinden.
”Men lige pludselig en dag, så stod hun der i døren og sagde: ’Jeg kan ikke mere. Jeg tror, jeg er klar’… Ej, men jeg får helt gåsehud, for jeg havde en plads. Så jeg kunne sige: ’Hent dine børn, for så er det nu!' Og hun gjorde det, og hun blev her og er nu flyttet ud og lever et nyt liv.”
Lonni smiler, slår hænderne sammen foran sit bryst og kigger op i loftet. ”Det er de gode historier. De er der også. På en måde kan man jo sige, at vi hele tiden har kvinder boende her i huset, som er gode historier.”
