Værtshuse

MUNCHIES guide til de bedste barsnacks på Københavns værtshuse

Fra hårdkogte æg til lune baconchips. Byens bodegaer hjælper dig med at stille den lille sult.

af Simon Espholm
24 august 2018, 7:27am

Æg på Bo-Bi og saltstænger på Café Nick. Alle billeder af artiklens forfatter.

Bodegadruk og barsnacks hører sammen som bøf og bearnaise. Du ved godt, du ikke kan holde dig fra de der oversaltede peanuts, der har stået i en skål på en af byens irske pubs i ugevis, så snart du når pint nummer tre. Og du kigger langt efter den blege pose med flæskesvær, der gemmer sig øverst på hylden over sprutten bag baren, så snart der ryger shots på bordet.

Men ikke alle barsnacks er skabt lige i København. Vi bliver nødt til at skille fårene fra bukkene og finde frem til de sande perler på byens bruneste stuer. Og vi snakker fedtede og salte snacks, som kan købes for den beskidte mønt, du har i lommen. Ikke gastropubs med østers, hjemmerøget charcuterie og baconskum.

Her får du fem bud på gode barsnacks på nogle af Københavns bedste værtshuse.

Æg på Bo-Bi Bar

Det hedder sig, at man på Bo-Bi Bar i Klareboderne skulle kunne få sig en brunch bestående af æg, en kop kaffe og en bitter.

Men da vi træder ind ad døren på Bo-Bi Bar og bestiller en Bo-Bi brunch, bliver der meget stille på det lille værtshus. “Vi serverer sgu ingen brunch,” lyder det fra den søde men bestemte bartender. “Her er ordet brunch bandlyst.” Da vi spørger, om det da ikke er rigtigt, at man kan bestille en “bartenderens morgenmad,” er det lige ved, at vi bliver bedt om at forlade stedet med det samme.

“Den slags har vi da overhovedet ikke. Du kan ikke få mad her.”

Men I har da et stativ med hårdkogte æg stående i baren?

“Nå, æggene? De koster en femmer og serveres som regel med salt, peber og sennep.”

Et hårdkogt æg - 5 kroner.

Saltstangsbuketten på Café Nick

Borde og bar på Café Nick er udsmykket med små buketter. Nogle er af blomster og andre af saltstænger.

“Her har været saltstænger i mindst 10 år,” fortæller dagens bartender, en skægget herre i selebuks. “Ja, og det er ikke sådan nogle bløde nogle,” råber en kvinde, der sidder ved det runde bord nærmest baren.

“Nej, der bliver serveret friske saltstænger hver dag,” fortæller bartenderen. Ved det runde bord fortæller damens bordherre, at saltstængerne er et kærkomment tiltag, “der er med til at fuldende oplevelsen” af at være en tur på Café Nick. Og saltstængerne er gratis, hvilket ifølge manden “er noget, mange nye gæster bliver meget overraskede over”.

Der er sgu efterhånden heller intet her i tilværelsen, der er gratis. Men det er saltstængerne i Nikolajgade altså. Der må da være mange, der udnytter det?

“Nej, vi har aldrig oplevet, at der kommet nogen herind bare for at tage for sig af saltstængerne,” fortæller bartenderen. “Ikke uden også at købe sig noget at drikke.”

Saltstænger ad libitum - gratis

Håndmadder på Palæ Bar

Ikke meget går så godt til en kold bajer som en smurt rundtenom. Det forstår de på jazzværtshuset Palæ Bar i Ny Adelgade, hvor man har kunne få sig en håndmad til sin øl de sidste 34 år. Her er ikke noget fast menukort og heller ingen servering. Palæ Bar er ikke en smørrebrødsrestaurant. I stedet er madderne af selvhentertypen og varierer som regel fra dag til dag.

“Det kom sig af, at vi hele tiden blev spurgt om, hvad der var på madderne,” fortæller bartender Majbritt Sørensen. “Så selvhentertraditionen blev til, da svaret som oftest var: gå selv ud og kig!" Madderne kommer fra den samme leverandør som altid, og Majbritt fortæller, at når der er travlt, så er de nødt til at bestille ekstra. “Det kan vi gøre, så længe klokken ikke har rundet 12.30. Det sker tit, at vi får leveret ekstra ind."

Et stykke smørrebrød med medister og kartoffelsalat - 22 kroner.

Lune baconchips på Rosengårdens Bodega

Rosengårdens Bodega kan man købe et shot og se skudhullerne fra dengang storstikkeren Hestetyven blev likvideret af den danske modstandsbevægelse. Men man kan også lade sig bade i det orange skær fra glasmontren bag baren og sole sig i synet af et bjerg af lune baconchips.

For 25 kroner får man serveret en kurv i samme stil som den, man ofte får serveret sin durum i på byens shawarmabarer. Det er en rundhåndet portion, der kan være svær at få ned i løbet af en enkelt øls tid.

“Det er mest unge mennesker, der køber dem,” fortæller bartender Bjarke Josefsen. Han siger, at der har været baconchips bag baren i et par år, og at det tog lidt tid, før folk tog dem til sig, men da det skete, kom der pludselig fart i salget. Han spiser dem dog ikke selv, da han er vegetar. Men smagt dem har han. “Min gamle chef bildte mig ind, at de var veganske,” fortæller han. "Så jeg ved godt, hvordan de smager. Det er jo en familiær snack. Man kan spise dem med bind for øjnene, og man vil aldrig være i tvivl om, hvad det er.”

Lune baconchips - 25 kroner

Toast på Café Malmø

Når klokken nærmer sig tre tirsdag nat, og det der skulle have været et kort stop på vej hjem fra arbejde er endt som et helaftenseventyr i Havnegade, er der heldigvis ikke langt til fedtet godhed, selvom der er langt til den nærmeste 7-Eleven.

Man skal nemlig bare møde op i baren på Café Malmø og få fremstammet et ’tåååst, tak’. Så kan man fylde mavesækken med to stykker sprødtristet hvidt brød, smurt med smør og sennep og belagt med cheddar og skinke.

“På et tidspunkt havde vi også en toast med confit de canard,” fortæller Mads Bodholdt-Larsen, der er bartender på Malmø. “Men fulde folk gider ikke confit de canard.”

Parisertoasten er dog populær, særligt om natten, og selvom 30 kroner synes af meget for en toast, så er den et lille stykke frelse, når kroppen har brug for andet energi en røg og flydende kost.

Parisertoast - 30 kroner


Selvom vi her på redaktionen er en tørstig flok, drikker vi slet ikke varieret nok til at have styr på hver eneste værtshus' kulinariske tilbud. Men det gør du helt sikkert, kære læser. Så smid gerne dine bedste anbefalinger vores vej. Også gerne dem, der ligger uden for hovedstadens grænser. På den måde kan vi hjælpe hinanden lidt.