FYI.

This story is over 5 years old.

essay

Cardi Bs triumftog viser, at popindustrimaskinen er død

Autenticitet og solidt sangskriverhåndværk kan føre dig helt til tops på hitlisterne, og kunstnere som Taylor Swift har svært ved at omstille sig til de nye tider.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA

Så står vi pludselig midt i en krig på hitlisterne. Cardi B, som mange havde forudset, har haft held med at skubbe Taylor Swifts comeback-single "Look What You Made Me Do" af pinden på førstepladsen med det bragende track "Bodak Yellow." ("Look" er faktisk faldet ned på en tredjeplads, efter Post Malones "Rockstar" har indtaget andenpladsen). Det er tilfredsstillende at se Cardi Bs stjerne skinne endnu stærkere end Taylor Swifts, fordi de begge er fascinerende figurer. Cardi er tidligere stripper, Instagram-personlighed og realitystjerne fra Bronx og helt sin egen – sjov, højrystet, kærlig, og hudløst ærlig. Hun begyndte at rappe for to år siden, men har allerede indtaget tronen som dronningen af rap i New York, hvor hun erstatter Nicki Minaj, der pudsigt nok også har ligget i hitlistekrig med Swift før (det var tilbage i 2014, da hun mistede førstepladsen med nummeret "Anaconda").

Annoncering

Taylor versus Cardi-historien, som medierne har skabt, er kun en del af fortællingen. Cardi Bs fortjente førsteplads markerer også enden på popindustrien, som vi kender den. Igennem mange år var det kutyme at lave metervare-pop, der sondrede skarpt mellem kunstneren og holdningerne, som personen bag ved havde. Men nu er succes bestemt ved en hårfin balancegang mellem holdninger og musik. At være apolitisk, eller at støtte en sag bare for at gøre det, garanterer ikke en popstjerne succes, og det er også derfor, mange store navne flopper. Man kan nå toppen med autenticitet og solidt sangskriverhåndværk, som det er tilfældet med "Bodak Yellow," og det volder etablerede kunstnere som Taylor Swift en del problemer. Det bliver ikke hvide, kvindelige popstjerner, der automatisk sætter dagsordenen i fremtiden, medmindre de producerer musik af et oprigtigt hjerte.

Cardi Bs berømte (og sikkert snart berygtede) motto er "the regular, degular, schmegular girl from the Bronx." Og det stemmer overens med den hun er. Det er derfor, Cardi er nået til toppen og har fået et publikum, der lytter til hende. Den tidligere stjerne fra Love & Hip-Hop har tidligere på året underskrevet en millionkontrakt med Atlantic, selv om hun har brugt forskellige platforme til at øge sin popularitet. Cardis synlighed – især i kraft af, at hun er en sort kvinde – i Trumps USA er vigtig. Hun kan behandle temaer som raceulighed, som for eksempel da hun offentliggjorde et ubehageligt møde med politiet i et tweet, der siden er slettet. Bare ved at være i offentlighedens søgelys sender Cardi et budskab på samme måde, som Lauryn Hill gjorde det. Hill var den sidste kvindelige rapper, der opnåede en førsteplads på hitlisten i 1998. At det tog næsten 20 år for en sort kvinde at gøre hende kunsten efter er vigtigt at understrege. De spiller på en oprigtighed, der er vigtig i en moderne kontekst – og nødvendig for at skabe succes. Derimod har Taylor Swift, der ikke har haft megen succes i 2017, fået en langt mere lunken modtagelse, da hun relancerede sig selv i august. "Look What You Made Me Do" er et fængende nummer, der viser, at Swift er bevidst om, hvordan hun fremstår i medierne. Men sangen følger den samme popformular, som hun altid har brugt: Den er udviklet med Bleachers' Jack Antonoff som producer. Det var også ham, der hjalp hende med at krydse over til popmainstreamen på 1989.

Swift skiller vandene, fordi hun er blevet en utroværdig fortæller. Hendes musik har altid været båret af hendes personlige kvaler og autenticiteten, som hendes modstandere har stillet spørgsmålstegn ved. Men nu – især i lyset af hendes vendetta mod Kanye West og Kim Kardashian, og efter hun er blevet afsløret som løgner – virker hun utroværdig i forsøget på at re-brande sig selv som en slange, der generobrer sit image. Hun spiller stadig offerrollen – en rolle hun helt uden ironi tager på sig, mens hun gennemlever en lang række tidligere Taylor-inkarnationer i videoen til "Look." Swift stikker tæerne i vandet i forhold til feministisk retorik, men kun så længe, at det kan hjælpe salgstallene. Hun har i det store hele undgået at give sin mening om Trump og hans nedladende kommentarer om kvinder til kende. Ved valget i 2016 ville hun ikke fortælle, hvem hun havde stemt på, eller hvor hun lå på det politiske spektrum. Hendes apolitiske indstilling og ønske om ikke at fremmedgøre dele af fanbasen viser, at hun helt har mistet forståelsen for, hvad der rør sig i dag. Spydig selvindsigt – et helt år for sent – viser bare, at hun ikke ønsker at grave dybere ned i jorden og finde et autentisk udtryk, der passer til tiden. Swift vil ikke risikere at fornærme fans eller miste indtjening, men ironisk nok begynder den indstilling at koste hende. Hendes tavshed ligner til forveksling accept.

Det, der sker med Swift for tiden, er ikke nyt. Sådan har trenden været det sidste års tid. Katy Perry udgav den samfundsbevidste "Socrates is bae"-inspirerede Witness, men ingen af sangene nåede højt op på hitlisten. Der var ingen, der vidste, hvad "Chained to the Rhythm" var, og den forvirrende lanceringsstrategi, der blandt andet indebar en maraton-livestream med Deray og The Therapist som værter, skabte bare endnu mere forvirring. Witness høstede heller ikke mange roser blandt kritikerne og fremstod mest af alt som et forsøg på at lave en "woke" popplade. Mens Perry gjorde det modsatte af Swift – hun var åben om sine politiske holdninger og sin støtte til Hillary Clinton – så gav det ikke et mærkbart resultat. Miley Cyrus skabte også en del forvirring med sin udtalelse, om at hip-hop er for meget "'Come sit on my dick, suck on my cock.' Det gider jeg ikke lytte til mere," mens hun refererede til Kendrick Lamars "Humble" som værende et frisk pust, selv om den sang handler om mange af de ting, hun sagde, hun var imod. Hvad der er mere foruroligende er, at Miley for kort tid siden twerkede løs og arbejdede med berømte hiphop-producere som Mike WiLL Made It. Hendes pludselig tilbagevenden til "rødderne" i countrymusik understreger for mange, hvad der længe har været en mistanke: Som masser af andre popstjerner klædte Miley sig i hiphoppens gevandter for at se sej og edgy ud. At hendes nye single "Malibu" fra det kommende album Younger Now kun er blevet mødt med apati virker passende i forlængelse af Mileys dybt bizarre påstand om, at hun er det eneste menneske i verden, der både lytter til Wiz Khalifa og Leonard Cohen.

Men vi kan ikke tage glæderne på forskud. Selv om Katy Perry og mange andre stjerner er falmet, så ligger udgivelsen af Swifts nye album Reputations stadig halvanden måned ude i fremtiden, og alt kan ske inden da. Swift gjorde knæfald for streamingtjenester i forbindelse med "Look," der nu kan findes på andre platforme, end dem Apple ejer. Og streaming har som bekendt vist sig at være den store udligner. Hvis man ser på tallene alene, er Swift fortsat favoritten, og på trods af kritikken har hun stadigvæk et hitalbum og en single på top-ti. Men Cardi Bs sejr over Taylor Swift kan ende med at tvinge den tidligere countrysanger og nuværende pop-megastjerne til at genoverveje sin strategi, som hun gjorde med den forhastede – og siden glemte – "…Ready For It."

Hvis Cardis triumftog fortæller os noget, så er det, at gamle-Taylor – den ubestridte dronning af hitlisten – og fortidens popindustriemaskine er stendød.