Dansk forsker mener, at tv-køkkenet er mandens flugt fra det moderne liv
All illustrations by Sofie Kampmark
TV-kokke

Dansk forsker mener, at tv-køkkenet er mandens flugt fra det moderne liv

Hvad betyder det, når kokke kaster sig over crossfit eller inviterer familien til middag? Vi spurgte en forsker, hvad vi kan lære af kønskampen i tv-køkkenet.

Når en mand laver mad, så laver maden også manden. Det er udgangspunktet for et Ph.d.-projekt af Jonatan Leer ved Aarhus Universitet, som tidligere på året blev udgivet i bogform under titlen Madskulinitet – Kønskamp i TV-køkkenet.

Tidligere var den typiske mandlige tv-kok en kunstnerisk connoisseur, forklarer Jonatan Leer, men da Jamie Oliver begyndte at give vitterligt alt et "pinch of olive oil" i The Naked Chef i 1999, revolutionerede han samtidig manderollen i tv-køkkenet.

Annoncering

Siden Jamie Oliver er det gået stærkt, og Jonatan Leer peger blandt andet på, hvordan kokke som Gordon Ramsay repræsenterer en tilbagevenden til den klassiske machokok, og hvordan Thomas Rode med sin palæokost og crossfit bliver en slags mandlig kønsopdrager. Og så sætter han mændene i relation til Mette Blomsterbergs franske negle og Nigella Lawsons "masturbationsscene" med en chokolademousse.

Jeg tog en snak med Jonatan for at blive klogere på, hvad jeg kan lære om identitet, når jeg hiver kogebøgerne ned fra hylden.

MUNCHIES: Hej Jonatan. Hvordan hænger de her to ting – maskulinitet og mad – sammen?
Jonatan Leer: Fra halvfemserne og frem er der sket en kæmpe udvikling i det her felt. For det første har stjernekokken fået en stor plads og en stor stemme i samfundet. Både omkring mad, men også om det gode liv. Og især det gode mandeliv. For eksempel sådan en som Thomas Rode, der slår et slag for stenaldermanden og den klassiske maskulinitet.
Samtidig er der en generel usikkerhed omkring den moderne mands rolle i samfundet. Skal han være blød eller hård? Det er konstant til forhandling. Så det er interessant at tænke de to ting sammen.

Og det er det, din bog gør. Du begynder med at tage fat i Jamie Oliver?
Ja, Jamie Oliver repræsenterede en ny mandetype i The Naked Chef i 1999. Før ham var mændene, der lavede mad på tv, meget kunstneriske typer, der lavede fin fransk madlavning. Conrad og Aksel for eksempel. Jamie Oliver sagde, at mad skulle være nemt og enkelt – og så lignede han en fra Oasis. Han brugte maden til at koble sig på forskellige maskuline identiteter. I en episode er han ude at drikke med vennerne, i en anden episode laver han pasta med sin niece, og i en tredje er det en romantisk middag med kæresten. Det har traditionelt set være forbeholdt de kvindelige tv-kokke at lave mad i hjemmet og til børn, men det gør han også. Så maden har hele tiden et socialt formål.

Annoncering

LÆS MERE: Jamie Oliver fortalte os, hvorfor han ikke vil være en hipsterkok

Hvad er der så sket siden?
Jeg peger på fire tendenser. Den første kalder jeg 'Rechefisation'. Jamie Oliver repræsenterede en slags 'Dechefisation' – hvor man smed den gamle hypermaskuline kokkerolle i uniform væk. Men efter Jamie Oliver sker der altså en rechefisation, hvor man virkelig tager den klassiske rolle på sig igen. Det bedste eksempel er Gordon Ramsay. Han er aggressiv både verbalt og fysisk, spiller på sin professionalisme og er hele tiden på toppen af hierarkiet.

René Redzepi er et andet eksempel – han optræder ikke rigtig i madprogrammer, men han har ofte uniform på, når han bliver fotograferet. Samtidig er der billeder af ham iført uldsweater, hvor han plukker urter i den nordiske natur. Så han bliver en slags kunstner, der oversætter det rå nordiske landskab til kultur.

Okay, så Rechefisation er den første…
Ja, og den anden kalder jeg for 'tv-kokken som kønsopdrager'. Mange af de her tv-kokke går fra kun at lave madprogrammer på tv til at tage ud og ændre noget i samfundet gennem sociologiske projekter. Jamie Oliver har gjort det med programmet Jamie's Ministry of Food, hvor han laver sit eget 'madministerium', ophøjer sig selv til minister og tager ansvar. Det typiske i de her programmer er, at kokken bærer sandheden. Han kommer typisk fra storbyen og tager til udkanten af landet, hvor folk underforstået er fede og dumme, og så tilbyder han sin guidance. Og det er ikke kun i forhold til madmæssige behov – det er også noget moralsk og kønsmæssigt.

Annoncering

Du nævnte Thomas Rode tidligere med stenaldermad og træning. Jeg var selv ude at træne med ham for noget tid siden. Er det også et udtryk for den her kønsopdragelse, du nævner?
Det kan man godt side. Det er nogle lidt andre genrer, for det er en kogebog, ikke? Den handler om, at han som 40-årig blev forelsket i en yngre kvinde. Han var fraskilt og følte, at hans krop sejlede lidt. Så han opdagede palæo og crossfit, så han kunne gå imod naturen og gøre sin krop yngre. Han tegner et billede af den danske, vattede, kulhydratoppustede mand, som er blevet lad. Han skal i stedet ud at bevæge sig og være voldsom og aggressiv. Så det handler også om at finde tilbage til den her urmaskulinitet.

LÆS MERE: Jeg mødte Thomas Rode og kunne ikke sidde ned i tre dage

Okay, så Rechefisation og 'kokken som kønsopdrager' er de to første tendenser. Hvad er nummer tre?
Den kalder jeg 'Gastronationalisme i køkkenet'. I mange år var rejse-madprogrammerne meget populære – blandt andet med den britiske tv-kok Keith Floyd. Uanset om det var i Antarktis, Singapore eller Australien, så blev den lokale madkultur fortolket og gjort 'civiliseret' og 'spiselig' for europæiske seere. I dag handler det i stedet mere om at se på sin egen nation og genopfinde den nationale madkultur. Det foregår typisk i landlige områder langt væk fra det urbane, moderne liv. For eksempel Claus Meyers program Smag på Danmark, hvor han cykler gennem det danske landskab.

Annoncering

Og den fjerde?
Den kalder jeg 'Madlavning som maskulin eskapisme'. Brødrene Prices første sæsoner er gode eksempler. De tager væk fra byen og ud i et sommerhus, som de kender fra barndommen. I starten har de også en "magisk dør" i sommerhuset, som leder ind til en slags fantasirum. Det er et drenget legeunivers, hvor man kan drømme sig væk fra virkeligheden. Her er mad noget, der foregår mellem mænd i isolerede miljøer, hvor der gælder nogle andre regler, og hvor kvinderne er forment adgang.

De dominerende diskurser, om at mad skal være nemt, hurtigt, billigt og sundt, er også smidt væk her. Det er fedt, at det er dyrt – det skal være godt – og vi får hele tiden at vide, at der skal være "rigelig smør". I stedet bliver diskurserne om at mad skal være nemt, hurtigt, billigt og sundt italesat som noget kvindeligt. På den måde bliver der forskel på mandemad og kvindemad.

Hvordan ser det ud med kvinderne på tv?
Tidligere var der kun en enkelt rolle for den kvindelige tv-kok. Nemlig middelklasse-husmoren. Hun kom i forskellige varianter, men var altid præget af overblik, renlighed og nem, hurtig, billig, mad.

En undtagelse er Nigella Lawson. Hun kom frem cirka samtidig med Jamie Oliver. Hendes brand var at minimere indsatsen og maksimere nydelsen. Hun repræsenterede en kvindelig lyst og et begær til mad. Husmoderens lod har altid været at lave mad til andre, hvorimod manden gjorde det for prestige eller for at tilfredsstille sin egen sofistikerede nydelse. Nigella repræsenterede en kvinde, der stillede sin egen lyst.

Annoncering

Der er en episode af hendes program, der hedder Home Alone, hvor hun er alene hjemme i weekenden og kun laver mad til sig selv. Der laver hun en chokolademousse, som hun tager med op i sengen, og så sidder hun i en silkerobe og spiser den under dynen. Det er det tætteste, man kommer på en masturbationsscene i moderne mad-tv.

LÆS MERE: Ruth Rogers skabte The River Café med girlpower og taglierini

Hvad med kokkene herhjemme, for eksempel Mette Blomsterberg?
Hun er også meget interessant, for hun er en af de få kvinder, der optræder i uniform. Jeg kan ikke komme i tanke om andre danske, kvindelige tv-kokke, der gør det. I de første shows blev hun iscenesat som den dygtige, professionelle kvinde i caféen på Glyptoteket. Hun var i uniform, håret sad perfekt, og hun havde franske negle. Men i de efterfølgende programmer er vi hjemme hos hende, hvor hun laver mad med sine døtre – så hun bliver lige hevet tilbage i husmoderrollen.

Vi skal på en måde lige have blødt hende op?
Ja, og det kræves jo ikke af mænd på samme måde. Det forventes ikke af en stor mandlig tv-kok, at vi også ser hans familie. Der er mange af dem, der gør det alligevel. Amerikanerne er jo helt oppe at køre over historien om Redzepi, der kører sin datter i skole på cykel hver dag.

Hvordan tror du, at de her repræsentationer af maskulinitet og femininitet påvirker dem, der ser programmerne?
Det har jeg ikke forsket i, og det er også meget svært at påvise en egentlig påvirkning af det. Men meget af det her er også nogle idealer, som eksisterer i samfundet. Som mere er noget, vi drømmer om, end vi egentlig udlever.

Tak for snakken, Jonatan.