Scenetjek

Europas nye elektroniske scene mixer kosmisk disco, Eurovision og splatterfilm

Mød de skandinaviske dj's, der er med til at revolutionere europæisk klubmusik ved at spille hemmelige vinyler i skovens mulm og mørke.

af Nicolai Holle
11 oktober 2017, 10:43am

Foto: Gaff E

Det er et sted mellem klokken 6 og alt for sent om morgenen, det sker. Den industrielle, elektroniske dansemusik, der har holdt det tætpakkede og rødtågede rum boblende hele natten bliver stoppet mellem to taktslag. Bum. Ingenting. Spørgende blikke. Det er ikke en strømafbrydelse eller en drink i pladespilleren. Det er bare lyden af den danske dj Nixxon, der har valgt at skifte musikalsk retning midt i sit sæt. Væk fra den kolde og maskinelle stil, der normalt bliver spillet i i technotemplet Salon Zur wilden Renate i Berlin, og videre til noget helt andet. Han lægger en vinyl på afspilleren og trykker play.

En akustisk guitar slår an, og en blokfløjte følger trop. Protestsangen "Der Graben" af gruppen Aquarell blæser ud af højttalerne. Det er et sats, for sangen fra 1979 kunne ikke være længere væk fra klubbens normale stil. Men publikum er solgt. Folk hopper og danser med hænderne i vejret, mens skrig overdøver sangens bløde antikrigsbudskab.

"Det skabte en helt anden vibe i rummet end den hårde berlinervibe, der var opbygget. Stemningen blev med ét hippieagtig og kærlighedsfuld," fortæller danskeren Nikolaj Birgens, der dj'er under navnet Nixxon. "Folk kom hinanden ved i stedet for at jamme alene i røgen fra røgmaskinen. Det var, som om solen var stået op over dansegulvet."

Nixxon står i midten af den elektroniske bevægelse, der for tiden stikker op flere steder i den europæiske undergrund. En gruppe dj's har knækket koden til at skabe vilde dansefester – ofte i langsomt tempo – der river folk med. Man gider ikke begrænse sig til én genre og én stemning. Resultatet er fester, der kan forene technohovederne med hippietyperne og indiefolket med ét kosmisk trylleslag. Det lykkes man med på kræsne berlinerklubber som Sameheads og Griessmühle, og det samme gælder festivalen Camp Cosmic, der årligt inviterer til en weekend med musikalsk bevidsthedsudvidelse.

Nixxon er blevet en populær mand bag pulten i hele Europa. Foto: Sacco Bracco

Modet til at lave håndbremsevendinger midt i et sæt fra industriel elektronisk musik til 70'er-singersongwriter er noget af det, der har gjort Nixxon til et efterspurgt navn internationalt. I Berlin, Vilnius, Oslo, Wien, Leipzig og Paris er man vild med hans brede smag. Fordi dogmet i høj grad er, at mixet af musikken skal være uforudsigelig, er det svært at definere scenen som én specifik genre. Det betyder for eksempel, at den danske dj forener belgiske Eurovision-guldkorn med splatterfilmssoundtrack og psych-rock. Protestsang møder proto-techno. Gerne med fløjter ("Jeg er fløjtefreak," som han selv siger) og i et nedsat hypnotiserende tempo.

"Det lyder lidt plat og overtænkt, men jeg prøver at lave en lille rejse. Med intro, opbygning og så videre. Gerne i et langsomt tempo," fortæller Nikolaj Birgens hjemme i sin Nørrebro-lejlighed. "Når jeg selv går ud, vil jeg gerne have en oplevelse, jeg ikke kan få andre steder. Jeg har aldrig forstået tankegangen om at gå ud, for at høre noget man kender."

Bag ham står hans passion manifesteret i plast og pap. Tusindvis af euro har han samlet set brugt på Discogs, pladesamlernes DBA. Endeløse mail-korrespondancer med udenlandske samlere. Timevis på hovedet i genbrugsbutikkers pladekasser. Mange af de flere tusinde vinyler bag Nikolaj Birgens kan du hverken google eller shazam'e dig frem til. Et sted i reolen står en plade, der er frugten af detektivarbejde og et opkald til en familiefar i Sydtyskland. Den overraskede herre havde nærmest glemt sin fortid i et band i 70'erne, men heldigvis havde han nogle stykker af den ultrasjældne vinyl på loftet. Hvad den vinyl hedder, holder Nikolaj Birgens for sig selv ("man skal værne om sine esser, ellers forsvinder mystikken").

Historierne fra reolen er mange, men formålet er ens. "Punkt et er at få det hjem. Punkt to er at spille det for folk, så de kan få det lige så vildt over det, som jeg har," fortæller Nikolaj Birgens, der arbejder som selvstændig grafisk designer ved siden af musikken.

Han er selv opflasket på electro og hiphop i sin graffiti-ungdom i Farum. Læg dertil en begejstring for Ennio Morricones soundtracks og kultfilm som Cannibal Holocaust. "Mine mix skal skabe billeder. Det må godt blive melankolsk og følelsesladet midt i festen," fortæller han og henviser til det her mix som et eksempel:

Der er dog én genre, der vejer ekstra tungt i Nikolaj Birgens musiksmag. "Man kan sige, at jeg låner fra samme sted som techno- og housefolkene. Discoen startede jo det hele. For mig er genren den reneste form for dance-musik. Det er bygget simpelt op, men kommer i uendelige variationer."

"Men seriøst, fuck klichéerne om disco. Fuck de der store afroparykker, folk har på til de der 'disco-temafester' på julefrokosten. Fuck Studio 54! Alt det er for mig det kedeligste ved genren."

Den legendariske newyorker-klub er et godt eksempel på det amerikanske fokus, der har været gennem 70'erne og 80'erne i Europa. Det har blandt andet skyldtes, at man har været pinlig over sin pop-arv i Europa, mener Nikolaj Birgens. Tænk bare på schlagere, Eurovision, eurodance. Selv italo, inden det blev smart i 00'erne.

"Netop de genrer har været kendt som 'cheesy', og det har jo skabt hæslige associationer. Men man kan ikke løbe fra den sound, vi har haft i Europa, som er virkelig unik, og som har meget at tilbyde," siger han.

Men hvorfor er det så vigtigt at finde mærkelige plader for Nixxon? "Jamen, et godt eksempel er James Last. For mange smager han af mormor og pebermyntebolsjer, og ja, James Last har også lavet meget lort. Men så er der jo hans nummer "Hey All You Boys and Girls", der er megafedt."

"Om det er schlagere, afro eller persisk disco, hvis det fungerer, så fungerer det, så er jeg ligeglad med, hvad det er. Man kan sige, at vi leder efter musik, hvor ingen andre leder."

Et eksempel på, hvem 'vi' er, finder man på festivalen Camp Cosmic. Den årlige festival booker et internationalt hold af dj's, herunder Nixxon, livemusikere og performanceartister, der optræder for cirka 900 gæster. For at komme ind til festivalen træder man igennem en fritstående trædørkarm, der står på en græsplæne midt i landskabet. Så er stilen ligesom lagt.

Camp Cosmic lægger op til dans og krammeri i det fri. Foto: Gaff E

Historien om Camp Cosmic begynder i 2010 med den svenske dj og pladesamler Albion Venables, der bliver inviteret til at vende plader til en skovfødselsdag lidt uden for Stockholm. Efter en lang køretur på en mørk grusvej bliver dj'en mødt af en broget forsamling på omkring 30 gæster. Anarkister og graffiti-malere sidder lidt spredt. Nogle sidder og brænder pap fra en sixpack i bålet. Ja, stemningen kunne være mere festlig. Alligevel føler Albion Venables sig hjemme i omgivelserne, hvor et virvar af grønne laserstråler spreder sig ud på træerne og skaber et kæmpe natklubrum midt i det kulsorte vildnis. Med ét bliver skoven levende. Albion Venables har sat nummeret "Jungle People" af discogruppen Soulful Dynamics på.

"Folk løb til musikken, nogle i bare fødder, både graffitifolkene og anarkisterne. Vi fandt en connection med hinanden. Det var en vild naturoplevelse at stå der midt i skoven," fortæller Albion Venables. "Jeg havde en åbenbaring der – og nu havde jeg endelig fundet et fikspunkt."

Fikspunktet blev til en tilbagevendende festival, som Albion grundlagde med nogle venner i 2011. Siden flyttede Camp Cosmic fra Sverige til Tyskland, men stadig midt i naturen med smæk på farver, lysshow og genreblindhed.

Foto: Alexander Tsiantarides

Camp Cosmics kulørte musikgalore forener discoens frihedsbudskab med technoscenens stamina og 60'ernes filosofi om bevidsthedsudvidelse. Man kan selvfølgelig hoppe på hovedet i posen for at opnå sidstnævnte, men tanken er, at musikken i sig selv skal kunne gøre det for en.

"For mig er Camp Cosmic først og fremmest en varm følelse. Det handler om at vise hinanden musik, udfordre hinanden med musik og tage hinanden helt nye steder hen," fortæller Albion Venables, der har fået en stor del af sin musikalske opdagelse hjemmefra. "Min stedfar har altid sagt, at den bedste musik er blevet lavet. Dem, der er store, fortjener at være det, og dem, der ikke er blevet, fortjener det heller ikke. På en måde kan man sige, at jeg har dedikeret mit liv til at modbevise den påstand."

Sådan er det også for danske Nikolaj Birgens, der er drevet af tanken om al den musik, der venter på at blive opdaget. Igen. "For hver New Order eller Led Zeppelin, der kom igennem nåleøjet, var der tusinder, der blev afvist og glemt. Der er folk, der har lavet musik, der er så vildt, at man slet ikke fatter det."

"Tænk engang, hvad der står i pladekasserne derude."