Vigtige spørgsmål

Hvorfor det er vigtigt at have kvindelige forbilleder i dansk musik?

Vi spurgte kunstnere på Talk Town, Københavns nye festival for ligestilling, hvilke kvinder de ser op til.
2.5.18
Billeder: Katrine Skibsted og Sabine Kongsted/Daniel Buchwald

Diskussionen er efterhånden fortærsket. Hvorfor er der ikke større ligestilling på danske festivaler? Alt fra Grøn Koncert til Tinderbox har været under beskydning for at oversvømme os i testosteron, men hvad bliver der egentlig gjort ved det? Hvem gør noget i stedet for at brokke sig?

For én gangs skyld har vi et svar på de spørgsmål. Ligestillingsfestivalen Talk Town begynder nemlig i dag i København og har udelukkende kvinder på det musikalske program, der bliver skudt i gang i morgen. Line Skovgaard Juhl, der er booker for festivalen, har selv lyttet meget til de hvide mænd, som fylder de danske festivalplakater. Men det musikprogram, hun har været med til at sammensætte på Talk Town, forsøger at udvide publikums horisont, "for hvis man ligesom mig lytter til Springsteen på Spotify, er der stor sandsynlighed for, at det næste, man bliver foreslået, er Dylan eller Stones," siger musikbookeren til Noisey.

Annoncering

Publikum skal ikke kun udfordres musikalsk, men også få øjnene op for de muligheder, der er for kvinder i musikbranchen. “Jeg elsker historien om den lille dreng, der voksede op, mens Helle Thorning var statsminister, og derfor spurgte sine forældre, om han ikke kunne blive statsminister, fordi han var en dreng. Vi ser de muligheder, der er repræsenteret for os, og derfor er det så vigtigt at vise diversitet – også i musikbranchen,” siger Line.

Men hvilke musikere har kunstnerne på festivalen selv brugt som spejl? Vi spurgte to af dem, hvem de ser op til, og hvorfor det overhovedet er vigtigt at have kvindelige forbilleder.

Rebecca Lou

Foto: Daniel Buchwald

Noisey: Hej Rebecca. Hvilke kvindelige musikere spejlede du dig i, da du voksede op?
Rebecca Lou: Jeg så rigtig meget op til Gwen Stefani, Skin fra fra Skunk Anansie, Alanis Morrisette og Anouk, der alle var kvindelige artister, der larmede, råbte højt og havde en voldsom ‘i-dit fjæs-attitude’.

Hvorfor netop dem?
Da jeg voksede op i 90’erne, var jeg nok det, man dengang ville kalde en drenge-pige. Jeg kunne ikke identificere mig med de ultra-feminine sangerinder som for eksempel Britney Spears, men kunne omvendt se langt mere af mig selv i de kvinder, der var lidt mere beskidte i munden. Dengang skulle man som pige bare blive konfirmeret i bukser for at skille sig ud, og jeg fik tit fortalt, at jeg skulle dæmpe mig, og at jeg var for vild. En dag da jeg så MTV, tonede en video med Anouk frem på skærmen. Der stod hun i baggy jeans og var flabet. "Sådan er jeg jo også!" tænkte jeg. Pludselig følte jeg mig ikke længere så alene, og det betød virkelig meget for min selvtillid, at der fandtes seje artister, der mindede om mig.

Annoncering

Hvordan tror du, at det konkret kommer til udtryk i din musik?
Min måde at synge på er meget inspireret af de kvindelige forbilleder, jeg havde, da jeg voksede op i halvfemserne. Mine tekster handler ofte om blandt andet ligestilling og feminisme, og jeg bruger mine tekster til at fortælle, hvordan jeg har det, og hvad jeg oplever i mit liv. Bands som Yeah Yeah Yeahs og Bikini Kill har inspireret mig til at være mere ærlig i mine tekster.

Hvad har det betydet for dig at have kvindelige musikere at spejle dig i?
Det har betydet helt vildt meget. Jeg tror, at jeg er mindre opmærksom på køn i dag, end jeg var engang, men da jeg voksede op, følte jeg mig tit udenfor, fordi jeg ikke lignede de andre piger. Derfor var det også virkelig vigtigt for mig at se, at der også fandtes kvindelige musikere, der var anderledes, og det gjorde, at jeg følte mig mere okay.

Hvem ser du op til i dag?
Karen O fra Yeah Yeah Yeahs. Hun har et nærmest orgasmisk skrig, når hun synger, og så er hendes sceneoptræden virkelig kraftfuld og voldsom. Der også Lizzo, som laver amerikansk hiphop og er meget kropsaktivistisk. Jeg kan virkelig godt lide, hvordan hun blander politik med populærkultur.

Håber du, at andre kan spejle sig i dig?
Ja, mega meget. Engang skrev en pige til mig efter en koncert og spurgte om gode råd til at starte sit eget band. Det er for mig det ultimative kompliment. Jeg mener, at alle artister burde stræbe efter at inspirere andre. Det er vores absolut fornemste opgave.

Annoncering

NURSE

Foto: PR

Noisey: Hej NURSE. Hvem så du op til musikalsk, da du voksede op?
NURSE: Björk, Beth Gibbons, Gwen Stefani og Sade er nogle af de kvindelige kunstnere, der især har betydet noget for min tilgang til musik.

Hvorfor lige dem?
Björk har altid været spændende. Jeg havde aldrig hørt nogen synge på den måde før, og det udvidede min bevidsthed helt vildt. Hendes musik er så next level, og hendes vildskab har været med til at udvikle min opfattelse af musik. Jeg håber for menneskeheden, at vi rammer samme frekvens som hende på et tidspunkt. Beth Gibbons fra Portishead så jeg op til på grund af hendes følsomhed. Hun kører en ret tilbagelænet stil, med hendes meget skrøbelige og følsomme stemme, og til koncerterne sidder hun altid bare på en stol med en smøg i hånden. Hun har en fin balance mellem det feminine og maskuline, og er en rigtig chillende dronning. Da jeg var yngre, var selv ret genert, så jeg kunne virkelig relatere til hendes fremtoning. Sade stemme rammer direkte ind i mit hjertet på en måde, hvor jeg både bliver ked af det og lykkelig på samme tid. Og Gwen Stefani fra No Doubt var simpelthen den smukkeste og sejeste pige, jeg kunne forestille mig. Det var vigtigt for mig at have dem alle sammen at se op til, fordi de repræsenterede noget forskelligt og gjorde mig opmærksom på, at jeg selv havde de kvaliteter.

Gjorde det en forskel, at det var kvinder?
Ja, det var vigtigt for mig at se, at kvinder også kunne lave musik og have det grineren og være vilde og frie og følsomme på én gang, fordi det var det, jeg selv gerne ville. Som ungt menneske tror jeg, det er ret vigtigt, at man har nogle at se op til, for at man tør gøre de ting, man selv har lyst til. Jeg var i en del af mine teenageår ret sur over, at jeg var en pige, fordi jeg troede, man ikke kunne de samme ting som drengene. Drengene var de vilde og sjove, og pigerne var rolige og søde. Det fede var dog, at man kunne slippe afsted med at lave mega meget ballade, som aldrig blev opdaget, fordi læreren simpelthen ikke kunne tro, at det var en pige, der havde gjort det. Hvem ser du op til i dag?
Jeg synes, der er virkelig mange seje damer i dag, og der er er rigtig mange, jeg spejler mig i – både i min musikalske omgangskreds her i København og i mere internationale mainstream musikere som for eksempel sangeren og produceren Sevdaliza. Hendes opbygning af numre følger ikke en traditionel form, hun er dyster, mystisk, sexet og stærk. Der er selvfølgelig også Princess Nokia, som jeg også er kæmpe fan af. Hun er nok indbegrebet af girl power, hun får kvinder til at stå sammen og husker mig på, at man ikke skal finde sig i noget pis.