Kvinder bærer hinandens ar efter #MeToo
Feminisme

Kvinder bærer hinandens ar efter #MeToo

Tabuet er brudt, tavsheden er ophørt, og byrden er blevet fordelt. I fotoserien "Anonymous" bærer kvinder hinandens ar.
27.3.18

Den København-baserede, australske fotograf Elke Numeyer-Windshuttle har i sit projekt ”Anonymous” fotograferet kvinder, der bærer arene fra andre kvinders fortællinger om overgreb. Det har hun, fordi de titusindvis har beretninger, #MeToo har bragt med sig, er noget, vi bærer sammen nu. Tabuet er brudt, tavsheden er ophørt, og byrden er blevet fordelt. Her fortæller Elke mere om sine tanker bag serien:

Annoncering

De sociale medier er blevet en stærk platform til at introducere verden for nye stemmer fra underrepræsenterede minoritetsgrupper. Siden #MeToo tog fart i efteråret, har vi oplevet en af de største demokratiseringsprocesser på internettet nogensinde. Stemmen, der runger på internettet i dag, kan ikke marginaliseres længere.

Det enorme antal historier om seksuelle overgreb, som folk har delt, har oversvømmet internettet og har gjort op med tabuet og tavsheden. Historierne har tvunget venner, forældre og søskende til at sige: ”Virkelig? Også dig? Hvorfor har vi ikke vidst det?” #MeToo-beretningerne har startet en samtale, der bliver ved med at udvikle sig og kaste nye perspektiver af sig. Den bliver kun mere og mere omfattende.

Både anonyme såvel som ikke-anonyme #MeToo-historier har fået international omtale, men det voksende antal af afsløringer forsvinder i algoritmerne og nyhedsstrømmene, der altid lider efter noget… ja, nyt.

Der, hvor hashtags ophører med at være effektive i kampen for retfærdighed og eksponering, er nye udtryksmuligheder blomstret op, og #MeToo-bevægelsen har indfundet sig i kunsten og andre medier. I mit projekt, Anonymous, ville jeg gerne udforske den kvindelige erfaringsverden via et koncept, der brød med tekstens begrænsninger.

Anonymous tager afsæt i ar som tematik og undersøger, hvordan fysiske ar heler, mens de psykiske ar indlejres i ens identitet. Ved hjælp af repræsentation legemliggør kvinderne rigtige oplevelser, som deles via Facebook, både anonymt såvel som gennem venner, for på den måde at støtte og anerkende fortællingerne.

Vi har en naturlig tendens til at gribe til handling, når vi bliver konfronteret med håndgribelige udfordringer, men når et problem er mere diffust, har vi sværere ved at tackle det.

Annoncering

Ved at vise de fysiske ar stiller kvinderne spørgsmålstegn ved, om håndgribelige beviser ændrer beskuerens opfattelse af overgrebet. Hashtags ville være overflødige, og udsagnene ville ikke betvivles. Vi ville stå med en uomgængelig sandhed foran os, som hverken kunne ignoreres eller tolereres.

Bodypaint af Christina Buboi. Alle billeder af Elke Numeyer-Windshuttle. Fortællingerne, der har inspireret serien er læst på de sociale medier og blevet fortalt af bekendte.

”Han holdt mine hænder fast over mit hoved og tog kvælertag på mig. Han sagde, han næsten var færdig, og jeg skulle holde mund… Jeg kan huske, at han hev mig i håret, og jeg fik blå mærker på brystet. Det føltes, som om det stod på i timevis, men der gik kun 30 sekunder, før jeg genvandt kontrollen over min stemme.” – Anonym

”Jeg skulle ud og tisse, og på vejen tilbage stødte jeg på en kollega, som også var førsteårsstuderende. Vi snakkede lidt, men pludselig prøvede han at tage mig på brystet. Jeg skubbede hans hånd væk, men det næste, jeg husker, er, at jeg ligger på jorden og han ligger ovenpå mig og er inde i mig. Jeg registrerede ikke rigtig, hvad der var sket før den følgende morgen, hvor jeg fandt blade og skidt oppe i min skede.” – Julia, 22, Danmark

”Jeg besluttede, at hvis du skulle ske, måtte jeg bevare noget af kontrollen. Jeg sagde til ham, ’Hvis du har tænkt dig at gøre det, så lad i det mindste være med at komme i mig eller udover mig.’ Han giver mig ikke tid til at blive våd … Jeg flytter mig, så han ikke kan komme i mig, men i stedet gør han det udover min ryg, også selv om jeg har bedt ham om at lade være.” – Anonym

”Han sad og åndede tungt lige ved siden af mig, og pludselig lå hans hånd på mit lår. Jeg var så pinligt berørt over det, og jeg ikke bevægede mig i flere minutter, før jeg skulle af bussen.” – Anna, 26, Austalien

”Jeg ved ikke, hvorfor han udså sig mig, men nogle gange satte han sig ved siden af mig og tog på mig. Først mit lår, så mine bryster, og så stak han hånden ned i mit skridt. Jeg turde ikke sige noget. Hvem skulle tro mig?” – Anonym