En tidligere Xanax-misbrugers bekendelser

En ung mand fører dagbog over sin kamp med Xanax-afhængighed.

|
28 marts 2018, 1:45pm

Illustration af Owain Anderson

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Denne dagbog tilhører Dan, en ung brite i 20’erne. I løbet af de seneste seks måneder har Dan dokumenteret sit forsøg på at blive sin afhængighed af falske Xanax-piller kvit. Pillerne, som han tager, indeholder alprazolam – det benzodiazepinstof, som firmaet Pfizer i Storbritannien markedsfører som Xanax – men i stedet for at være fabrikeret af medicinalgiganten, er de lavet af DIY-dealere, som sælger dem via Dark Web, så man ikke skal bruge en recept. Du kan læse mere om falsk Xanax i denne pressemeddelelse fra Pfizer.

Når man vil kvitte Xanax, er det vigtigt, at man trapper ned over en længere periode. En kold tyrker kan blandt andet udløse voldsomme fysiske og psykiske abstinenser samt psykose. Med hjælp fra sin læge begyndte Dan i september 2017 at trappe ned fra sin daglige dosis på 20 milligram. I det første dagbogsindlæg er han lige gået ned på 18 milligram falsk Xanax om dagen.

14. september: Min ven dør. Det sender mig helt ud i tovene. Jeg kan slet ikke tro, det er sket – jeg så op til ham. Jeg magter ikke at tage på arbejde, så jeg lægger mig syg. Jeg er mentalt og fysisk uden energi. Jeg kan ikke sove, jeg har en rastløs energi i benene, og mine tanker flyver afsted. Jeg har kvalme, når jeg vågner, og det gør intet for mig at ryge pot. Dopaminen rører mig slet ikke. Jeg begynder at bruge heroin og ketamin for at dulme nerverne.

28. september: 16 milligram. Jeg har kørt hårdt på med heroin de seneste fem dage. Dum ide. Jeg er lige ved at udvikle en ny afhængighed. Jeg forsøgte at drikke en hel flaske Jack Daniel’s. Idiotisk. Kastede op hele natten og den følgende dag. Jeg er ret sikker på, det lykkedes mig at give mig selv alkoholforgiftning. Jeg føler mig ensom indenfor disse fire vægge. Jeg er manisk. Mit humør svinger fra irritabel, rastløs og vred til stille og stimuleret. Jeg er i dyb sorg og føler mig hjælpeløs. Jeg tager ned på den lokale afvænningsklinik, hvor jeg forklarer dem, at jeg er afhængig af benzoer og heroin. Vejlederen dernede er meget forstående og anbefaler, at jeg kommer ud af mit værelse derhjemme. Det er lettere sagt end gjort.

14. oktober: 13 milligram. Jeg prøver at vende tilbage til arbejde – det er for optimistisk. Det ender med at udløse et angstanfald, og jrg må lægge mig syg igen. Jeg kan ikke klare det. Jeg synker længere ned i depressionen. Jeg tænker hele tiden på fremtiden. På mig selv. Min krop føles, som om den veksler mellem at ryste og være helt anspændt. Jeg har bare siddet på mit værelse, spillet computer og kun forladt lejligheden for at købe ind. Hvordan er det, mit liv har udartet sig? Jeg lever ikke længere – jeg er her bare.

29. oktober: Jeg er nede på 11 milligram om dagen. Mine hænder ryster, jeg oplever muskelspasmer. Jeg kan ikke sove. Jeg har ingen appetit. Jeg bruger stadig andre stoffer, men jeg er begyndt at spørge mig selv, ’Hvorfor? Hvorfor har jeg sådan brug for at undslippe virkeligheden?’ Jeg lytter til filosoffer. Alan Watts er en stor hjælp. Jeg mærker en gnist i hovedet. Lær at finde behag i ubehaget. Jeg beslutter mig for at prøve at acceptere mine omstændigheder. Jeg begynder at dyrke yoga og meditation – det hjælper helt utroligt meget mod muskelspændingerne.

7. november: Det er rart at lytte til Lil Peep. Jeg elsker hans musik. Han ved, hvad det handler om. Det er ret utroligt, hvordan man kan relatere til et andet menneske gennem deres musik. Jeg er nu nede på 10 milligram. Jeg har lagt mærke til, at jeg bliver manisk, hver gang jeg tager min dosis. En uge senere begynder jeg at opleve en bølge af euforisk energi. Det varer kun et par dage af gangen, men det føles godt. Det er en skam, at det bare irriterer alle andre omkring mig. Det føles godt at kunne grine igen.

15. november: Peep er død. Det er ikke til at fatte. Jeg var først lige begyndt at lytte til ham. Jeg er gået endnu et milligram ned i dosis. Jeg har voldsomme abstinenser. Jeg har store smerter i maven og muskelspændinger, og jeg er langt mere irritabel end nogensinde før. Jeg kan ikke fokusere på noget som helst. Alt stresser mig. Selv tv’et. Jeg ryger stadig pot - bare ikke så meget længere. Jeg har en stor trang til at tage andre stoffer.

23. november: Jeg er nede på otte milligram. Jeg vil bare være fri af det, men jeg ved godt, jeg ikke må gøre det for hurtigt. Jeg græder og har ondt af mig selv. Jeg tænker meget over, hvor idiotisk det var at blive afhængig til at starte med. Jeg kan ikke sove. Jeg finder kun nydelse ved at tage stoffer, og det gør bare det hele værre. Alle kan se, at jeg ikke passer på mig selv. Jeg er så heldig, at jeg stadig får løn fra arbejdet. Det hjælper meget. Jeg har penge til at købe spil, så jeg kan holde mig beskæftiget. Jeg vandrer hvileløst rundt meget af tiden.

2. december: Jeg er gået yderligere to milligram ned. Jeg bemærker først ændringen i dosis efter en uges tid. Efter en uge bliver jeg manisk og oplever alle de tidligere nævnte symptomer. Jeg forbereder mig på det. Jeg har voldsom angst. Jeg er svimmel og sløv i hovedet. Jeg er hele tiden bange for, at det alt skal ramle om ørerne på mig. Jeg bekymrer mig for fremtiden. Jeg føler mig frustreret, vred, svag, og jeg har ondt af mig selv. Min puls racer afsted, så snart jeg oplever det mindste følelsesmæssige udsving. Det er for meget. Jeg kan ikke klare det. Jeg føler ikke, at nogen forstår min situation. Det gør mig vred. Alene, isoleret. Hæng i, Dan.

9. december: Jeg er på seks milligram. Det er fandeme hårdt lige nu. Jeg kan slet ikke forklare, hvor hårde symptomerne er – jeg har slet ikke ord. Jeg har mest lyst til at give op. Jeg har muskelspasmer hver dag. Mine ben er rastløse om aftenen, og mine tanker galoperer af sted – jeg bliver helt svimmel. Jeg har konstant kvalme. Det er værst om morgenen. Stress, hvileløshed og rastløshed er konstanter. Jeg er helt udmattet om eftermiddagen - hver eneste dag. Jeg føler mig ensom. Det er surt ikke at kunne arbejde. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kommer til det igen. Jeg tvivler på det lige nu.

15. december: Fem milligram. Kom nu! Jeg er næsten i mål. Siden. sidste gang jeg reducerede min dosis, har jeg bemærket, at jeg er blevet mere klar i hovedet. Jeg har det, som om en sky er lettet. Jeg tænker klarere. Jeg begynder at føle håb igen. Jeg begynder at smile igen. Min læge ringer for at tjekke op – jeg fortæller ham, at jeg føler mig mere som et menneske igen. Det varer dog ikke ved, men det er bedre end ingenting. Jeg oplever stadig maniske faser. Jeg bliver helt besat af tilfældige småting, og så går jeg ud og bruger penge på ting, jeg ikke har brug for. Negative tanker trænger sig på. Er jeg trappet ned for hurtigt? Hvad sker der, når jeg når ned til nul? Tankerne optager mere og mere plads i mit hoved, som tiden går. Det er lige meget, hvor meget folk gør for at berolige mig, så hjælper det ikke. Det er noget, man må gå igennem alene. Selvom mange mennesker oplever lignende symptomer, så er afvænningsprocessen meget individuel.

22. december: Jeg trapper yderligere ét milligram ned over to uger. Jeg er nede på fire i alt. Jeg er svimmel. Alting drejer rundt omkring mig. Jeg har åndedrætsbesvær, og jeg kan ikke sove. Jeg går kold. Jeg oplever voldsomme angstanfald. Hvornår slutter det? Jeg har overvejet bare at gøre en ende på det hele. Jeg har tvangstanker og tænker på at droppe nedtrapningen. Det eneste, der virker, er flere stoffer.

Men det er kun en midlertidig hjælp, bagefter har jeg det endnu værre. Jeg bliver ved med at sige til mig selv: Lær at finde behag i ubehaget. Føl smerten, det er okay! Jeg har altid brugt rusmidler for at undslippe smerten. Men smerte er en uundgåelig ting. Jo mere, man prøver at undgå den, jo sværere får man ved at tackle den. Op, ned, op, ned - det er en følelsesmæssig rutsjebane (også selvom, der ikke sker noget i mit liv).

29. december: Endnu et milligram. Tre i alt! Jeg havde en god jul. Det var rart at se familien, selvom det ikke normalt er noget, der er interesserer mig. Jeg føler mig mere til stede, når jeg snakker med folk. Samtalerne kører mere flydende igen. Jeg føler mig glimtvis glad. Jeg oplever også euforiske øjeblikke, hvor alt er morsomt. Det er ret trippet. Det er lidt som en lav dosis LSD, hvor man ikke kan holde op med at smile og grine. Jeg sover bedre. Jeg har mere energi og overskud.

7. januar: Jeg er nu nede på to milligram. Jeg har bemærket, at de fysiske og psykiske symptomer har fortaget sig. Jeg føler mig stærkere og mere selvsikker. Jeg har lyst til at arbejde igen, men jeg tror ikke, jeg kan overskue det endnu. Jeg er til samtale på grund af mit fravær og regner egentlig med at blive fyret. Men min arbejdsgiver tilbyder mig en blød opstart. To dage om ugen indtil videre. Jeg er henrykt.

Den følgende uge er jeg på arbejde to dage. Det er udmattende, men det er rart at se folk igen og tale med mine kolleger. Jeg føler mig elsket og savnet. Det går op for mig, hvor meget jeg har savnet at arbejde.

21. januar: Ét milligram! Jeg er næsten færdig… sikke en rejse. Jeg er konstant angst for at ryge af vognen. Hvad hvis jeg ikke har trappet ned langsomt nok? Hvad hvis det her kun er begyndelsen, og det bliver meget værre fra nu af? Mister jeg mit arbejde? Hvad vil der ske? Jeg har det, som om folk ikke forstår mig. Sesh Safety på Facebook er til stor gavn. Her kan jeg tale med andre, som har været gennem det samme eller noget meget værre.

29. januar: Et halvt milligram. Det er halvdelen af en pille. Det er mikroskopisk. Det handler mere om det psykologiske nu. Det er frygten, jeg trapper ned på. Jeg arbejder fortsat to dage om ugen. Jeg har det stadigvæk bedre med mig selv, og jeg føler mig mere selvsikker.

5. februar: Jeg er færdig. Et halvt milligram til nul milligram. Den første nat lukker jeg ikke øje. Det er skræmmende. Jeg venter bare på, at abstinenserne begynder.

6. februar: Jeg venter stadigvæk. Jeg er angst og nervøs.

8. februar: Der er ikke rigtig sket noget endnu. Jeg spørger folk med lignende erfaringer, og de siger, der godt kan gå et par uger. Jeg venter yderligere syv dage.

14. februar: Der er gået en uge mere. Jeg er begyndt at tvivle på, om abstinenserne overhovedet dukker op. Der er ikke sket noget. Det er slut. Jeg har klaret det. Jeg har overlevet. Det er fandeme overstået. Jeg er så glad – jeg oplever følelser, jeg ikke har haft i årevis. Glæde og lykke, og jeg smiler igen. Fuglene kvidrer, og himlen er blå. Jeg har lyst til at græde. Så godt føles det. Jeg tager aldrig de piller igen. Nu kan jeg fortsætte mit liv, og jeg kan se tilbage på de her måneder, og de følelser jeg har haft, og tænke på kampen. Men i sidste ende har jeg klaret det.