Cykeltyve er nok nogle af de mest forhadte personer i en international cykelby som København.
Hvert år bliver der stjålet over 50.000 cykler på landsplan, og målt per indbygger er tallet fire gange så højt i København som i resten af landet.
Politiets opklaringsprocent for cykeltyveri ligger på 0,5 procent, hvilket vil sige, at der er større sandsynlighed for, at du selv finder din cykel, end at ordensmagten overhovedet leder efter den. Det betyder også, at antallet af cykeltyverier sandsynligvis er langt højere, da mange ikke ulejliger sig med at anmelde forbrydelsen.
Jeg har selv fået stjålet en dyr racercykel. Jeg hoppede ind i en kiosk i et øjeblik for at købe smøger og stolede nok på mine medmennesker til at læne den ulåst op af muren. Tredive sekunder var rigeligt til at få min kære cykel til at forsvinde.
Samtidig skal jeg gerne indrømme, at jeg selv er skyldig i at tage en ulåst smadret damecykel på vej hjem fra byen, fordi jeg ikke gad at gå, og jeg tvivler på, at jeg er den eneste.
Jeg har fundet frem til en cykeltyv for at spørge ham om flydende moral, hvornår man får dårlig samvittighed, og hvordan det føles selv at få stjålet sin stjålne cykel.
Kim* er 29 år gammel og bor i København. Kim er ikke hans rigtige navn, da han af åbenlyse grunde gerne vil være anonym. Jeg er bekendt med hans rigtige identitet.
VICE: Hej Kim. Hvornår stjal du din første cykel?
Kim: Det har været for 12-13 år siden i min gamle hjemby, hvor jeg fandt en cykel, da jeg skulle hjem fra byen. Der var ikke overvældende mange cykler, men engang imellem var der en ”lånecykel,” man kunne tage. Så allerede dengang fik jeg et deleøkonomisk forhold til cykler - en ulåst cykel er der nok ikke nogen, der savner.
Har du selv fået stjålet en cykel?
Ja, både ulåste og låste. Jeg har prøvet at få stjålet en rigtig flot racercykel, der blev hugget fra mit eget hjem, og jeg havde en mountainbike, som blev stjålet, selvom den var låst. Den fandt jeg heldigvis lidt længere oppe af vejen. Det er selvfølgelig irriterende, især hvis man skal bruge den, men jeg husker det ikke som en vildt frygteligt ting. Det har jeg så følt senere, hvor jeg har brugt rigtig lang tid på at bygge cyklerne af forskellige dele – nogle huggede, andre købte. Der har jeg været rigtig ærgerlig over at få den hugget. Det er noget andet, når man har lagt et arbejde i en cykel.
Har du nogensinde dårlig samvittighed, når du stjæler en cykel?
Ikke rigtig, men der var en enkelt gang. Det var en ret pæn herrecykel, som jeg byggede om og lavede til en nice, elegant racer. Den blev så splittet ad på Nørreport, fordi nogle mente, at de kunne bruge mine hjul. Da jeg fandt den, havde de knækket forgaflen og smadret den fuldstændig. Der fik jeg lidt ondt.
Det er nogle gange lidt skizofrent at skulle forholde sig til samfundets normer og den gængse moral, og samtidig selv havde en lidt anden opfattelse af tingene.
Stjæler du alle slags cykler?
Nej, slet ikke. Jeg er meget bevidst om ikke at stjæle cykler, der skinner af omsorg. Man kan tit se på en cykel, om det er et kært eje. Hvilke dele, der sidder på, og hvordan den er holdt. Den slags cykler lader jeg stå. Men hvis man i en måned går forbi den samme punkterede cykel, der står samme sted, har jeg ingen kvaler om at tage den med.
Bare fordi en cykel er låst, kan den sagtens være efterladt. Bare se på den, der står derovre [Kim peger]. Den har stået på samme plads i flere måneder, og nu er den endda blevet smidt hen til containerne. Det er synd, hvis den bare bliver smidt ud. Den kan jeg tage med hjem, skille ad, samle på ny, og så kan jeg selv eller en anden få glæde af den. Så kan det være, der bliver solgt en fabriksny cykel mindre, og det er til gavn for miljøet.
Er der tilfælde, hvor man kan forsvare at stjæle?
Det kan man sagtens sige. Det er en vurderingssag fra gang til gang. Der er nogle mennesker, der har det fint med at stjæle papirclips eller printerpapir fra arbejdet, hvis de mangler derhjemme, og andre kunne slet ikke finde på det. Det gælder sådan set også, hvilke cykler man synes, man kan tillade sig at tage i det offentlige rum. Det er en ret flydende moral, og det tror jeg egentlig de fleste kan nikke genkendende til, hvis de mærker efter. Men det er nogle gange lidt skizofrent at skulle forholde sig til samfundets normer og den gængse moral, og samtidig selv have en lidt anden opfattelse af tingene. Jeg ved ikke, om jeg mener, jeg skal forsvare det, jeg gør, men jeg forklarer det i hvert fald.
Hvad er den mest normale grund til, at du stjæler en cykel? Til dig selv eller for at sælge?
Det har været for min egen skyld. Det kan være, jeg så et godt hjul eller et lækkert stel, og så har jeg brugt de dele, som jeg ikke selv skulle bruge, til at sammensætte andre cykler, som jeg så har solgt. Det har i perioder været en reel indtægt, men det er alligevel begrænset, hvor meget man kan tjene på sådan nogle gamle havelåger. Hvis jeg virkelig ville tjene penge på det, kunne jeg tage ud og stjæle meget dyre mountainbikes og racercykler, for jeg ved jo, hvor de står, og hvad de er værd, men det føles som en helt anden liga. Det har jeg ikke lyst til.
Er der en grænse, hvor du har nok cykler og ikke vil stjæle flere?
Ja, lige nu. Til et vist punkt. Med mindre jeg støder på en cykel, som falder indenfor den moralske ramme, jeg har, og den kan laves til en bedre cykel, end den jeg har i forvejen, for så ville jeg gøre det. Men jeg opsøger ikke aktivt cykler, og jeg gør det ikke for at tjene penge. Det har jeg ikke brug for.
Men hvis man først nørder cykler, er det svært at sige til sig selv, at man har ”nok” cykler. Det korrekte antal cykler i ens samling er altid den mængde, man har i forvejen, plus en.
Hvor mange i din omgangskreds ved, at du stjæler cykler?
Det er ikke noget, jeg går og blærer mig med. Det er mest mine tætte venner, der ved det, men det kan være, folk kan regne det ud. Jeg kan ikke helt forsvare det, for tyveri er ikke som sådan okay – men det er det alligevel nogle gange. Det kommer an på, hvem det går ud over, og det er der mange, der ikke kan forstå. Så det er nemmere at holde det for sig selv. Jeg kan ikke forsvare det overfor mennesker, der mener, tyveri er helt grundlæggende forkert, men jeg kan sagtens forsvare det overfor mig selv.
Jeg har tit tænkt på, hvordan jeg ville reagere, hvis jeg skulle blive mødt af en person, som spurgte, hvor jeg havde den cykel fra. Så ville jeg nok lyve, så sveden drev, og lade som om jeg slet ikke anede, hvad de snakkede om.
Stjæler du også andre ting eller er det kun cykler?
Jeg kan sagtens finde på at stjæle frugt, ost og den slags. En jakke måske. Det afhænger alt sammen af, hvor eventyrlysten jeg føler mig. Jeg vil gerne tænke, at det har noget med behov at gøre. Jeg tænker, at jeg mangler den pære eller den jakke, som nogen har efterladt. Tøj har jeg til gengæld haft dårlig samvittighed over at stjæle, fordi ejeren måske kom tilbage efter sin trøje lidt senere.
Der er kæmpe forskel på, om man tager noget fra en butik eller fra et andet menneske. Jeg har aldrig nogensinde haft dårlig samvittighed over at stjæle fra en butik. Det er ansigtsløst. Man kan endda bilde sig selv ind, at man gør verden en tjeneste ved ikke at støtte et ondt firma. Sådan nogle krumspring kan man lave for at forsvare en handling, nogle mennesker vil mene er moralsk forkastelig.
Kan du sammenligne din moralske tilgang til cykeltyveri med andre lovbrud?
Ja, stoffer. Der vælger jeg også at bryde loven uden overhovedet at have nogle moralske skrupler ved det. Det er loven, den er gal med. Men udover at begge dele er ulovlige, er de to ting vidt forskellige, for stoffer er en offerløs forbrydelse, i hvert fald hvis vi snakker danskdyrket pot. Der er i princippet et offer, når jeg tager nogens cykel, selvom jeg som sagt vurderer fra gang til gang, om nogen kommer til at savne den, hvis jeg tager den. Så opvejer jeg, hvor meget nogen vil savne den i forhold til, hvor gerne jeg vil have den.
Der er så fucking mange cykler i København, at det ikke er svært at finde forladte cykler. Der er konstant cykeloprydninger i baggårde med bunkevis af cykler, som ingen vil have. Dem kan jeg lige så godt stjæle og bruge. Man tager de ting, andre ikke vil have længere. Men hvis de ligger i sådan en oprydningsbunke, ser jeg det faktisk overhovedet ikke som tyveri – så er det bare at skralde. Der er sat et mærke på, og den er blevet kasseret, og ingen savner den.
Det har intet med tyveri at gøre – det er genbrug, og alle burde gøre det.