Stemningsfulde billeder af det spanske Harlem i 80'erne

Joseph Rodriguez genudgav for nylig sin bog Spanish Harlem: El Barrio in the ‘80s, som blev lavet over en periode på fem år og var det første værk, den nu verdenskendte fotograf lavede. Det startede som en del af en gruppeopgave, han skulle lave, da han studerede på International Centre of Photography, og værket viser et lokalmiljø, der både kæmper med fattigdom, vold, stoffer og gentrificering. Rodriguez har rødder i både Puerto Rico og New York og har kæmpet med narkomisbrug og kriminalitet, så han forstår om nogen miljøet. Hans kendskab til kulturen har givet projektet en dybde og kompleksitet, som man ikke ser, når mainstreammedierne forsøger at portrættere de amerikanske ghettoer i 80'erne. Vi talte med Rodriguez, om hvordan hans bog opstod, hvorfor emnet stadig er relevant, og hvor vigtigt det er at huske, hvordan det var at være barn.

VICE: Hvordan endte en knægt fra Brooklyn som dig med at tage billeder i det østlige Harlem i 80'erne?
Joseph Rodriguez: Da vi var teenagere, tog vi altid derhen for at ryge os skæve. Når man hang ud der, var der musik overalt. Området havde en særlig plads i folks hjerter på grund af sangen "Spanish Harlem" af Ben E. King. Men der var også mange andre sange. Vi hørte de store salsamusikere spille på gaden - Tito Puente og Willie Colón og de typer. Området var ligesom hovedstaden for Sydamerika. Vi hang ud, drak øl, røg nogle joints og kiggede på de søde piger. Der var næsten lidt West Side Story over det uden at romantisere det for meget.

Billederne fra El Barrio bliver taget over en periode på fem år. Var det en slags reaktion på, hvordan området generelt blev portrætteret? Var det bevidst, at du ikke bare kom forbi, tog et par billeder og smuttede igen?
Det er der en meget simpel grund til. Da vi voksede op, fik vi altid at vide, at det var et slemt område. Vi hørte historier om babyer, der blev kastet ud fra hustage, overdoser og vold mod politiet… Det voksede vi op med. Jeg besluttede meget tidligt, at stedet havde mere at tilbyde end stoffer, død og ødelæggelse. Det var i højere grad mit incitament. Det handlede ikke så meget om, at de andre fotografer ikke tilbragte nok tid der.

Gjorde din beslutning om at lave en balanceret fremstilling af området det sværere at sælge værket?
Alle ville have mig til at skyde den dystre side, og dengang var der også kæmpe problemer med stoffer. Det var også på det tidspunkt, at AIDS-epidemien begyndte. Det er der to billeder af i bogen: Det stærkeste for mig er billedet af den sorte mand, der sidder på sengen med en hel flok læger omkring ham, som bare stirrer på ham. Så er der billedet af babyen i en hospitalsseng, der ser fjernsyn. Han døde kort efter hans far døde på etagen over ham. Det var ikke for sjov dengang.

Men jeg kunne finde en balance, fordi jeg som tidligere narkoman ved, hvordan det er at komme fra den verden. Når du bliver født på bunden, bliver du nødt til at se opad. Jeg har studerende fra hele verden, som alle sandsynligvis havde en bedre start på livet end mig, og de begynder alle med at kigge nedad. Ikke fordi de er dårlige mennesker, men fordi fotografer tit gør det - de kigger efter alt det dårlige. Selv fotografer, jeg respekterer, har en dum tendens til at lave en hel bog om stoffer, og der er ikke et eneste billede af en far eller mor. Jeg ved godt, hvordan en narkoman er. Det er ikke alle narkomaner, der tæsker deres børn. Man så slet ikke den mere positive side af problemerne, og mit projekt handlede om balance.

Synes du, bogen får en ny betydning, hvis man ser på konteksten i New York i 2017?
Værket er stadig relevant. Ja, det er 80'erne, og måske har moden ændret sig, men problemerne er de samme. Bare se på gentrificeringen - det sker lige nu. Vi er midt i epicentret.

Jeg tror, bogen er relevant i forhold til, hvor USA er på vej hen. Det her kunne være Baltimore, det kunne være mange forskellige steder, men det er altså Spanish Harlem. Det skyldes, den måde folk er repræsenterede på, og hvordan jeg følte, de blev repræsenteret i medierne generelt dengang.

Bare se på billedet fra Johnny Colón's East Harlem School of Music. Knægten kom fra the Bronx, og han tog til Harlem for at lære at spille musik. Det var smukt. Det gav børnene en følelse af, at de kunne andet og mere med deres liv, end skolen sagde til dem. Det ville jeg gerne vise - at vi er mere værd, end de bilder os ind.

Det virker som en gennemgående ting i dit arbejde: Du vil gerne være modvægt til den fremherskende diskurs, og især vise et ærligt billede af unge mennesker.
Jeg glemmer aldrig, hvordan det var at være ung. Sådan er Joseph Rodriguez 100 procent. Jeg er 66 år gammel, og jeg kan stadig hænge ud med dem på 15. Nogle ting har forandret sig: Musik, telefoner og den slags, men følelsen af at være ung er stadig den samme. Jeg vil gerne både hylde og respektere den rejse, og det er sådan, jeg kommer tæt på folk.

Når jeg tager mit kamera, er jeg ligeglad med, hvordan folk ser ud i deres nye sko. Folk ser mine billeder fra LA af store fyre i store bukser, men de aner ikke, hvad det kræver at få det billede. Det er tre timers arbejde, mand! Jeg sad fredag aften i tre timer, mens de gjorde sig klar, og en af dem gik i gang med at stryge sit undertøj. Jeg spurgte ham, hvad det gik ud på, og han sagde: "Hvis jeg bliver knaldet af politiet, og de smider mig i fængsel, vil jeg gerne have, at mine underbukser ser rene og pæne ud, når de tager tøjet af mig." Dét respekterer jeg, og min forståelse for, hvordan unge mennesker lever, har hjulpet mig - både i LA, New York og blandt de muslimske unge i Malmø.

Man bliver nødt til at lytte til folk. Når man bruger tid sammen med folk, ender man med at indfange noget særligt.