Rasmus Nøhr-gate er (forhåbentlig) ovre. Og hvad var så lige moralen?

Opslaget er direkte henvendt til en navngiven journalist på Politiken, som Rasmus Nøhr åbenbart har gået i gymnasiet med i tidernes morgen. Denne journalist har skrevet en del om Peter Aalbæks grænseoverskridende adfærd på Zentropa. Hun beskrives som en lysende stjerne, der altid var omgivet af en smuk klike. Det lyder umiddelbart som beskrivelsen af Cher fra Clueless – eller en hvilken som helst anden fiktiv karakter fra en amerikansk teen-movie for den sags skyld. Denne smukke sommerfugl lagde angiveligt aldrig mærke til Rasmus Nøhr. Til trods for at han ”havde et ret spændende overbid og vist var den eneste, der altid havde en kikset akustisk guitar på ryggen”. Jeg tænker Travis fra Clueless. Eller ham fra sangen ”Sk8er Boi” med Avril Lavigne. Hvis man bytter skateboardet ud med en guitar.

Med disse arketyper fra teenagetiden trukket tydeligt op, tager Rasmus Nøhr os nu over til de voksnes verden via følgende bro: ”Tænkte du aldrig på at hive andre ind i det privilegerede lys? Få dem til at turde vise deres farver lidt. Eller havde du mærket den magt, det gav at herske over, hvem der var inde, og vidste du instinktivt, at hvis alle fik lov, var magten mindre? Jeg opgav at få øjenkontakt med dig efter et års tid.” Her introducerer han så Peter Aalbæk og Harvey Weinstein, ”to grimme mænd, der helt sikkert ikke har fået en plads i solen foræret,” som Rasmus Nøhr pointerer, hvorved han (frivilligt) sætter sig selv i bås med de to herre: Os, de grimme, kiksede fyre, som var i opposition til dem, der var ”smukke, højlydt sjove eller på ulandsholdet” i gymnasiet, og som i dag er en succesfuld ”hipsterklike”.

De her grimme, tidligere usynlige mænd, har angiveligt den fordel, at de forstår at hive andre usynlige frem i lyset. Måden, Peter Aalbæk gjorde det på, var ved at stikke en mikrofon op under nederdelen på en kvindelig medarbejder og sige: ”Hør! Fissen snakker” til en julefrokost. Så blev hun eddermame synlig. Og det er godt, forstår man, for så ”får hun lejlighed til at udfolde sine vinger i galskab, hoppe op på bordet foran hele flokken og pisse chefen i ansigtet.”

Til sidst tilbyder Rasmus Nøhr at købe Politiken, hvorefter han vil fyre kulturredaktøren og sende sit gymnasiecrush til Timbuktu for at skrive om noget, der virkelig betyder noget: Klimaforandringer. (Et par timer senere skriver han faktisk selv et forslag til, hvordan sådan en artikel kunne se ud.) Og så slutter han af med følgende sætning: ”Og så kan det være, jeg vil stikke min mikrofon op under din kjole til julefrokosten.”

Så hvad? Hvis Rasmus Nøhr ejede Politiken, ville han forvalte sin magt ligesom Peter Aalbæk. Ja, åbenbart. Det må han nemlig godt, fordi han var usynlig og umagtfuld i gymnasiet.

Konklusionen i opslaget (og her vil jeg gerne tage det forbehold, at jeg muligvis ikke har forstået noget som helst af det, Rasmus Nøhr skriver, for det er sgu lidt noget rod): Politiken-journalisten og Peter Aalbæk sidder begge i magtpositioner, det er jo for så vidt sandt, bortset fra at det virker til, at journalistens magt for ham først og fremmest består i hendes udseende og karisma. Og den helt store pointe synes at være, at verdens smukke mennesker (læs: kvinder) undertrykker verdens grimme mennesker (læs: mænd), og det giver de grimme mennesker ret til at gøre grænseoverskridende ting senere i livet.

Han uddybede efterfølgende sin pointe i et interview til Format, hvor han forklarede, at det, han mente var, at Politiken skrev så meget om Peter Aalbæk, at det grænser til skolegårdsmobning. ”Nærmest på niveau med ubådssagen.” I stedet burde Politiken ”bruge deres energi på at gå efter vores politikere, regeringsledere og andre mægtige mennesker” og overlade de mindre vigtige historier til Ekstra Bladet. Til spørgsmålet om, hvorfor han følte behov for at hænge en navngiven kvinde ud for at komme med den pointe, svarede han:

"Grunden til, at jeg starter mit indlæg på mit gymnasium, er for at vise, at der findes mange former for magt. Jeg mener, at det er problematisk at bruge sin position til at holde andre væk fra indflydelse ved at fjerne deres muligheder for at komme til orde. Det er også magtmisbrug, og det mener jeg, at Politiken gør sig skyldige i konstant."

Facebookopslaget gav anledning til en håndfuld kommentarer, der roste Rasmus Nøhr for hans evne til at formulere sig, men de fleste var rasende. Og Twitter selvantændte nærmest i harme, og for første gang nogensinde (gætter jeg på) trendede Rasmus Nøhr på Twitter. Blandt andet skrev Ayse Dudu Tepe, der er vært på Radio24syv:

Og det er netop det, man kan bruge Rasmus Nøhrs Facebook-opslag til. Det er et fascinerende indblik i en måde at forstå verden på, som #MeToo har påvist ikke er unik for Rasmus Nøhr. For hvad Rasmus Nøhr måtte gå og mene er, om end underholdene, næppe super vigtigt. Han har da også siden skrevet, hvad man kan betegne som en ærlig undskyldning, hvor han både indrømmer ikke at have fulgt med i Me To (ja, med et o) og ikke have sovet i to døgn. Derudover har han slettet sit oprindelige opslag og forklaret til Format, at: “Jeg har følt mig sat i gabestok og været pissehamrende bange for at miste mit levebrød. Jeg tror, jeg har fået lov at føle en brøkdel af det, som Ålen har følt. Jeg er ikke alvidende om det her emne. På Facebook skriver vi holdninger og følelser. Måske burde jeg ikke være gået ind i det.”

Rasmus Nøhr har nu slettet alle tre opslag fra Facebook, og man kunne argumentere for, at man skal lade manden være i fred og hygge sig i Cambodia. Måske få lidt søvn. Men hvad man helt klart ikke skal lade være i fred, er den forestilling, som hans opslag repræsenterer. Nemlig, at en mand har ret til en kvindes opmærksomhed. Og hvis hun ikke viser ham den opmærksomhed, så er hun selv ude om at blive hængt ud offentligt. (I sit opslag skriver Rasmus Nøhr faktisk, at han egentlig havde tænkt sig ikke at dele sit opslag af respekt for journalisten, som han aldrig har talt med (!), men at han alligevel har valgt at gøre det, fordi hun kaster med sten og skal skamme sig). Nikita Klæstrup siger det meget godt i Ekstra Bladet:

”Han udviser i virkeligheden lidt samme mentalitet, som gør, at fremmede mænd kalder mig 'luder', hvis jeg ikke lige svarer på deres Facebook-beskeder. Eller at en af mine veninder blev voldtaget af en mand, som havde været sød ved hende, efter en bytur. Eller at kvinder får ødelagt liv og psyke af stalking: Det er nemlig selve idéen om, at kvinder altid skylder mænd et eller andet.”

Den alleryderste konsekvens af den ide ser man afspejlet i Elliot Rodgers afskedsbrev. Forud for, at han i 2014 dræbte seks mennesker i Isla Vista i Californien, havde Elliot Rodgers forfattet et 141 sider langt manifest, hvori han blandt andet redegjorde for sin ”krig mod kvinder”. Som 22-årig var han stadig jomfru og følte sig afvist af kvindekønnet, som han mente foretrak mere atletiske og onde mænd. I sit manifest skriver han, at han vil angribe de kvinder, som repræsenterer alt det, han hader ved det kvindelige køn: De lækreste kvinder på hans universitet. "Det eneste, jeg ønskede, var at elske en kvinde og at blive elsket tilbage. Deres måde at behandle mig på har kun fortjent mit had. Jeg er det sande offer i alt det her. Jeg er the good guy."

Det er langt fra et enestående tilfælde. En Google-søgning på ’man kills woman for rejecting him’ fører til masser af eksempler på, at det at afvise en mand kan være med livet som indsats. Mange steder i Sydøstasien og i blandt andet Columbia og Nigeria er det også en udbredt praksis, at mænd straffer kvinder, som har afvist dem, ved at smide syrer i ansigtet på dem.

Pointen her er selvfølgelig ikke, at Rasmus Nøhr er i overhængende fare for at slå nogen ihjel, men at hans argumentation udspringer af en den samme grundlæggende antagelse som ovenstående voldsomme eksempler. Det er forståelsen af, at mænd har ret til kvinder. Til deres opmærksomhed – som i Rasmus Nøhrs tilfælde. Til deres lydighed – som i Aalbæks tilfælde. Til deres krop – som i Weinsteins tilfælde. Og til deres kærlighed, selvom man er en psykopatmorder in spe – som i Elliot Rodgers tilfælde.