Broadly

Min veninde Moeisha er transkvinde, flygtning, sort og muslim

Moeisha Ali Aden er nok den, jeg kender, som gør det sværest for mig, en hvid, ciskønnet heteroseksuel mand, at undgå at føle bare en lille smule skam. Og lettelse.

af Simon Espholm; billeder af Petra Kleis
24 august 2017, 10:47am

Denne artikel er også udgivet i VICE Magazine – The Please Sit Down Issue

Det var Muhammed-krisen, der første gang fik Moeisha til at råbe op.

"Jeg skrev et debatindlæg til MetroXpress om danskhed og det at være muslim i Danmark i tiden efter krisen. Der var sgu ikke nogen, der skulle fortælle mig, at min måde at være dansk på var forkert. Og fandme om ikke de trykte det," siger hun.

"Det var, dengang jeg identificerede mig som en ung sort, muslimsk mand i den hvide mands samfund. Jeg følte, at der blev snakket meget om os, men ikke til os."

Det var før navneforandring, hormonkur og høje hæle. Siden da har hun ikke set sig tilbage.

Moeisha Ali Aden er nok den, jeg kender, som gør det sværest for mig, en hvid, ciskønnet heteroseksuel mand, at undgå at føle bare en lille smule skam. Og lettelse. Lettelse over ikke at skulle kæmpe hver eneste dag for at få både samfund og medmennesker til at anerkende min eksistens.

Det er også grunden til, at jeg har bedt hende om at møde mig en eftermiddag i hendes hjem på Vesterbro i København. Jeg, der ikke engang kan bryste mig af at tilhøre bare én enkelt minoritet, vil gerne forstå, hvordan man som sort, som flygtning, som transkønnet og som muslim formår at overdøve den lydmur af diskrimination og fordomme, der kan virke umulig at trænge igennem, når man skiller sig ud.

"Alle de projekter, sager og debatter, jeg involverer mig i, har noget med identitet at gøre. Det er ting, jeg kan se mig selv i. I'll be damned om andre skal have lov til at definere, hvem jeg er. Det kan kun jeg gøre," siger hun.

Mahamed blev født i Somalia. Som 11-årig ankom han til Danmark i selskab med en onkel, men allerede to år senere bad han selv kommunen om at blive fjernet. Han endte på børnehjemmet Dohns Minde i Gentofte og blev indskrevet på en folkeskole, hvor han var den eneste ikke-hvide elev. Som 18-årig blev han tildelt en ungdomsbolig mellem to store motorveje i Jægersborg og fik at vide af kommunen, at han nu skulle sige farvel til de trygge rammer på børnehjemmet og klare sig selv. Det var kort tid efter i 2004, at jeg mødte jeg den åbenmundede, stædige og konfronterende Mahamed for første gang. Vi endte i samme klasse på HF, og fra start af var det tydeligt, at han var et menneske, der skilte sig ud fra resten af skolens elever. Ikke kun på grund af hudfarve, religion og social baggrund; Mahamed havde en evne til at få vores klasse til at diskutere i en sådan grad, at underviserne sommetider måtte lade pensum vige til fordel for vores ophedede debat om aktuelle politiske problemstillinger.

Efter vi havde fået huer på, mødtes vi lidt sporadisk de følgende år. En af de gange var på Roskilde Festival i 2011. Han trak mig til side og bad mig om at sætte mig ned, hvorefter han fortalte mig, at han var homoseksuel. Det kom egentlig ikke som den store overraskelse i det øjeblik, men det gjorde alligevel et gevaldigt indtryk på mig. Og så lige der på Roskilde. For aldrig før eller siden har nogen blottet sig for mig på en sådan måde.

Det var også i 2011 at transformationen fra Mahamed til Moeisha tog sin begyndelse. Hun flyttede til København, begyndte at gå i byen steder, hun ikke var kommet før, og mødte flere ligesindede. Det var også i den periode, hun blev involveret i Sabaah.

Moeisha er i dag er aktiv i organisationen, hvor hun som bestyrelsesmedlem og talsperson mødes med politikere og holder foredrag for at forbedre forholdene for LGBT+-personer med etnisk minoritetsbaggrund.

Selvom Moeisha, med egne ord, altid havde haft "en stærk feminin side", var det først efter mødet med Sabaah, at hun sprang ud som transperson:

"Jeg vidste godt selv, at jeg var transkønnet, og jeg vidste også godt, at jeg på et eller andet tidspunkt var nødt til at springe ud som transkønnet. Men jeg udskød det hele tiden. Det var aldrig rigtigt et godt tidspunkt. Der var hele tiden noget, jeg lige skulle have færdiggjort, før jeg følte, at jeg kunne gøre det. Det kom til et punkt, hvor jeg følte, at min identitet som mand voksede. Mahameds identitet blev stærkere. Også for stærk. Han deltog i offentlige debatter, blev citeret i forskellige medier, og det endte med, at han var nødt til at dø."

Det lyder voldsomt, men det gik faktisk rimelig stilfærdigt for sig. Mahamed holdt en lille middag på sin fødselsdag, hvor han fortalte sine nærmeste om sin beslutning. Om hormonkur, om navneforandring, om ny garderobe. Og så begyndte Moeisha ellers bare at lade håret gro og tage neglelak på.

Jeg har kendt Moeisha i 13 år. Og når jeg sidder overfor hende, som hun sidder der i kjole, med læbestift og kavalergang, slår det mig, hvor mærkeligt umærkeligt det egentlig er. Jeg havde måske forventet, at Moeisha ville være en helt anden, end det menneske, jeg kendte før i tiden. De fleste af os har nok prøvet at genoptage kontakten med en god ven fra gymnasietiden blot for at konstatere, at man er gledet så langt fra hinanden, at man helst ser det forcerede genforeningsritual overstået hurtigst muligt. Men sådan føles det ikke at sidde overfor Moeisha. Når jeg sidder overfor hende, er det stadig det samme menneske, jeg ser. Og det er der en grund til. Hun fortæller mig, at hun har gennemtænkt hver eneste lille detalje i forbindelse med sin transformation netop for at bevare kontakten til det menneske, hun altid har været.

"Det har været en lang rejse og et langt forløb. Jeg har tænkt MEGET over det. Jeg planlagde det til punkt og prikke, og så skulle drejebogen følges. Jeg fandt ud af, hvornår det var bedst at springe ud, hvor det var bedst at bo, hvordan det hele skulle foregå, og hvad jeg skulle hedde. Og først bagefter førte jeg det ud i livet."

Vigtigst af alt for hende var dog, at hun kunne blive ved med at bevæge sig i de samme sociale kredse – nu bare som Moeisha. Et navn, hun har kæmpet for.

Det figurerede nemlig ikke i kirkeministeriets register. I Statsforvaltningen blev hun bedt om at vælge et andet, da det ville lette sagsbehandlingen. Men Moeisha går ikke på kompromis, når det handler om hendes identitet og retten til selv at definere den.

"Jeg har det sådan, at hvis du ikke selv fortæller verden, hvem du er, så skal verden nok fortælle dig, hvem du er," siger hun.

Så hun insisterede og fik endnu et bevis for sin ukuelighed trykt på sit sygesikringsbevis.

Sådan er Moeisha. Hun råber op, når hun føler, at hun som transkvinde bliver overset af de store kvindeorganisationer på grund af deres forældede syn på kønsidentitet. Og hun bruger meget tid på, at at få politikernes øjne op for alvoren af den diskrimination, hun selv har været udsat for gennem det meste af sit liv – racisme, sexisme, manglende ligestilling, transfobi, homofobi, islamofobi.

"Det er kedeligt at passe ind. Det har jeg heller aldrig kendt til. Jeg ved ikke, hvad det vil sige ikke at være tosproget, ikke at have to hjemlande og to kulturer at navigere i. Jeg kender kun til at være i mindretal og til at skulle kæfte op for at blive hørt."

I bogreolen i den lille lejlighed står en koran. Moeisha er troende og praktiserende muslim, hvilket hun ofte har måttet forsvare i kraft af sin seksualitet og kønsidentitet. Alligevel holder hun sig i dag ude af den danske islamdebat:

"Jeg behøver ikke diskutere med fremmede mennesker, om jeg kan være muslim eller ej. Den diskussion har jeg taget med min familie."

Under hendes opvækst i Somalia var religion ikke genstand for den store debat, fortæller hun. Der var mange måder at være muslim på. En onkel var imam, en anden solgte khat. Ingen var "gode" eller "dårlige" muslimer. Det handlede om, at man fandt den måde at praktisere sin religion på, man selv syntes var rigtig," siger hun.

Det er blandt andet den tilgang til religion, Moeisha også gerne vil kæmpe for gennem sit arbejde i Sabaah. Retten til at kalde sig muslim og samtidig være LGBT+-person.

"Jeg bliver ofte spurgt, hvordan jeg kan forene de to dele af min identitet," fortæller hun. "Men jeg har ikke brug for, at andre skal legitimere mit forhold til min gud. Det skal han og jeg nok finde ud af."

Det afslappede forhold til religion er kun en af de ting, hun husker fra sin tid i Somalia. Hun fortæller om madens duft, om klimaet og om den somaliske naturs stærke farver. Hun husker også Mogadishu National Theater, hvor forestillingerne blev optaget på kassettebånd og spredt ud til alle kroge af landet. Som en forenende faktor i et nation, der endte med at kollapse.

Moeisha var tilbage i Somalia i midten af 00'erne, og hendes minder og indtryk var den bærende inspiration bag teaterstykket I Am Also Somalia, som hun var med til at skrive og selv medvirkede i.

Jeg spørger hende, om hun aldrig har haft trang til bare at begrænse sig – til bare at definere sig som en del af én enkelt, klart defineret samfundsgruppe. Til ikke at skulle forholde sig til alle de mange kasser, andre så ofte har lyst til at putte hende ned i. Og til ikke konstant at skulle forsvare sin identitet.

"Snarere omvendt," siger hun. "Det er kedeligt at passe ind. Det har jeg heller aldrig kendt til. Jeg ved ikke, hvad det vil sige ikke at være tosproget, ikke at have to hjemlande og to kulturer at navigere i. Jeg kender kun til at være i mindretal og til at skulle kæfte op for at blive hørt. Jeg har været en del af et mindretal, siden jeg flygtede fra Somalia. Jeg har altid skullet forsvare, hvem jeg er, hvor jeg kommer fra og alt det andet, der tilsammen udgør min identitet."

Og Moeishas mod til at kæfte op, når det er nødvendigt, og hendes evne til at nå mennesker har fået mange til at at opfordre hende til at være mere aktiv på de sociale medier. Alligevel kunne hun ikke drømme om at lave en offentlig statusopdatering på Facebook:

"Der er alt for mange, der har en mening bare for at have en mening. Jeg går ikke med en eller anden ambition om at blive en fast del af de store avisers debatsider. Er der noget, jeg vil brokke mig over, gør jeg det direkte til dem, jeg ved kan gøre noget ved mit problem – om det så er medier, politikere eller organisationer. Og den tilgang har jeg fået virkelig god respons på."

Så god, at hun er blevet en del af den ekspertgruppe, der skal være med til at udforme Københavns Kommunes indsats til forebyggelse af social kontrol de næste fem år.

De mange sager og projekter, hun har involveret sig i, har trods deres mangfoldighed én ting til fælles. Det er de problemstillinger, hun selv har haft inde på livet: Integration, danskhed, feminisme og børnehjemsbørn.

"Når jeg tænker over det, er det, jeg laver, egentlig ét stort navlepilleri. Jeg interesserer mig kun for de ting, der har noget med mig selv at gøre."

Da jeg beder hende om at sætte ord på hendes egen identitet, tøver hun en smule:

"Der er kønsidentitet, og så er der seksualitet. Seksualitet er, hvad du kan lide, hvad du tænder på – dine lyster. Identitet er det billede, du har af dig selv. De fleste mennesker er så heldige, at måden de ser sig selv, stemmer overens med måden, andre ser dem på. Men det sker jo, at en barn bliver født, lægen siger: "It's a boy!", hvorefter barnet selv siger: Jamen, jeg føler mig ikke som en dreng. Og det var sådan, jeg havde det," siger hun.

"Der er rigtig mange, der bruger ordet transseksuel, men det er forkert, for det handler ikke om seksualitet. Det hedder transperson. Jeg identificerer mig som en transperson; som en transkvinde. Som en ung, sort og uafhængig kvinde."

Selvom hun ikke er vild med omverdenens hang til at indeksere andre mennesker, putter hun også selv sine nærmeste i separate kasser, indrømmer hun. Det er hun nødt til.

"Jeg bryder mig ikke om at blive sat i bås, men jeg inddeler selv min omgangskreds i forskellige kasser, som jeg holder adskilt: Familie, gamle venner, hvide venner, indvandrer-venner, homovenner, heterovenner," siger hun.

"Jeg gør det for ikke at miste jordforbindelsen til mine rødder og de relationer, der tilsammen har været med til at skabe det menneske, jeg er i dag."

At Moeisha er så afklaret omkring sin identitet og de oplevelser, der har formet hende som menneske, giver hende en indre ro, der smitter af, når hun taler til mig. Hun hviler enormt meget i sig selv, oplever jeg.

"Men folk ved jo ikke, hvad jeg render rundt og kæmper med. De ved jo ikke, at jeg, før jeg følte mig selvsikker nok til at gå en tur iført høje hæle og nederdel ved højlys dag, gik kortere ture om natten, når alle andre lå og sov."

Hun fortæller, at en stor del af hendes selvtillid kommer fra de reaktioner, hun får, når hun taler Sabaahs sag offentligt, når hun modtager beskeder og mails fra andre, der har det ligesom hende.

"Det får mig til at føle, at det, jeg gør, er det rigtige. At det betyder meget for de mennesker, der ikke selv er sprunget ud, og som ikke kan deltage på Folkemødet og ikke får stukket en mikrofon i ansigtet, hver gang de åbner munden, når jeg tør være åben omkring min identitet. At jeg tør sige: 'Jeg er muslim, og jeg er trans'.

LÆS MERE FRA BROADLY