FYI.

This story is over 5 years old.

skole

Vi fik lærere til at udpege popkulturens værste undervisere

"Yoda. Han var altid så kryptisk."

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Australien

Glem den traditionelle skurk med maskering, russisk accent, monoton stemmeføring og melodramatiske enetaler om at overtage verdensherredømmet. Dårlige lærere har altid været den sande fjende - vores lykkes nemesis. Den slags lærer, der gjorde det fornuftigt at pjække. Hvis man kendte deres historie, ville det sikkert være noget med, at de engang var fulde af livsglæde og gåpåmod, men de blev knækket af det nye årtusindes grundangst, lave lønninger og den daglige kaskade af hjemmeopgaver, som skulle rettes. Jeg har set symptomet hos matematiklærere, fysiklærere og engelsklærere. Dem med robotagtigt toneleje, der ser fuldkommen døde ud.

Annoncering

Lærere skal finde sig i meget lort, og dem, som arbejder hårdt, for at gøre deres bedste, gør alt, hvad de kan for at undslippe denne grumme skæbne. Popkulturen har længe givet os utallige mærkelige eksempler på lærere – nogle gange bliver deres profession glorificeret, og andre gange er der tale om det modsatte. Nogle af dem er ret præcise, mens andre er utvivlsomt dumme. Jeg elsker popkultur, men jeg er ikke lærer, så jeg tog kontakt til nogle stykker for at spørge dem hvilke lærere fra film og TV, som de ville give dumpekarakter.

Vanessa, Matematiklærer i to år
Valg: Økonomiunderviser, En Vild Pjækkedag.
Det bliver simpelthen nødt til at være underviseren i økonomi fra En Vild Pjækkedag. Det sjove er, at selvom jeg selv er lærer, har jeg haft den slags undervisere engang. Det har de fleste af os. De var altid det perfekte billede på alt det, man ikke skal gøre i et klasseværelse: Den kedelige stemme og den manglende evne til at sige noget som helst, som ikke er en del af pensum. Jeg havde engang en matematiklærer, som seriøst blev ved med at snakke, selvom de dumme elever ignorerede ham og havde stille samtaler imens. Han var bare ligeglad. Det var som om, han skreg til himlen: Jeg hader mit job. Man har ikke lyst til at have lærere, der ser ud som om, de hader deres job og sådan var Ben Stein.

Brent, Underviser i popkultur i tre år
Valg: Louanne Johnson , Dangerous Minds.
Michelle Pfeiffer i Dangerous Minds er alle de lærere, jeg ikke kunne lide. Hele den der hvid-lærer-kommer-til-ghettoen-og-hjælper-de-unge-selvom-hun-ikke-aner-en-skid-om-deres-liv kunne jeg slet ikke forlige mig med. Det er den velkendte fortælling om den hvide frelser, og det er altså ikke særlig realistisk. Det kunne selvfølgelig godt ske i virkeligheden, men held og lykke med at finde steder hvor det sker konsekvent. Selv da jeg var barn, var alle mine lærere hvide, og der var altid en diskrepans mellem deres oplevelser og mine egne. Det er svært at forestille sig en nyuddannet lærer, der viser mig, hvordan jeg skal klare mig gennem livet som ikke-hvid, på samme måde som filmen portrætterer. Men "Gangster's Paradise" var nu en fed sang.

Annoncering

Candice, Engelsklærer i 20 år
Valg: Elizabeth Halsey , Bad Teacher.
Ja, jeg ved godt, at titlen gør den oplagt, men jeg tror især filmen går mig på, fordi hun ikke ville have holdt nær så lang tid i virkeligheden. Hvis bare en enkelt elev sladrer, ville hele skolen blive lukket. Folk glemmer, at vi konstant bliver overvåget. Når dine forældre spurgte: "Har du haft en god dag i skolen?" var det i princippet en evaluering af vores arbejde hver eneste dag. Det kan overhovedet ikke lade sig gøre, at hun ville slippe afsted med sine seksuelle udskejelser eller uetiske undervisningsmetoder, for hvis jeg havde lov til at reagere ud fra mine umiddelbare impulser, hver gang jeg ikke havde fået min morgenkaffe, ville jeg blive fyret på et øjeblik.

Francis, Historielærer i ti år Valg: Yoda , Star Wars.
Yoda. Han var altid så kryptisk. Overvej hvordan det ville være at skulle undervise, mens man konstant er 100 procent kryptisk. Jeg synes det er svært nok at trænge igennem til nogle elever med helt almindeligt sprog.

Savia, Billedkunstlærer i 16 år.
Valg: Mr. Garrison , South Park.
Mr. Garrison fra South Park. Jeg ved godt, at det bare er for sjov, men det er den første, jeg kom i tanke om. Det er kun et spørgsmål om tid, før skolen ville blive sagsøgt.

Karen, Sociologiunderviser i ti år
Valg: Walter White , Breaking Bad
Walter White fra Breaking Bad. Han er en fantastisk karakter, men en elendig lærer. Hvis vi ser bort fra, at han brugte kemi til at grundlægge et narkoimperium, så var han også en dårlig lærer for Jesse, som i bund og grund er hans eneste elev. Bare se hvor han endte. Ja, Jesse lærte lidt om kemi ved at øve sig og se på Walt, men han fik ikke noget positivt ud af det. En god lærer opmuntrer og giver eleverne selvtillid, mens en dårlig lærer får dem til at føle sig dumme og utilstrækkelige. Det var præcis, hvad Walt gjorde mod Jesse.

Melissa, Musiklærer i ni år
Valg: Dr. Terence Fletcher , Whiplash
JK Simmons karakter mishandlede sin elev. Man kan sagtens hive genialitet ud af en elev gennem hårdt arbejde, men mishandling er stadig mishandling. Jeg har kendt lærere, som seriøst mente, at hvis man ydmygede en elev, ville de præstere bedre, men den slags metoder har nogle varige konsekvenser, som påvirker resten af deres liv. En god karakter opvejer ikke den slags psykisk terror.

James, Specialklasse-lærer i 14 år
Valg: Rektor Vernon, The Breakfast Club
Jeg tror, det må blive rektor Vernon fra The Breakfast Club. Han satte alle i bås, og det er den slags lærer, eller rektor i det her tilfælde, som ødelægger forbindelsen mellem eleverne og lærerstaben. Der er visse elever, der på forhånd ikke stoler på autoriteter, og den slags karakterer gør det hele meget værre. Han var også et kæmpe røvhul. Det ville slet ikke gå i dag, hvis en lærer låste en elev som Judd inde i et skab i timevis. Det er bare ikke acceptabelt.

Desmond, Engelsklærer i 20 år
Valg: Trevor Garfield , 187
Jeg har haft elever, som gav mig lyst til at slå en knytnæve ind i en mur. Men det er en del af jobbet. Trevor i 187 er hvad der ville ske, hvis en af os lærere mistede besindelsen og gjorde, hvad vi havde lyst til. Han gik alt for langt. Hvis man hader sit job så meget, at man ender med at spille russisk roulette med en elev, så skal man nok bare sige op. Heldigvis går det sjældent så galt i virkeligheden. Det var et ekstremt eksempel på teenagere i "risikogruppen", som gjorde en lærers liv til et helvede. Derfor hadede jeg filmen, men som lærer gik han også alt for langt. Der må være grænser.