Foto

Billeder fra et land, der ikke eksisterer

FN anerkender ikke landets selvstændighed, men de godt 500.000 borgere i Transnistrien fortjener at blive set.

af Adina Florea
23 august 2017, 5:00am

Foto: Anton Polyako

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Rumænien

Den selverklærede republik Transnistrien, der ligger i grænselandet mellem Moldova og Ukraine, har kæmpet for uafhængighed de sidste 27 år. I 1990 erklærede mikrostaten, der er godt 200 kilometer lang, sig uafhængig af Moldova, efter sidstnævnte løsrev sig fra Sovjetunionen, der på det tidspunkt var i opløsning. Transnistrien, som har mange russiske borgere, håbede på at kunne blive en republik under Sovjetunionen. Efter en to år lang krig med Moldova opnåede landet delvist selvstyre, og fik i nogen grad kontrol over sin egen økonomi.

Selvom landet i dag har sin egen regering, møntfod og et militær, så overlever Transnistrien fortsat på statslån fra Rusland og er ikke anerkendt af FN. Landet virker på mange måder fanget i en for længst svunden Sovjet-æra. En statue af Lenin står fortsat foran parlamentet, landets valuta har påtrykt billeder af gamle Sovjet-generaler, og i hvert hjem og offentlig bygning hænger portrætter af Stalin.

Fotografen Anton Polyakov, der selv er fra Trasnistrien, vil gerne introducere verden for sit hjemland. Han vandt for nyligt British Journal of Photographys, Bob Books Photobook Award, for sin fotoserie "Transnistrian Conglomerate", der "giver Transnistriens borgere en stemme og bringer dem ind i vores kollektive bevidsthed." Jeg talte med Anton for at finde ud af, hvordan det føles, at leve i et land, der ikke eksisterer og hans ambition om at ændre omverdens blik på en stat, der ofte kaldes "Europas sorte hul."

VICE: Hvordan har folk i Transnistrien det med at bo i et land, der teknisk set ikke eksisterer? Anton: Det er svært at etablere en national identitet. Historisk set har mange forskellige etniske grupper – russere, moldovere, ukrainere og bulgarer – kaldt Transnistrien for hjem. Som ung i landet må man træffe svære valg. Hvis man bliver, er der ikke meget at komme efter. Landet mangler traditioner, erhverv, kunst og kultur, og der er heller ikke meget håb for, at man kan udvikle det i fremtiden. Hvis man så vælger at forlade landet, hvor går man så hen? De fleste vælger enten Rusland eller Moldova.

For udefrakommende ligner landet et sovjetisk museum. I forhold til monumenter og arkitektur tror jeg ikke, der er mere end i så mange andre tidligere Sovjetstater. Jeg kan godt lide den sovjetiske æstetik i arkitekturen - det skal bevares og ikke erstattes. Det er del af vores kulturhistorie, og det er skammeligt, når folk prøver at slippe af med det.

Jeg er født efter Transnistrien erklærede sin uafhængighed, så jeg ved faktisk ikke, hvordan det var at bo her i Sovjettiden. Men jeg synes, det er mærkeligt at blive overrasket over, at her hersker en sovjetmentalitet. For mange var det den bedste tid i landets historie.

At dømme ud fra dine billeder så lader unge mennesker i landet til at være vilde med bodybulding og militæret. Hvorfor tror du, de er det? Transnistrien har stadigvæk ikke udviklet sin egen kultur og sine egne traditioner. Fokusset på vores militær og idræt som opdragelsesredskab er en måde at fremelske patriotiske dyder i børn på – at fremelske en kærlighed til deres land i dem.

I dit Mahala-projekt udforsker du livet på landet i Transnistrien og besøger den afsidesliggende landsby Hristovaia. Hvorfor var du interesseret i lige akkurat den by? Der er færre og færre mennesker i dag, der vælger at bo i de små byer ude på landet, så jeg ville gerne have indblik i, hvordan deres hverdag er, og hvordan deres liv med naturen påvirker deres verdensanskuelse. Jeg ville vide, hvad er det for udfordringer, de står over for – møde dem helt personligt og som et samfund.

Hvad laver unge mennesker i deres fritid i de små landsbyer? Som du nok kan forestille dig, er der ikke så meget at lave i en lille landsby i et lille land. De fleste har dog adgang til teknologi, så de ved godt, hvad der foregår rundt omkring i verden. Teenagere i Transnistrien er ligesom teenagere i resten af verden – de elsker popmusik, computerspil og sladder.

Hvorfor er du blevet i Transnistrien? Det er mit hjem. Lige meget hvor jeg rejser hen, så føler jeg mig altid draget af det her sted. Og så er det også vigtigt for mig at hjælpe republikken, så godt jeg kan.

Se billederne fra Anton Polyakovs "Transnistrian Conglomerate" herunder.