frihed

Jeg levede en dag som pensionist, for det er åbenbart det nye

Der er en bevægelse af unge mennesker, som stræber efter at gå på pension om få år. Derfor har jeg sat mig for at afprøve det eftertragtede seniorliv.

af Kristian Ejlebæk Nielsen; billeder af Amanda Hjernø
23 oktober 2018, 9:24am

Det er mandag, og vækkeuret ringer alt for tidligt. En hel weekends eskapader hænger som slørede minder, der tynger dig ned i madrassen. Men du skal på arbejde. For det skal man. Hele vejen hen til kontoret tænker du over, hvor fedt det ville være at skride fra det hele. Er det virkelig meningen, at livet skal dreje sig om arbejde? Er der ikke andre måder at gøre det på?

Jo, det er der. For nyligt kunne TV2 fortælle historien om den 27-årige bygningskonstruktør Loui Lam, der har sparet over halvdelen af sin løn op, siden han startede med voksenarbejde, og som nu planlægger at gå på pension umiddelbart efter sin 30-års fødselsdag. Loui er tilhænger af bevægelsen FIRE (Financial Independence and Early Retirement), hvor unge over hele verden forsøger at frigøre sig fra arbejdsmarkedet ved at arbejde meget og leve spartansk i en forholdsvis kort periode, så det meste af deres indkomst kan lægges til side, og de kan nyde frugterne resten af deres liv. På Reddit er det over 440.000 mennesker, som enten er udøvere af livsstilen eller drømmer om det.

Men er det overhovedet fedt at være pensionist?

Det besluttede jeg mig for at finde ud af ved at tilbringe en dag, som om jeg var på mine bedsteforældres alder. Derfor kontaktede jeg foreningen Ældre Sagen, som har over 825.000 medlemmer, for at lære mere om, hvad pensionister kan lide at bruge tiden på, så min dag kunne blive så autentisk så muligt. De fortalte, at ting som IT, motion og besøgsvenner er i høj kurs. Tak. Jeg forstår. Og resten burde egentlig komme ret naturligt. Jeg ser allerede Den Store Bagedyst og bliver i forvejen kaldt gammel af mine venner, fordi jeg har passeret de 30, og i den forstand har jeg nærmest allerede det ene ben i graven.

Jeg står op klokken 6:30, for gamle mennesker skal ud af fjerene og ikke bare ligge og dandere den hele dagen. De kan slet ikke sove længere. Det værker lidt i de gamle lemmer, da jeg rejser mig, men med lodder og trisser lykkes det at få skjorten pænt ned i bukserne og få bundet slipset.

Efter en morgenmad bestående af kaffe, ostemad med appelsinmarmelade og verdens ældste avis – Berlingeren - beslutter jeg mig for at få noget ud af dagen – man kan jo ikke bare blive indenfor i lænestolen med Ken Follett og en pose bridge-blanding.

1540214072748-Pensionistdag20


Man kan ikke rende rundt i offentligheden og ligne en lazaron, så jeg finder også habit og kameluldsfrakke frem, inden jeg går ned på gaden. Jeg ser respektabel ud, synes jeg, da jeg træder ind i bussen, og med god samvittighed kan jeg bruge de sæder, der er forbeholdt distingverede, ældre herrer som mig.

De danske biblioteker har det stramt i en digitaliseret tid, hvor de unge helst vil have deres information på telefonen, men blandt vores ældste medborgere er det stadig en populær institution. Derfor starter jeg dagen med en god kop sort kaffe på Hovedbiblioteket – ikke noget af det der nymodens latte til mig – og et fascinerende tidsskrift om det spændende liv som pensionist i København. Menneskene i magasinet er i fuld vigør og får det bedste ud af deres otium – ligesom mig.

1540214812684-Pensionistdag19

Da jeg har læst lidt, begynder min mave at knurre. Det er efterhånden også længe siden jeg har fået noget i skrutten, så jeg sætter kursen mod Kultorvet, hvor der er et spisested, som giver rabat, hvis man er medlem af Ældresagen. Restauranten har Dannebrogsflag i vinduerne, og gennemsnitsalderen blandt gæsterne kan sammenlignes med klientellet i en almindelig folkekirke. Det er tydeligt, at hvis der er noget, danske pensionister kan lide, så er det at spare penge på traditionel, dansk mad.

1540209435263-Pensionistdag08

Jeg har valgt at sætte mig udenfor, men selvom det er en ualmindelig varm oktoberdag, har jeg taget en plaid på. Jeg husker tilbage på dengang, det var snestorm hver eneste oktober, og vi skulle gå til skole i træsko uden hælklap - for det var der ikke råd til - og skolen lå 40 kilometer væk af en rute, der lå tværs over marker og moser med mindst en halv meter sne, og der var også ulve dengang. Så vi skulle passe på, men vi tog troligt turen hver dag, uden at beklage os, for sådan var det at være børn i de gode, gamle dage. Den unge servitrice virker ikke synderligt begejstret for min historisk korrekte anekdote. Ungdommen er historieløse.

Jeg er alene. En let mumlen summer fra nogle af de andre borde, og høreapparater bliver justeret, så de rette frekvenser finder vej til øret. De fleste har en følgesvend, men jeg er kun mig. Det er trods alt et livsvilkår ved at være pensionist. Folk dør omkring dig, og dine børn har aldrig tid til at komme på besøg. Over 50.000 danske pensionister føler sig så ensomme, at det påvirker deres liv i negativ retning.

På den anden side af ruden ser jeg en frisk og spændstig ung dame på omkring 75. Hun sidder også alene. Hun læser Kristeligt Dagblad, mens hun langsomt spiser sin varmrøgede laks med vibrerende bevægelser. Et øjeblik overvejer jeg at gå ind og tale med hende, men hun vil sikkert helst være i fred. Kort efter bliver min frokostplatte med smørrebrød sat på bordet foran mig, og jeg glemmer nymfen indenfor.

1540214182952-Pensionistdag06

Det kan godt være, jeg til daglig har det stramt med den type danskhed, men lige når det kommer til vores kulinariske traditioner, er jeg med på den rød/hvide vogn. Sådan et stykke smørrebrød med æg og rejer er jo som sendt fra himlen, især når det bliver skyllet ned med kold øl.

Jeg kigger ud over pladsen, hvor en gruppe hare krishna hopper rundt og synger. Jeg smiler til dem, men kommer i tanke om, at jeg i dag tilhører den ældste generation, så jeg skynder mig at vende mundvigene nedad over den fremmede kultur. Pensionister er nemlig markant mere bange for indvandring, end os, jeg mener de, unge.

Da det sidste stykke brie er fortæret, skyller jeg måltidet ned med en Gammel Dansk og slår mave. Jeg føler mig stadig lidt ensom, så jeg finder min smartphone frem fra lommen - selv om moderne teknologi kan være skræmmende, gælder det om at følge med, så godt man kan. Hvis ikke det var for Facebook, ville jeg nærmest aldrig tale med mine fiktive børnebørn. Som de altid formidable Kandis synger: ”Facebook, det' mit helt nye liv, og mit totale yndlingstidsfordriv.”

1540286190157-pensionistdag02

Jeg får ønsket tillykke med fødselsdagen til en gammel veninde ved at skrive et opslag på min egen væg – og bruger eller resten af tiden på at skrive hilsner på ungernes billeder helt uden kommatering.

Et af de mest brugte gøremål blandt de ældste borgere i vores samfund er motion. Det forklarer måske, den gennemsnitlige levealder fortsat skyder i vejret. Fordi vi ikke dør, stiger antallet af ældre i Danmark også, og i løbet af de næste 10 år vil antallet af ældre over 80 år stige med hele 58 procent.

Min motion bliver en rask vandretur gennem Kongens Have, hvor en skønsom blanding af unge mennesker, turister og andre medlemmer af det Grå Guld er samlet under de gamle træer. Efter sådan et stort måltid gælder det om få rørt sig. Jeg har taget mine solbriller på for at skærme mig mod solen, og i vanlig pensioniststil er det omtrent den hurtigste brille i byen. De langsommeste typer har altid de hurtigste briller.

1540214532066-Pensionistdag16



Trætheden begynder hurtigt at indfinde sig, og jeg tænker tilbage på dengang, hvor jeg kunne danse den halve nat helt uden at blive træt. På en god kommunal bænk får jeg et hvil med Homers bevingede ord om salig Achilleus og slaget om Troja.

Efterhånden som min krumryggede skygge bliver lang, bevæger jeg mig mod bankohallen på Nørrebro. Her samles hundredvis af ældre til intens gambling og en tår kaffe.

1540214339516-Pensionistdag31

Jeg var klar over, at banko var populært, men slet ikke i den her målestok. I den enorme hal står minimum 70 borde, og de er stort set alle sammen fyldt med mennesker. Der må være mindst 300 ældre damer plus det løse, og duften af kogte røde pølser og tynd kaffe hænger over hele salen. Her kan man måske finde sig en ny kone. En dame spilder mælk på mig, da hun vakler forbi, men det ænser hun ikke. Her er propfyldt af aktivitet, selv om jeg føler mig en anelse alene. Men i det mindste er der liv omkring mig.

Jeg køber kun et par plader for at kunne følge med, mens min borddame Majbritt og hendes veninde har gang i tre gange så mange spil på én gang. Det kræver fuld koncentration at følge med, så de gamles hjerner kører på højtryk. Da spillet er begyndt, bliver der tysset, og den eneste lyd er oplæserens forstærkede drone-stemme, kighosteanfald og den lette klirren af de små plastikbrikker. Så snart der bliver råbt ”banko,” begynder alle at snakke ophidset og juble eller beklage sig i et stort sammensurium, som om det var en tenniskamp.

En kvinde med rollator tænder en Look 100 adskillige meter fra døren, og en ung mand skynder sig at genne hende ud, mens en duft af tobaksrøg breder sig i hallen. Der er et hold af unge mennesker til at holde styr på os gamle, men det er ikke så nemt. For der er ikke nogen, der skal komme og bestemme over hverken mig eller hende damen med smøgen.

Majbritt fortæller mig, at hun er hernede for at spille banko næsten hver dag, og det er tydeligt, at hun langt fra er den eneste, der benytter bankohallen til at holde gang i det sociale liv. Men der er nu ikke meget tid til samtale. Faktisk kan man ikke nå meget mere end to sætninger, fra et spil slutter, til det næste går i gang. Da der er gået halvanden time, har vi spillet tolv plader, og vi er kun igennem en fjerdedel. Banko er en maratonsport.

Da jeg endelig er hjemme igen, kan jeg godt mærke, at det var en umådelig begivenhedsrig dag for sådan en gammel krop som min. Men det gælder om at få noget ud af livet – også til sidst. Jeg skærer et stykke marcipanroulade og tænder for kukkassen. Der er Barnaby på TV2 Charlie og jeg døser hen, mens jeg funderer over, hvad jeg egentlig har lært af dagens strabadser.

Jeg har nydt friheden, men jeg gider ikke gå på pension endnu. Jeg er slet ikke træt nok. Jeg har brug for mennesker, liv og opgaver omkring mig. Tricket må i stedet være at finde et job, som man virkelig nyder, og som giver den tilstrækkelige variation i dagligdagen.

1540214614793-Pensionistdag14

Men når vi går på pension, du og jeg, skal det nok blive sjovt. Så skal vi sidde der på plejehjemmet med ansigts-tatoveringer og ryge legaliseret pot, mens vi spiller på den antikvariske Playstation 4, og vores børnebørn klager over det røvsyge gammelmandsmusik, der kører i baggrunden.

”Det er sådan noget rigtig far-hiphop, det der Wu Tang Clan,” vil de sige.

Ungdommen nu til dags, altså.