Noisey Guide Til

Den ultimative guide til at blive vild med Nick Cave​

Fra Birthday Party til The Bad Seeds. Den legendariske kunstners karriere spænder over mere end fire årtier. Sådan her bliver du Nick Cave-fan.​

af Zachary Lipez
20 oktober 2017, 6:30am

Nick Cave, July, 1997 / Getty Images

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA

Uanset hvem du er, synes jeg, du skal begynde med at stoppe skjorten ordentlig ned i bukserne. Den skal nok komme op igen, før natten er omme, men lad os nu lige vise, at vi er seriøse. Hvis du er en mand, skal du knappe de tre øverste knapper op og glemme alle de fordomme om, hvor sleazy det ser ud – velkommen til dit nye liv som Nick Cave-fan. Det er slut med band-t-shirts. Det kan du gemme, til du er lige så gammel som mig og fuldstændig ligeglad med alt.

Jeg har ikke tænkt mig at tvinge dig til at læse Faulker. Det behøver du ikke. Men du bør i hvert fald skimme en novelle eller to af Flannery O'Connor. Southern gothic er mest lige så vigtigt for at forstå Nick Cave, som regulær gothic er det. Du kan for eksempel læse Nick Caves roman And The Ass Saw The Angel fra 1989, men at læse bøger af musikere – eller læse bøger generelt for den sags skyld – kan aldrig gøre for dit hår, hvad en ordentlig klat pomade og to dage uden et brusebad kan. Fra nu af er dit hår utroligt vigtigt.

Du er i gang med at blive Nick Cave-fan! Det er en spændende oplevelse. Jeg har det lidt, som om vi ligger og kysser på en seng fuld af røde fløjlspuder på et værelse, der er udstyret med flere gardiner, end der er vinduer.

Tilhængere af sorte jakkesæt og crooner-aficionados kan skændes til den lyse morgen over, hvilket Nick Cave-album er det bedste at starte med. Jeg vil ikke sige, at det ikke spiller nogen rolle – alt spiller en rolle i dag – men du skal huske på det vigtigste: Du er i gang med at blive Nick Cave-fan! Det er en spændende oplevelse. Jeg har det lidt, som om vi ligger og kysser på en seng fuld af røde fløjlspuder på et værelse, der er udstyret med flere gardiner, end der er vinduer.

Du vil gerne starte med: Tidlig Nick Cave

Hvis du, ligesom Gud, gerne vil starte med begyndelsen, skal du have fat i Nick Caves første rigtige band, The Boys Next Door. The Boys Next Door er det tætteste, Nick Cave nogensinde er kommet på at spille i et garagerockband, hvis det garagerockband udelukkende var inspireret af Roxy Music. Min indre musikkritiker, som aldrig kan lide det, de andre kan lide, har lyst til at sige, at "Shivers," skrevet af den nu afdøde Roland S. Howard, da han var 16, ikke er The Boys Next Doors bedste sang, men den emmer bare en cool/uncool teenage-vibe, så det er faktisk en meget passende vurdering. Bandets eneste officielle udgivelse, albummet Door Door, der er drevet af saxofon-pep, er bedre end de fleste historiske kuriositeter, men ikke ret meget. Men "Shivers," mand. Hold da fast, man får helt lyst til at begynde at ryge igen. Den blev også grundformen, for det høje niveau Nick Cave og Co. lagde for dagen, der ofte har resulteret i, at sangene blev så populære, at de hurtigt blev træt af at spille dem (jævnfør "Release The Bats").

Der er mange – Wikipedia er én af dem tilsyneladende – der anser The Boys Next Door-albummet for at være det første Birthday Party-album. Fuck det. Det kan godt være, at besætningen (Cave, Howard, Phill Calvert, Mick Harvey, Tracy Pew) stort set var den samme, men London og heroin gjorde dem til andre mennesker. Den gamle ham blev udskiftet med sjælelede og cowboyhatte. Alle de poppede tendenser, der prægede Melbourne-udgaven af bandet, blev udskiftet med Beefheartsk eventyrlyst (hvis du ikke er bekendt med Captain Beefheart, så var han en af blues-dekonstruktionens mestre, hvis musik lyder som en defekt radiator. Det er vildt godt) og et Stooges-agtigt drive (de indspillede sågar et cover af Iggy Pops proto-punkbands klassiker "Loose" til en John Peel-session). Nick Cave gik fra at være en karismatisk frontfigur til at være apokalypsens femte rytter.

Man får helt lyst til at begynde at ryge igen.

Birthday Party er både skræmmende og utroligt morsomt. Bandet formåede at fusionere rockabilly og muskelkramper i et blændende musikalsk udtryk. I sange som "Mutiny in Heaven" og "Zoo Music Girl" bliver stofmisbrug og sex forherliget som en art guddommelig selvpiskning. Nick Cave var i gang med at skabe en karriereplatform med et ærkeromantisk musikalsk rum, i hvilket det guddommelige og det djævelske svedte sammen. Kompositionerne var komplicerede og uforudsigelige, trommerne tordnede afsted, og sangene begyndte med verslinjer som, "Hands up, who wants to die!" Det var aldrig et spørgsmål. Jeg ved godt, at der er mange, der ikke synes om "Best of"-albums, men Birthday Partys Hits er en fin gennemgang af bandets output, der skulle ende med at inspirere andre bands som Jesus Lizard, Celebration og en helt masse noise-rockbands fra 90'erne, som jeg aldrig kommer til at overbevise dig om at lytte til. De burde have inspireret langt flere bands, men mennesker er ikke fejlfri, og når et band i dag nævner Birthday Party som en stor indflydelse på deres musik, betyder det oftest, at de har problemer med stoffer, lægger an på din kæreste, når du går på toilettet, og ikke er i stand til at skrive et omkvæd, om så deres liv afhænger af det.

Det ville være en stor fejl ikke også at nævne Nick Caves partner, kollega og æstetiske kumpan, Anita Lane. Hun rejste med Birthday Party, da de forlod Melbourne til fordel for London, bidrog med tekster til flere sange, var kortvarigt med i The Bad Seeds, og uden hende havde vi aldrig fået den underspillede gru i sange som "A Dead Song" eller "Dead Joe," og verdenen ville være et forfærdeligt sted. Welcome to the car smash.

Playlist: "Shivers" / "Friends Of My World" / "Release The Bats" / "Zoo Music Girl" / "Nick The Stripper" / "Loose (from the Peel Sessions)" / "Dead Joe" / "Cry" / "Sonny's Burning" / "A Dead Song" / "Mutiny In Heaven"

Du vil gerne starte med: Døds-Nick Cave

Det kan godt være følelsesmæssigt udmattende at stirre sig blind på den morbide side af Nick Caves produktion. Selv om hans soloarbejde i høj grad står i gæld til Leonard Cohen, så er det en underdrivelse bare at kalde grundtonen i hans musik for "sørgelig." Og det er vel at bemærke, når man samtidigt ser bort fra, at goth-musik ofte er udstyret med en subtil humor. "Deprimerende" dækker heller ikke helt over alle de måder, Nick Cave behandler sorg og fortvivlelse. Hans voldsforherligelse på 14 minutter lange svadaer som "O'Malley's Bar" og hans gamle "hit" "The Mercy Seat" (en orgel og loop-drevet hyldest til den elektriske stol, som har ført mange unge lyttere til hans musik, der ligger før berømmelsen, han opnåede med "Scream") er ikke mere trist end de visuelt smukke italienske splatterfilm fra 1970'erne. Det handler bare om, hvordan man definerer skønhed.

Personligt tror jeg, det handler om, at de fleste mennesker – når man ser bort fra "du skulle tage at smile mere"-mentaliteten – udmærket er klar over, at de skal dø en dag. Livet varer ikke for evigt, og når man ser bort fra religion og sentimentale impulser, så er den vished, det eneste vi har. Nick Cave ved, at vi, med rette, har det ret skidt med den viden, og han synger derfor om de følelser, den erkendelse vækker, så smukt som han kan.

Man kan sagtens argumentere for, at det bedste sted at starte med Nick Cave er med det første dødsberusende pladeudspil fra The Bad Seeds, From Her To Eternity. I Wim Wenders film Wings of Desire siger Cave, "bare en sang mere, og så er det slut. Men jeg vil ikke fortælle om en pige. Jeg vil ikke fortælle om en pige." Han griber mikrofonen, filmen går fra sort-hvid til farve, og siger: "Jeg vil fortælle om en pige." Det, der følger, er spænding, spænding, spænding, forløsning: Det er en ugengældt lidenskab der, selv om det aldrig bliver åbenlyst, ikke ender godt for nogen.

Det her er en god lejlighed til at understrege, at hvis man er interesseret i Nick Cave, skal man ikke give op efter de første par gennemlytninger. Vi taler om en hyperseksualiseret fortolkning af det gamle testamente sunget af Elton John svøbt i, alt afhængig af tiden, enten en smule eller overdrevet meget slangeskind. Tag dig god tid til at fordøje det.

Caves album The Good Son fra 1990, der blandt andet byder på et titeltrack, som er fuld af morderisk vrede og et Kain og Abel-tema, er der sjældent nogen, der fremhæver som deres yndlingsalbum. Det er langt mere underspillet end de foregående plader, og produktionen mangler givetvis noget af den kant, man finder på hans plader fra de tidlige 90'ere, hvor han på forunderlig vis fandt en fanbase blandt de samme alt-fans, som lyttede til Nirvana og Smashing Pumpkins. The Good Son er mit yndlingsalbum med Nick Cave, fordi det er det første Cave-album, jeg ejede. Jeg købte det, da jeg var 15, og jeg hadede det til at begynde med, fordi det ikke lød som Nitzer Ebb, men nu havde jeg brugt 150 kroner på det, så jeg svor, at jeg ville lytte til det, indtil det gav mening. Det her er en god lejlighed til at understrege, at hvis man er interesseret i Nick Cave, skal man ikke give op efter de første par gennemlytninger. Vi taler om en hyperseksualiseret fortolkning af det gamle testamente sunget af Elton John svøbt i, alt afhængig af tiden, enten en smule eller overdrevet meget slangeskind. Tag dig god tid til at fordøje det.

De førnævnte fire albummer fra starten og midten af 90'erne, der introducerede Nick Cave for den alternative mainstream, er Henry's Dream, Live Seeds, Let Love In og Murder Ballads. Det er alle fire storslåede plader med en Nick Cave, der rigtigt folder sig ud, som jeg aldrig helt har stolet på, netop fordi de er så lette at holde af. Det er selvfølgelig dumt, men lad være med at starte med nogen af de her. De er fantastiske, veldrejede og fulde af bangers, men jeg er bekymret for, at hvis du starter med Let Love In, så kommer 80'er-Cave til at lyde underlig og tynd, mens 00'er-Cave lyder sløv, og så ender du med at lytte til "Red Right Hand", indtil den dag du dør. Hvis vi ikke kan forbedre os selv ved at lytte til Cave, hvad er så formålet? Der er masser af dødssange på Murder Ballads. Det føles næsten overflødigt at nævne det, men den indeholder også en duet med PJ Harvey på sangen "Henry Lee". I 90'erne havde vi ikke brug for så meget. PJ Harvey sang mordballader sammen med Nick Cave.

"Dig, Lazarus, Dig!" fra albummet af samme navn, der udkom i 2008, og blev produceret af Nick Launay (som faktisk fortjener sin helt egen udførlige guide) handler om at have det "sjovt". Det er i hvert fald det tætteste, vi kommer på det med Nick Cave and The Bad Seeds. Det er en rigtig orgelbaseret call and response-banger, hvor vi endegyldigt kan tage skjorten op af bukserne. Den handler også om døden og om at fejle. // What do we know about the dead / and who actually cares? // Festligt!

Playliste: "Mercy Seat" / "Dig, Lazarus, Dig!" / "Red Right Hand" / "O'Malley's Bar" / "The Good Son" / "Henry Lee" / "From Her To Eternity" / "Fifteen Feet of Pure White Snow" / "Tupelo"

Du vil gerne starte med: Kærlig Nick Cave

Når han ikke synger om mord eller Gud, så er Nick Cave den mest romantiske mand i verden (selv om det samme ofte gælder, når han synger om mord og Gud). For en mand, der er så romantisk anlagt, at han har skrevet en håndfuld af de smukkeste kærlighedssange i verden, er det svært at finde nogen, der udelukkende handler om kærlighed, uden at der også lige kommer lidt mord på banen. Og andre gange er det en dramatisk form for kærlighed, han fortæller om, der på mange måder lægger sig tæt op af en Clint Eastwood-western eller en Murder City Devils-sang, men så er der også sange, der bare handler om kærlighed. Måske er det, fordi The Bad Seeds altid har bestået af en transkontinental hær af de bedste musikere inden for dark-rock og avantgardemusik, at Caves mest rørende kærlighedssange ofte er meget lige på og rå. Til trods for at The Bad Seeds har nogle markante profiler (Warren Ellis er nærmest blevet en fast partner), så er det ikke et demokrati. Når en kærlighedsballade skal fremføres, om det er den fuldt orkestrerede "Straight To You" eller den lyrisk sublime "Into My Arms", skal bandet enten fremhæve følelsen eller lade være med at stå i vejen. Andre gange kombinerer Cave sin interesse for det højtsvungne drama med udødelig kærlighed på for eksempel sange som "(I'll Love You) Till The End of The World" fra Wim Wenders-filmen, i hvilken Cave bruger et korarrangement og spoken word-elementer til at fremmane verdens undergang.

For en mand, der er så romantisk anlagt, at han har skrevet en håndfuld af de smukkeste kærlighedssange i verden, er det svært at finde nogen, der udelukkende handler om kærlighed, uden at der også lige kommer lidt mord på banen.

Selv om "Into My Arms" og "Straight To You" er de helt oplagte favoritter, så vil jeg også fremhæve midt-tempo numre som "There She Goes, My Beautiful World," hvor gospelsangere og gammeldags klaver optræder i samklang med referencer til både Karl Marx og Johnny Thunders på uforglemmelig vis. (Det er meget muligt, at den "verden", Cave synger om i sangen, ikke er en metafor, men en bogstavelig kærlighedserklæring til jorden. Men vi går ikke med små sko her. Kys så den planet, unge elskere.) På samme album, Abattoir Blues/Lyre of Orpheus, der til tider lyder lidt for meget som Stones under deres boogie-æra (muligvis, fordi det var det første Bad Seeds-album uden Blixa), optræder nummeret "Supernaturally," en øm sang om begær, der nok ikke duer til et bryllup, men sommetider har man brug for at elske nogen i en bil.

Det er fristende at sige, at Nick Caves kærlighedssange er for åbenlyse, men jeg kan i hvert fald ikke komme på en god kærlighedssang, der ikke er åbenlys i sit budskab. Hvis kærligheden ikke er nok til, at du er villig til at sætte ild til dig selv, så er det nok ikke kærlighed. Så skal du måske bare donere penge til en velgørenhed. Det er også en værdig sag, men det er ikke kærlighed. "The Ship Song", hvis omkvæd lyder: // come sail your ships around me / and burn your bridges down / we make a little history, baby / every time you come around / come loose your dogs upon me // er en kærlighedssang, der virker som en kontrakt mellem to elskere, der tager de pæne sko på for at gå i 7-Eleven, og den er fremført i en passende stil. Ville det ikke være vidunderligt at lægge hyggebukserne på hylden for en enkelt dag eller et helt liv?

Playliste: "Into My Arms" / "Straight To You" / "Supernaturally" / "There She Goes, My Beautiful World" / "The Ship Song" / "I Let Love In" / "Hard On For Love"

Du vil gerne starte med: Nick Cave-sange om Jesus, om at drikke sig i hegnet og en enkelt sang om musikanmeldere

Nick Caves forhold til menneskehedens frelser er temmelig kompliceret. Manden er på papiret kristen, men han har aldrig givet udtryk for andet end det profane i den forbindelse, som om han står med en slange i hånden, som han ikke har tænkt sig at give slip på. Det lader til, at han tror på Gud med stort "G", men uden nogen af de betryggende aspekter ved en sådan tro som frelse og liv efter døden. Som den hjerteskærende dokumentar Once More Time with Feeling, der omhandler sønnens død, viser, så er hans tro blevet udfordret, selv om den dog er intakt – på karakteristik vis er det en tro, der skal udforskes med åbenhed, kæmpes med og til tider nedgøres, før han kan vende tilbage til den. Som han siger på det undervurderede mesterværk Push the Sky Away: // you gaze to the sky with your wide lovely eyes //. På "Jesus Alone" fra sørgealbummet Skeleton Tree synger Cave over et dronedrevet lydtapet: // With my voice, I am calling you //. Det er uklart, hvem han kalder på, men det er klart, at han ikke forventer et svar. Alligevel kalder han. Mange af figurerne i Nick Caves sange, som morderen i "Up Jumped The Devil", er mere fastankrede i deres modstand mod Gud, end de er i en tro på frelse, men ingen af dem lader til at tro udelukkende på djævelen.

Mange af figurerne i Nick Caves sange, som morderen i "Up Jumped The Devil", er mere fastankrede i deres modstand mod Gud, end de er i en tro på frelse, men ingen af dem lader til at tro udelukkende på djævelen.

Hvis man tror på gud, men ikke på at gud kan gøre noget for en, så er det helt rimeligt at drikke sig i hegnet. Fra hans relativt ukendte cover af "Rye Whiskey" (der først dukkede op som en flexi-disk, man fik med, når man købte Reflex Magazine) til jukeboxen-ynglingen "Brother My Cup Is Empty". Nick Cave synger om alkoholforanlediget glemsel, som om det er hans kald i livet. Sommetider kommer beruselsen indefra, som det er tilfældet med den 14 minutter lange ode til delirium "Babe, I'm On Fire", hvor alle bandmedlemmer, venner og familiemedlemmer nævnes ved navn, og deres hysteriske kærlighed synges frem.

Caves sideprojekt Grinderman (med Warren Ellis, Jim Sclavunos og Martyn P. Casey) handler om at drikke sig ned på flere forskellige niveauer. Grinderman er løst og støjrockende, bandet eksisterer for at genkalde den hårde bluesform, som The Bad Seeds arbejdede med i 80'erne (First Born Is Dead og Kicking Against The Pricks-coveralbummet i særdeleshed), mens det også eksperimenterer mere, end der var plads til på daværende tidspunkt i Bad Seeds (selv om der også finder en forløsning sted i tekstuniverset på både Push The Sky Away og Skeleton Tree). "Giv slip" er nøglebegrebet på sange som "No Pussy Blues" og "When My Baby Comes". Bandet er fokuseret på at kneppe sig ud af samtlige problemer.

Det er umuligt at lave en seriøs gennemgang af Nick Caves produktion uden at nævne "Scum", den bedste sang om musikanmeldere nogensinde skrevet. Sangen handler om NME-anmelderen Matt Snow, der var så fræk at kalde et Bad Seeds-album for "skuffende". Henover en vaklende rytme harcelerer Cave mod Snow og kalder ham en "fuckin traitor, chronic masturbator, shitlicker, user, self-abuser…" mens den største sviner af alle er "the epitome of their type." På sand Nick Cave-manér starter sangen med, at han spytter i mikrofonen og slutter med mord og et meget smukt billede af den døde sne under en blå himmel.

Playliste: "Wide Lovely Eyes" / "Brother My Cup Is Empty" / "No Pussy Blues" / "Black Betty" / "Rye Whisky" / "Jesus Alone" / "When My Baby Comes" / "Baby, I'm On Fire" / "Scum"