”Kvinder skal give sig selv lov til at være nogle arrogante røvhuller. Det har vi ligeså meget ret til som de der mænd”
Fra venstre: Carla Eleonora Feigenberg, Alice Bier Zandén og Selma Trier.
Feminisme

”Kvinder skal give sig selv lov til at være nogle arrogante røvhuller. Det har vi ligeså meget ret til som de der mænd”

Veninderne Alice Bier Zandén, Selma Trier og Carla Eleonora Feigenberg vil redefinere den mandsdominerede danske filmbranche, som deres kendte forældre i mange år har været med til at definere.
30.5.18

Carla Eleonora Feigenberg ville lave en film. En ny fortælling om en handlekraftig pige. Så hun ringede til sine to veninder Alice Bier Zandén og Selma Trier, og så gjorde de det. Med et helt hold af unge filmkvinder tog de en uge til Berlin og lavede en film, der vandt for bedste manuskript ved Ekko Shortlist Awards i 2017. Og så var de tre veninder jo sådan set på vej ind i den branche, som de hver især havde forsøgt at holde sig fra. En branche, som de er født ind i med efternavne, der får en klokke til at ringe hos de fleste.

Annoncering

De tre unge kvinder er en del af en ny generation, der spås at kunne bringe den danske filmbranche videre. Jeg møder dem en formiddag på Nørrebro. De sidder tæt sammen på bænken bag et cafebord, hvor fyldte cappuccinokopper vipper. For hvordan er det at være unge kvinder i en branche med rigtig mange mænd? Og hvordan er det altid at være nogens datter, selv om man helst bare vil være sig selv?

Carla Eleonora Feigenberg har lyst pagehår og et smil, der fylder det meste af hendes ansigt. Hun taler med hele det ansigt og får både Alice Bier Zandén og Selma Trier til at bryde ud i et kæmpe grin. Alice Bier Zandén og Selma Trier har kendt hinanden siden folkeskolen, og i gymnasiet blev Carla Eleonora Feigenberg en del af gruppen. Men faktisk har Selma Trier og Carla Eleonora Feigenberg leget sammen som børn. Det er noget med deres forældre i fortiden, forklarer de med indforståede blikke, og så griner de alle sammen.

De er tætte på den måde, som veninder næsten kun kan være, og de forstår hinanden, for ud over at være veninder i starten af tyverne og at have levet deres barndom og ungdom sammen, har de tre veninder altid haft andre fællesnævnere. De er alle tre døtre af kendte film- og teaterfolk – Susanne Bier, Lars von Trier og Ann Eleonora Jørgensen for at nævne nogle af dem – og de er alle sammen selv interesserede i at gå samme vej. Faktisk er de allerede på vej hver især og sammen.

Annoncering

Carla Eleonora Feigenberg (til venstre), Alice Bier Zandén (i midten) og Selma Trier (til højre) er alle 23 år og bor i samme område på Nørrebro.

Derfor virker det også helt rigtigt, at den første film, de skulle lave, skulle de lave sammen.

Filmen hedder Alice is a nice girl, det er Carla Eleonora Feigenberg, der har skrevet og instrueret den, mens Selma Trier og Alice Bier Zandén er med som skuespillere. Den handler om teenagepigen Alice, der sammen med to veninder tager til Berlin og spiller voksne. Ligesom de fleste 16-årige piger har gjort, hvis ikke i Berlin så et andet sted.

”Alice vil gerne blive voksen på rekordtid. Den utålmodighed husker jeg tydeligt. Jeg løj også om min alder, spillede smart og flirtede med dem, der var ældre end mig, selv om jeg aldrig havde prøvet at kysse før. Man kunne pludselig være en anden. Og forsøge at finde ud af, hvordan man er en ung kvinde,” fortæller Carla Eleonora Feigenberg, og forklarer, at hun tit er stødt på historier, hvor det er manden, der udnytter pigen, men i den her film er det omvendt. Det er Alice, den 16-årige pige, der vil det, der er spændende og farligt, da hun møder en ældre mand på en bar. Det er Alice, der lyver om sin alder, det er Alice, der ringer til ham, det er Alice, der tager hen til hans hotelværelse. Men det er også Alice, der pludselig mærker, at hun vil hjem. ”Det er jo det, der er så vigtigt selv at finde ud af i den alder. Man skal ud i situationer, hvor man tænker, fuck, det her vil jeg ikke alligevel. Jeg var interesseret i, at hun skulle drive sig selv derud.”

Annoncering

Alice Bier Zandén, der spiller Alice bryder ind: ”Hun tager selv de valg i filmen. Han er ikke ond og klam. Han synes, at hun er dejlig og tyve år, og i virkeligheden er hun meget yngre.”

Hele produktionen bag Alice is a nice girl var kvinder. Unge kvinder. Og det er ikke noget, man ser ofte i den danske filmbranche. ”Vi fandt hinanden, fordi vi synes, hinanden er de dygtigste,” siger Carla Eleonora Feigenberg. Hun er før blevet spurgt, om det var et feministisk statement, men fortæller, at hun valgte dem, fordi de – simpelthen – var de dygtigste.

Carla Eleonora Feigenberg har tidligere gået på filmlinjen på KBH Film og Fotoskole

Alice is a nice girl siger ret meget om dem alle tre. At tage til Berlin en uge uden styr på noget og komme hjem med en film viser en vilje og lyst til en hård branche. En branche så hård, at forældrenes tilstedeværelse i den i begyndelsen holdt dem alle tre fra den. Nu da de alle har opgivet at kæmpe imod, er en ny kamp opstået, ja faktisk flere. Kampen, der følger med at være i den branche, som ens forældre har været med til at definere. Og kampen for selv at redefinere selvsamme branche. For de er enige om, at det er nødvendigt.

Carla Eleonora Feigenberg er datter af skuespillerinde Ann Eleonora Jørgensen og teaterdirektør Emmet Feigenberg. Hun er vokset op i en familie, hvor snakken omkring spisebordet centrerer sig om film og teater. Her begyndte fascinationen, men også frygten for selv at kaste sig ud i den verden. Så hun begyndte at studere kunsthistorie, fordi det føltes lidt mindre farligt. Det er hun holdt op med igen, for til sommer starter hun på skuespillinjen på Den Danske Scenekunstskole i København.

Annoncering

Det var det samme for Alice Bier Zandén. Hun studerer litteraturvidenskab, har en datter på et år, og så er hun selv datter af den Oscar-vindende og verdenskendte instruktør Susanne Bier og instruktør og skuespiller Philip Zandén. I mange år afsøgte hun alle mulige andre ting end det, hun var vokset op i. Måske skulle hun tegne eller være akademiker. Lige indtil hun lod sig selv gøre det, hun virkelig ville. Hun har søgt ind på instruktørlinjen på Den Danske Scenekunstskole to gange uden held og laver nu både instruktørarbejde og skuespil.

Alice Bier Zandén studerer Kunsthistorie på Københavns Universitet

Selma Trier har altid haft interesse for både musik og film. Hun spiller klassisk harpe og har spillet med forskellige danske kunstnere som Mø og Vera, til sommer starter hun på MGK, der er et musikalsk grundkursus. Hun har i mange år været splittet mellem film og musik, indtil hun valgte, at de to ting må kunne kombineres. Nu instruerer hun kortfilm, spiller musik og skuespil. For hende har det sværeste været at lave sine egne film, når alle altid vil se referencer til hendes fars film i dem. Hun er datter af de to instruktører Lars Von Trier og Cæcilie Holbek Trier.

Pigerne er vant til at tale om det her. Også trætte af det allerede. Alligevel ender vi med at tale en del om det. For hvorfor er de her tre kvinder endt med at vælge samme branche som deres succesfulde forældre, ser de det som et privilegie, eller er de ligefrem privilegieblinde?

"For mig har det her med at komme fra den baggrund været mest til gene. Jeg har brugt meget energi på at forsøge at beholde en umiddelbarhed og ikke snakke for meget om det. Det forvirrer mig fucking hurtigt,” fortæller Selma Trier. Hun sidder yderst. Drikker te og ryger cigaretter. I hendes skjorteåbning kan man skimme en tatovering på hendes bryst. På fingrene er der også tatoveret.

Annoncering

Selma Trier har tidligere gået på filmlinjen på KBH Film og Fotoskole.

”Der kommer altid en eller anden fucking idiot og siger: Hallo, der er en skov i din film, er det Antichrist? Der er nogen, der boller i din film, er det Nymphomaniac, du refererer til? (Antichrist og Nymphomaniac er skrevet og instrueret af Lars Von Trier, red). Jeg kan jo ikke holde mig fra at lave noget med planter og sex.”

Carla Eleonora Feigenberg supplerer: ”Alle, der har forældre som vores og gerne vil det samme, har nok to sider i sig. En side fyldt med præstationsangst, hvor man synes, det er hårdere, end hvis man ikke er vokset op med det. Og en side, hvor man godt ved, at det er godt. Jeg plejer at sige, at hvis din far er kok, har du smagt en masse forskellig mad, siden du var lille, og når du så står i et køkken som voksen, har du allerede kendskab til en masse retter. Det er da et privilegie.”

Hun fortæller, at hun som yngre under ingen omstændigheder ville være i samme branche som sine forældre. ”Jeg tror, det er en trods-ting. Jeg fik allergi for hele den kunstneriske verden, fordi den hurtigt kan blive lidt selvhøjtidelig. Og når man vokser op i den, ser man også bagsiden af medaljen, og man ved, at det kræver fucking meget disciplin og styrke at holde ud i den.”

For Alice Bier Zandén har det også været tosidigt at vokse op i en filmfamilie. ”Det er en forbandelse, som det er umuligt at fravriste sig og frigøre sig fra. Men mest i andres øjne, man føler sig jo hverken som sin mor eller far, man føler sig som sig selv.” Ifølge hende er der en misforståelse forbundet med at komme fra den baggrund, de gør. ”Folk tror, man er super selvsikker. Men jeg synes, det er en meget større barriere. Man føler, man skal leve op til noget. Jeg føler en stor ydmyghed overfor det.”

Annoncering

Da Selma Trier begyndte at tale om, at hun ville lave film, fortalte hendes far hende, at hun skulle holde sig fra den ”forfærdelige branche”. De andre stemmer i. ”Vores forældre skabte en myte om, at man skulle holde sig fra det lorteerhverv," fortæller Alice Bier Zandén, "så jeg voksede op med en følelse af, at jeg var nødt til at afsøge alt muligt andet. Så blev det en kæmpe erkendelse, som jeg nærmest ikke engang tør formulere for mig selv, at jeg gerne vil spille skuespil.” Carla Eleonora Feigenberg bryder ind. ”Ja! Det føltes næsten som at springe ud at skulle fortælle, at det var det her, jeg ville.”

Pigerne forstår godt, hvorfor deres forældre har rådet dem fra at gå samme vej som dem. Vi har alle set historierne, der kom med #MeToo og fik sat fokus på de forhold, som netop kvinder arbejder under i filmbranchen. Alice Bier Zandén fortæller, at hun for nylig var med i en kortfilm, hvor hun spillede sammen med to elever fra skuespilskolen, der fortalte om castingoplevelser, de havde haft. ”Der blev jeg betænkelig. Skal jeg virkelig ind i det?”

Carla Eleonora Feigenberg nikker. ”Vi er 50 procent kvinder, vi skal også være 50 procent repræsenteret. Der skal være historier fra begge køn. Det er underligt, at det stadig er så stor en procent af mænd, der laver alt det sjove.”

Selma Trier bryder ind. ”Jeg synes, det er komplekst. Jeg ville blive fucking fornærmet, hvis jeg blev sat til noget ud fra mit køn og ikke mine kompetencer. Jeg kan godt forestille mig, der er kommet flere gode ideer fra mænd på grund af vores måde at se på os selv. Kvinder har sværere ved at sælge sig selv kreativt.”

Annoncering

Hun forklarer, at det handler om, at man som kvinde lærer, at man ikke må prale for meget, ikke må være for selvsikker, og at mænd er bedre til at gå ind og tage styringen og også bedre til at komme sig over afslag.

"90 procent af dem, der bliver til noget inden for de kreative fag, er dem, der bliver ved. Derfor er diskussionen om, hvordan det er for os, at vores forældre er dem, de er, ligegyldig. For det handler om at holde ved. Jeg har lige søgt penge fra Filmværkstedet, som jeg ikke har fået, og det går jeg ikke ned over. Jeg tænker, Fuck jer, I fatter ikke en skid af, hvad der foregår, og I støtter kun lorteprojekter. Det er der ikke nogen skam i. Det skal kvinder blive bedre til, for så bliver det lidt lettere. Hvis jeg hver gang skal sidde og græde over, at det måske ikke var den bedste dialog, så ville jeg aldrig komme videre,” forklarer Selma Trier.

Det er lige præcis det, som den her generation skal kunne, mener de tre kvinder. Kæmpe videre og ikke give op. For en generation, der er blevet voksen med #MeToo- bevægelsen, er den, der kan skabe forandring i branchen.

”Det er det bedste tidspunkt at vælge den her verden," siger Carla Eleonora Feigenberg. "Det er nu, forandringerne kommer. Så man kan sige, vi er heldige.”

Alice Bier Zandén er enig. ”Der kommer gode ting ud af det her, jeg er forhåbningsfuld og optimistisk for fremtiden i den her branche.”

Selma Trier nikker anerkendende. ”Kvinder skal give sig selv lov til at være nogle arrogante røvhuller. Det har vi ligeså meget ret til som de der mænd," siger hun. "Man kan altid sidde en trist torsdag og tude i vinduskarmen, mens man kigger på månen og tænker, nå, men jeg er jo nok ikke så god alligevel. Men hvor kunne det være dejligt, hvis ens umiddelbare indstilling er, Fuck jer, jeg er dygtig nok. Det klæder kvinder rigtig godt, og det er et godt look at sige til sig selv og andre: Jeg har styr på det her, og du behøver slet ikke bekymre dig om mig. Jeg skal nok klare det selv. Den her branche af seje kvinder kommer helt sikkert fremad og bliver noget mere og andet. Vi skal bare lære, at det er bedre at være for arrogant end for lidt arrogant.”