Vi spurgte vores kollegaer, om deres tøj nogensinde har påvirket deres arbejde
Feminisme

Vi spurgte vores kollegaer, om deres tøj nogensinde har påvirket deres arbejde

Det er 2018, og Jyllands-Posten har forbudt shorts. VICE er også et medie, så vi har taget billeder af vores kollegaers outfits og spurgt dem, om deres tøjvalg nogensinde har påvirket deres arbejde.

Selvom kloden bliver varmere, og patriarkatet står for fald, betyder det tilsyneladende ikke, at vi mediefolk skal tage retten til at vise lår på arbejdspladsen for givet.

Kalenderen siger 2018, og Jyllands-Postens chefredaktør, Jacob Nybroe, har for nogle uger siden i en e-mail til avisens ansatte indført et forbud mod shorts. Siden er mailen blevet lækket, og hele mediedanmark er gået i præmatur sommerselvsving.

Annoncering

"Jeg synes, vi er en arbejdsplads – ikke en campingplads," skriver han i sin mail til avisens ansatte:

Øv, Jacob, vi ville ellers gerne have hørt dine tanker om “stropløshed” og en klar definition af “knælængde”.

I et interview med Politiken uddyber JP’s chefredaktør alligevel det, han kalder en “hjørnekontor-indskærpelse”:

Viser man ben, kan man ikke interviewe Mærsk eller kronprinsesse Mary, så er man nemlig ikke en “neutral samtalepartner”, siger han. (Hvad “neutral” betyder, når man taler om individers udseende og fremtoning, er vi stadig rimelig forvirrede over – andet end at et neutralt individ åbenbart har lange bukser på.)

I interviewet med Politiken siger Jacob Nybroe retfærdigvis også, at emnet ikke står “øverst på hans væsentlighedsliste”, og helt ærligt, det gør det heller ikke hos os. Men nu hvor Cavlingprisvindende journalister har forholdt sig til temaet og bragt både Muhammed-tegningerne og frihedsrettigheder ind i debatten, øjnede vi muligheden for at posere foran et kamera i den frie og sande journalistiks navn – en mulighed vi i øvrigt aldrig forbigår.

Det her er en sag nu. VICE er også et medie (ikke en campingplads, fyi). Så vi har taget billeder af vores ansatte, som de kom på arbejde i dag og spurgt dem, om deres tøjvalg nogensinde har påvirket deres arbejde.

Kristian Ejlebæk Nielsen, 31 år, Skribent og oversætter for VICE og MUNCHIES

Broadly: Hvorfor har du taget det her tøj på i dag?
Kristian: Jeg har valgt at tage shorts på, fordi det endelig er varmt i det her land, hvor det ellers altid er lortevejr. Det skal udnyttes.

Har dit tøj nogensinde påvirket dit arbejde?
Mit tøj har aldrig påvirket mit arbejde. Jeg har nogle gange fået kommentarer på mit tøj, men det er godt nok sjældent, at det er negativt. Så skal det være, hvis jeg har en bestemt fodboldtrøje på - det kan godt skabe nogle spændinger. Jeg har aldrig følt mig begrænset i mit tøjvalg af kollegaer eller chefer. Kun af konservative gymnasielærere og min familie.

Annoncering

Sandra Vinge, 30 år, Producer og tilrettelægger

Broadly: Hvorfor har du taget det her tøj på i dag?
Sandra: Det har jeg altid på.

Har dit tøj nogensinde påvirket dit arbejde?
Aldrig.

Claudia Perez Tidmand, 22 år, Junior social editor

Broadly: Hvorfor har du taget det her tøj på i dag?
Claudia: Fordi det er varmt i dag, og jeg føler mig godt tilpas i det.

Har dit tøj nogensinde påvirket dit arbejde?
Der er tøj, jeg ikke tager på på arbejde. Det er eksempelvis crop tops eller noget meget nedringet. Det handler vel om at have situationsfornemmelse.

Clara Krohn, 21 år, journalistpraktikant

Broadly: Hvorfor har du taget det her tøj på i dag?
Clara: Jeg er lige begyndt på musikredaktionen, så jeg ville manifestere mig som en, der skriver om musik (på Claras t-shirt står der Dolly Parton, red.). Og så ville jeg gerne have noget afslappet på. Noget, jeg ligeså godt kunne have på på Roskilde Festival.

Har dit tøj nogensinde påvirket dit arbejde?
Nej.

Aida Berisha, 23 år, Office manager

Broadly: Hvorfor har du det her tøj på i dag?
Aida: Fordi jeg vidste, det blev varmt, og jeg havde ikke lyst til at svede, mens jeg er på arbejde.

Har dit tøjvalg nogensinde påvirket dit arbejde?
Ikke her, men på mit tidligere job i London, blev jeg sendt hjem for at have jeans på med huller i. Her er folk ligeglade. Det er vigtigt for mig, at gå på arbejde i det jeg vil.

Ryan Sherman, 25 år, Senior art director

Broadly: Hvorfor har du det her tøj på i dag?
Ryan: Fordi det er varmt.

Har dit tøjvalg nogensinde påvirket dit arbejde?
Generelt er stemningen afslappet her. Det betyder meget for mig, at jeg kan have det på, jeg føler mig godt tilpas i. Det, tror jeg også, gør mig bedre til mit arbejde.