Annoncering
Ny Musik

Jungle er tilbage med rolig eufori på to nye tracks

De to solskinssange "House in LA" og "Happy Man" udkommer på vinyl den 22. juni.

af Lauren O'Neill
10 maj 2018, 6:00am

Foto af Charlie Di Placido via PR

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey UK

Kan du huske 2014? Nej, det kan jeg sgu heller ikke for at være helt ærlig – der er sket for meget siden, og nu virker alt før Trump og Brexit, som om det skete i en parallel fantasiverden. Men hvis du koncentrerer dig om de ting, du faktisk godt kan huske fra det år (Ice Bucket Challenge, DSBs indførsel af rygeforbud på alle stationer og perroner), vil det muligvis lede dine tanker hen på Jungle, syvmandsgruppen med Josh Lloyd-Watson og Tom McFarland i front og deres imponerende selvbetitlede album, der senere blev nomineret til The Mercury Prize.

Sent i tirsdags vendte bandet tilbage med to nye tracks og musikvideoer: "House in LA" (se og hør den øverst i artiklen) og "Happy Man" (nederst). Sangene udvider Jungles lyd, begge med forskellige sider af den samme lyse men grumsede stemning. "House in LA" er den type sang, der får dig til at sidde bomstille, mens du bliver fuldstændigt opslugt af dens atmosfære, mens "Happy Man" er et mere funky nummer med en markant basgang og et ekstremt infektiøst omkvæd, som man ikke kan lade være med at danse til (sandsynligvis den slags dans, der involverer en masse dramatiske pegefinger-moves). De to nye tracks udkommer den 22. juni via XL Recordings, hvilket vi personligt er virkelig glade for – lad os håbe på mere snart.

Tagged:
Music
Noisey
jungle
Musikvideo
2018
House in LA
nyt album
jungle danmark
jungle musik