Broadly

Om at elske, og ikke elske, pik/Dick

Chris Kraus var 'crazy' og 'in love' i midten af 90’erne, hvis nogen nogensinde var det, men "I love Dick" handler om mere end en kvinde, der forelsker sig i en Dick. Den handler om, hvem der får lov til at snakke. Vi har genlæst kultbogen.

af Amalie Langballe; billeder af Hedda Rysstad
23 maj 2018, 8:27am

Velkommen til Broadlys bogklub! Vi vil gerne kende vores feministiske klassikere, men det kan være svært at komme i gang, og derfor har vi startet en bogklub. Bogklubben varetages af journalist Amalie Langballe: "Jeg har ingen særlige litterære eller filosofiske forudsætninger for at læse de forskellige værker, men det er sådan set meningen. Vi tror på, at alle kan læse med, og jeg håber, du vil læse med."

Denne gang har Amalie kastet sig over Chris Kraus' "I Love Dick". Da "I love Dick" i sin tid blev udgivet i 1997, fik den en lunken modtagelse, men opnåede hurtigt kultstatus. Hybridbogens temaer om kvindens rolle som muse versus skaber og forførerske versus forfører har sikret den en plads blandt de feministiske klassikere og derfor også i vores klassikerklub. God fornøjelse!

Jeg har lært, godt hjulpet på vej af mandlige venner, kolleger og bekendte, at der ikke kommer noget godt ud af at spørge sig selv: ”Er det måske, fordi jeg er kvinde?”

For eksempel kommer der ikke noget godt ud af at spørge sig selv, hvorfor jeg blev forvekslet med min vens kæreste til en fest i sidste weekend på en avis, hvor jeg to år i træk har skrevet to af de mest læste indlæg i de respektive år (en præstation min fastansatte ven stadig har til gode).

Der kommer heller ikke noget godt ud af at spørge, hvorfor en historiker samme aften lodret afviste, at Lenin skulle have boet i København, selv da jeg forgæves forsøgte med ”undskyld, men jeg tror, jeg har ret.”

Og der kommer slet ikke noget godt ud af at spørge sig selv, hvad en mandlig bekendt egentlig mener, når han fra tid til anden spørger mig: ”Kan du skrive som en mand?”, som om der ikke var nok mandelige skribenter i den her verden.

Men det er et af de spørgsmål, som I love Dick stiller. Læs for eksempel følgende citat, hvor hovedpersonen, Chris Kraus, efter at have analyseret den amerikanske maler Ronald Brooks Kitajs gerning, skriver:

”Spurgte nogen mig til mine tanker om Kitaj? Betyder det noget, hvad de er? Jeg er jo ikke ligefrem blevet inviteret, betalt for at tale. Jeg tager ikke ret mange ting seriøst, og eftersom jeg er overflødig og af hunkøn, tror de fleste, at jeg er temmelig dum.”

Chris Kraus har her og igennem hele bogen et form for dobbeltblik, hvor hun får sagt til os læsere, at hun godt ved, hvad vi tænker, og hun ved godt, hvordan det ser ud. Og hun er ligeglad.

Lad os tage den fra toppen: De skøre kvinder og de romantiske mænd

Bogen starter dog et andet sted. Den starter med en rammefortælling, vi måske kan kalde: Et rablende trekantsdrama. Filmskaberen Chris tilbringer sammen med sin mand, professoren Sylvére, en aften hos Dick, der er professor på et universitet, hvor Sylvére skal gæsteforelæse. Chris såvel som Sylvére bliver betagede af den ensomme, simple og cowboyagtige Dick. Sammen begynder parret at skrive breve til ham, og brevskrivningen genopliver deres ellers udmattede ægteskab. Chris Kraus beskriver ægteskabet sådan her:

”Da de ikke længere har sex, holder de intimiteten ved lige via dekonstruktion: Dvs. at de fortæller hinanden alt.”

Historien udfolder sig herefter i breve til Dick fra både Chris og Sylvére, transkriptioner af samtaler om Dick mellem Chris og Sylvére og passager skrevet i tredje person. Lad mig derfor understrege med det samme: Det her er ikke en almindelig roman, hverken i form eller handling.

Efter det første møde går der for eksempel en halv bog, før Dick og Chris mødes igen, og bogen igennem møder de ikke hinanden mere end en håndfuld gange. Dick bliver på den måde aldrig til en rigtig karakter, i stedet bliver han et elastisk begreb, som vi som læsere kan få til at betyde lidt af hvert. Jeg har for eksempel læst ham som alt fra en enkelt pik til alle mænd. Chris skriver det selv til Dick på et tidspunkt:

”Din manglende respons på beskeder gør din telefonsvarer til et lærred, som vi kan projicere vores fantasier op på.” Det er ikke kun deres fantasier, der bliver plads til; det er også vores som læsere.

Chris’ besættelse af Dick er i al sin absurditet sært genkendelig. Det er underligt tilfredsstillende at læse om en kvinde, der er så ihærdig i sit vanvid, og selvom jeg aldrig har været så skør, kan jeg (nemt) følge lysten til at være det. Nogle gange har man bare brug for noget romantik, og hvis det ikke er der, må man opfinde det selv, og det skriver Chris Kraus både rørende, bizart og sjovt om:

”I dag ringede jeg til din kollega Marvin Dietrichson for at finde ud af, hvad du har lavet i dag. Hvad du sagde under forelæsningen. Hvad du havde på. Jeg finder nye måder at være tæt på dig på. Det er fint nok, Dick, vi kan godt køre forholdet på dine præmisser.”

Ved at bytte kønsrollerne om udstiller og kritiserer hun også stereotypen om den mandlige forfører. Hvor man meget hurtigt opfatter Chris som en stalker med en behandlingskrævende besættelse, så gjorde Ryan Gosling altså det præcis samme i The Notebook, og der var det dødromantisk. (Han skrev 365 breve til Rachel McAdams uden at få et eneste svar.)

Hvem bliver husket, og hvem bliver glemt?

Omkring halvvejs inde i bogen træder trekantsdramaet i baggrunden til fordel for mere teoretiske afsnit om kunst og politik. I sine breve til Dick begynder Chris at skrive om alt fra sultestrejkende kvinder i Guatemala til kvindelige Dadaister i 1970'erne, og det er også her, hun begynder at stille bogens, efter min mening, vigtigste spørgsmål: Hvem får lov til at snakke?

Første gang, jeg læste I love Dick, var mit største problem med bogen den konstante name-dropping af kunstnere, digtere, filosoffer og litterater, som jeg enten aldrig havde hørt om, eller som jeg desperat havde forsøgt at fortrænge, fordi de mindede mig om min tid på universitetet (forbered dig derfor på at google meget). Her ved genlæsning synes jeg dog, at jeg aner en mening med de mange kløgtig-kloge kommentarer, og det er Chris Kraus, der viser os, at hun godt kan. Fordi medmindre du er mand, kan du ikke bare sige, du er god for, at folk tror på dig. Du er nødt til at vise det. Og det er det, Chris gør i I love Dick. Hun viser os, at hun godt kan. At hun ved noget. Om kunst. Om Guatemala. Om livet.

Læs for eksempel det her citat, og bid mærke i parentesen:

”Og eftersom tre af de ni nu er døde, og eftersom jeg for nylig læste Mick Taussigs skildring af Ball i sin bog The Nervous System (som begræder fortidens mangel på dadaistiske kvinder, men ikke leder særlig grundigt efter – Kære Dick, Kære Mick, jeg er blot en amatør, men jeg fandt tre: Emmy Hennings, Hannah Hoch og Sophie Tauber) – fik jeg lyst til at kigge en ekstra gang på stykket.”

Det er spydigt, ironisk og sjovt. Fra at fremstå som en irriterende, lidt uduelig kvinde, der bliver forsørget af sin mand og besat af en anden, begynder Chris at virke mere og mere kompetent og mere og mere vred. Og hun er god til at være vred. Faktisk synes jeg, hun er bedst, når hun er vred. Læs for eksempel her:

”… sange, der blev spillet på stripklubber og barer sidst i 70’erne, da disse mænd var i færd med at blive berømte. Mens jeg og alle mine venner, pigerne, havde travlt med at betale for vores husleje og udstillinger og udforskede "aspekter af vores seksualitet" ved at vrikke dem på stripklubber hele natten."

Nu tjener jeg ikke mine penge som stripper, mens jeg kigger på mandelige kolleger stige til tops i mediebranchen, og jeg har aldrig følt mig forbigået til noget vigtigt på baggrund af mit køn, og selvfølgelig er New York anno 1994 noget andet end København anno 2018, og gudskelov for det. Men er det så det samme som at sige, at Chris Kraus’ kritik ikke længere er relevant? Blev problemet løst, og forblev det løst? Nej, er det korte svar. Overvej for eksempel følgende:

• at rapporten Who Makes The News i 2015 kortlagde, at under hver tredje ekspertkilde i de danske medier er en kvinde.
• at forskning på Boston University i 2014 viste, at kun 15 procent af de adspurgte fandt frem til løsningen "lægen er en kvinde", på følgende (oldgamle) gåde: En dreng og hans far bliver indlagt efter et trafikuheld. Faderen er bevidstløs, og drengen skal opereres straks. Men lægen kommer ind siger: Nej, jeg kan ikke operere - patienten er min søn. Hvordan er det muligt?
• erfaringerne fra denne TED talk, hvor transkvinden Paula Stone Williams fortæller om, hvordan det var at miste sine white man privileges.

Det er bare for at sige, at Chris Kraus har stadig noget at sige, og vi har stadig noget at snakke om.

Personligt udbytte

Det svære ved spørgsmålet ”er det måske, fordi jeg er kvinde,” er, at man ikke kan stille det uden at lyde som en person, der er på flugt fra sin egen inkompetence. Det bliver hurtigt en belejlig undskyldning for det meste. Men Chris Kraus formår i al sin galskab at stille spørgsmålet uden at lyde afmarcheret.

Mens jeg læste I love Dick, tænkte jeg tilbage på min tid på universitetet, hvor jeg aldrig svarede noget rigtigt, mens en ung mand i fløjlsbukser, der svarede det samme, altid tog kegler hos underviserne, og hvordan en redaktør på et studentermagasin afviste mine ideer, og hvordan min kæreste på det tidspunkt sagde, at jeg ikke kunne skrive. Dengang vidste jeg ikke, hvad jeg ved nu. Mine svar var rigtige, mine ideer var gode, og jeg kan skrive.

Og jeg tænkte tilbage på et skænderi om det nu hedengange GirlSquad, jeg engang havde med en, jeg datede, der resulterede i, at vi stoppede med at ses. Han insisterede hårdnakket på, at de måtte være dumme, og da jeg spurgte, hvordan han så ville forklare deres høje uddannelsesniveau og pænt store succes, svarede han, at han kunne se, at de var dumme.

Men jeg tænkte også tilbage til min gymnasietid, hvor jeg gik i de højeste hæle og de korteste kjoler og samtidig fik de højeste karakterer. Ikke en eneste gang kan jeg huske, at min push-uppede kavalergang er blevet så meget som skelet til. Det samme var tilfældet, da jeg startede på Journalisthøjskolen, da jeg startede i praktik, og da jeg begyndte som freelancer.

Og hurra for det.