Danskere, der har været udsat for partnervold, fortæller, hvordan du er en god ven

Din ven trækker sig. Svarer kun sporadisk på beskeder og dukker sjældent op til arrangementer. Måske har din ven en enkelt gang lukket op og fortalt, hvad der sker derhjemme. Måske ikke. Men du er uanset hvad ikke i tvivl om, at den er helt gal. En undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed fra juni i år viser, at omkring 38.000 kvinder og 19.000 mænd årligt udsættes for vold af en partner.

Det er selvfølgelig forfærdeligt for de involverede, men det er det altså også, når man står som ven på sidelinjen og ser det ske. Man vil gerne hjælpe, men er bange for at blande sig for meget. Man vil gerne spørge ind, men er bange for, man skubber sin ven fra sig. Man har lyst til at ringe til politiet, men frygter, det vil have modsat effekt.

Vi har talt med tre kvinder, der tidligere har levet i et voldeligt forhold, og spurgt dem, hvordan man er en god ven – både mens volden står på og i tiden efter.

Hej Signe. Du har levet med en mand, der udsatte dig for vold. Hvad skete der?
Jeg var 21, da vi mødtes – han var 31. Det første år var godt, men så blev vi gift, og få dage senere begyndte volden. Det varede i tre år, og det var både fysisk, psykisk og seksuel vold. Det stoppede først, da han, efter jeg var flyttet på krisecenter, blev dømt for overfald på mig.

Vidste dine venner det?
Jeg mistede hele min omgangskreds, mens jeg var sammen med ham. Der er kun én veninde, jeg ser i dag. Hun opdagede det, mens det stod på, og sørgede for at have kontakt til mig – men ingen andre vidste det. Veninderne forsvandt ret tidligt. Min eksmand ville ikke have, jeg så dem, og der gik ikke lang tid, før de holdt op med at invitere mig med, når der skete noget. Altså bortset fra hende, jeg stadig taler med. Hun opdagede et mærke på mit håndled, og så fortalte jeg hende alt. Hun lyttede og ville gerne se mig, men accepterede også, at jeg ikke turde have hende på besøg, så for det meste talte vi i telefon. Men resten af veninderne forsvandt, og da jeg kom ud på den anden side, fandt vi aldrig rigtig hinanden igen.

Hvordan havde du det med det?
Jeg forstår dem godt. Jeg var et meget isoleret menneske. Jeg stoppede med at arbejde og droppede at studere. Jeg var ikke mig længere. Så jeg har egentlig ikke været vred på dem, men samtidig var de der jo heller ikke for mig, da det var svært, så jeg havde ikke rigtig en interesse i at bygge det op igen.

Det er jo ved at være nogle år siden. Taler du med dine venner om det i dag?
Ja, det er blevet nemmere med tiden. Mens jeg var i det, var det meget skamfuldt for mig. Og samtidig var jeg meget bange for, han skulle finde ud af det, hvis jeg sagde det til nogen. Derfor havde jeg svært ved at lukke op for, hvad der foregik. Specielt den seksuelle vold tog mig lang tid at sætte ord på. Men da jeg nåede til det stadie, hvor jeg ikke længere frygtede ham, blev det nemmere. Men det er ikke alle, der får alt.

Har du et råd til, hvordan man takle det, hvis man har en ven, der er i et voldeligt forhold?
Min veninde var rigtig god støtte for mig. For det første mindede hun mig om, hvem jeg var, og talte til mig, som hun altid havde gjort. Samtidig støttede hun mig i, jeg skulle ud af forholdet – men uden at kommandere. Hun sagde aldrig, at jeg skulle pakke mine ting og ringe til politiet. Og det er vildt vigtigt. Man skal selv finde styrken til at komme ud – det kan ens venner ikke gøre for en. Til gengæld kan de hjælpe ved at være der og tale med en, så man får rum og mulighed for at tænke selv. Men det skal altid være på en forsigtig måde uden at presse.

Og så kan ens venner hjælpe med praktiske ting. Specielt, når man er brudt ud af det. Sådan var det i hvert fald for mig. Jeg startede på HF og fik en veninde, der hjalp med alt det praktiske omkring at blive helt fri af ham. Der er det guld med venner, der tager fat.

Hvad skal man lade være med at gøre?
Man skal aldrig handle på folks vegne. Selv om man kan have lyst til det, er det en dårlig idé at ringe til sociale myndigheder eller politiet – med mindre man frygter for personens liv her og nu, selvfølgelig. Men på den lange bane hjælper det ikke at presse.

VICE: Hej Anna. Du har været i et forhold med en voldelig mand. Hvad skete der?
Anna: Det er tre år siden, vi slog op, og forholdet varede i otte måneder. De første tre var han sød og charmerende og kærlig, men han skiftede karakter, og de sidste fem måneder var et helvede. Det var både fysisk og psykisk vold. Han fik mig til at tro, jeg ikke betød noget for andre, og han gav mig både lussinger, blå mærker og holdt mig på et tidspunkt ud af vinduet. Han fik det altid vendt til, at det var min skyld, for hvis jeg ikke havde været i byen, skrevet med en ven, eller hvad der nu kunne gøre ham jaloux, så havde han ikke gjort det ved mig. Jeg var rædselsslagen for ham og vidste, jeg ikke skulle være sammen med ham, men turde ikke gøre det forbi. Det endte faktisk med, at det var ham, der gik fra mig.

Vidste dine venner, du levede sådan?
Nej. Ingen. Han sagde, han ville dræbe mig, hvis jeg fortalte det til nogen, så jeg skjulte det og isolerede mig.

Havde de mistanke om, at der var noget galt?
De undrede sig over, at jeg aldrig var med mere – og de vidste, han var årsagen, men anede ikke, hvad han gjorde ved mig. De spurgte også ind til det et par gange, men altid på tidspunkter, hvor vi var mange, og det var for meget for mig, så jeg sagde bare, jeg havde travlt.

Min bedste barndomsveninde fornemmede, at der var noget helt galt, og sagde til mig, jeg ikke skulle være sammen med ham. Jeg gav hende ret, men fortalte samtidig, der var ting, jeg ikke kunne fortælle, som gjorde det umuligt for at gå. Hun prøvede ligesom at bygge mig op til at gøre det, men pressede mig ikke.

Nu er det længe siden, I var sammen. Er det noget, du taler med dine venner om i dag?
En uge efter vi gik fra hinanden, fortalte jeg det til hende barndomveninden, der også havde konfronteret mig, mens vi var sammen. Da hun så mig efter bruddet, sagde hun, at jeg strålede, og så brød jeg helt sammen og fortalte det hele. Nogle dage senere fortalte jeg det til mine andre veninder.

Hvordan reagerede de?
Generet blev folk meget kede af det og fik dårlig samvittighed, fordi de ikke havde grebet ind. Især én brød helt sammen og græd og rystede.

Hvordan havde du det med deres reaktion?
Det var ekstremt hårdt for mig, at de blev så ulykkelige, men samtidig blev jeg også lidt lettet, fordi min ekskæreste havde fået mig til at tro, at jeg ikke betød noget for dem – og deres reaktion viste mig, at det ikke var rigtigt. Men det har også været ensomt. Efter noget tid holdt det op med at fylde i samtalerne, men jeg fik det faktisk værre. Jeg begyndte at få mareridt, som så udviklede sig til angst. Det er vigtigt for mig, at mine veninder forstår, hvor den angst kommer fra, så det seneste halve år har jeg taget det op igen og har fortalt dem detaljerne. Det har hjulpet mig meget at tale om det, og de ved, de gerne må stille spørgsmål. Så som ven er det en god idé at være opmærksom på, at der kan komme efterreaktioner hos offeret.

Har du et godt råd til, hvordan man kan takle det, hvis ens ven bliver udsat for vold?
Hvis man har en fornemmelse af, at noget er galt, er det bedre at spørge en gang for meget end en gang for lidt. Men man skal tænke over, hvordan man gør det. For mig var det for meget, når der var mange mennesker med i samtalen. Men hvis nogen havde sat mig ned og tvunget mig til at fortælle, kunne jeg godt have åbnet op.

Og så skal man lytte. Selv om man som ven kan have lyst til at handle på det, når man får den slags information, skal man sørge for at tage et i et tempo, den der lever med volden, kan følge med i. Det er kun en selv, der kan komme ud af det, og hvis man bliver presset, kan det være, man trækker sig. Så bare vær der, lyt, kram. Det er frygteligt at gå med alene, så hvis man på en eller anden måde kan skabe et fortroligt rum, hvor ens ven kan komme ud med det hele uden at blive stillet til ansvar, vil det være en hjælp.

Hvad skal man lade være med at gøre?
Man skal aldrig sige, at man ved, hvordan det er, hvis man ikke har prøvet det selv. Og hvis man ikke ved, hvad man skal sige, behøver man ikke sige noget. Man kan sagtens bare lytte og stille spørgsmål uden at komme med nogle konklusioner. Og så tror jeg også, man skal lade være med at kontakte politi og myndigheder – det er kun én selv, der kan komme ud af det.

Hej Katinka. Du har været kærester med en mand, der var voldelig. Hvad skete der?
Jeg var sammen med en mand i seks år, der udsatte mig for fysisk, psykisk og seksuel vold. De første fire år var vi kærester og boede sammen, de sidste to brugte jeg på at komme ud af det. Det startede i det små med udbrud, når han drak, men så eksploderede det og udviklede sig til ydmygende seancer, hvor han nærmest legede med mig, som en kat leger med en mus. Det stoppede først, da jeg for to år siden flyttede på krisecenter.

Vidste dine venner, hvad der foregik, mens det stod på?
Jeg fortalte det kun til meget få og primært folk, der ikke var helt tæt på. Men der var også venner, som havde mistanke. Der var et par stykker, som spurgte, om han slog mig, og der kunne jeg bare sige nej, for det gjorde han ikke. Han kastede med mig, tog fat i mig, spyttede på mig og tog kvælertag, men han slog mig aldrig. Den slags foregår sjældent, som man tror, så måske skal man hellere stille andre spørgsmål, som er du utryg ved din kæreste eller lignende.

Hvordan reagerede dem, der vidste det?
Jeg havde én ven, jeg fortalte det hele til. Han gjorde det helt rigtige, som var at lytte og spørge, men aldrig presse mig. Og så gjorde han én ting, der virkelig betød meget. Han insisterede på at have kontakt med mig hver dag. Om det så bare var, at jeg sendte ham en besked, hvor der stod ok – han skulle høre fra mig. Det var vildt fantastisk. De andre, der vidste det, fik ikke hele sandheden. Jeg var meget bange for at gøre dem bekymrede og kede af det, og så havde jeg også havde brug for deres opbakning, fordi jeg ikke var i stand til at gå fra ham endnu. Så jeg fortalte det kun til nogle få, som, jeg mente, kunne hjælpe. Men når jeg tænker tilbage, havde det lettet byrden ikke at være så alene med det.

Blev du mere åben om det, efter I gik fra hinanden?
Ja, i dag fortæller jeg gerne om det. Faktisk har jeg virkelig meget brug for at tale om det, men jeg kan også mærke, at jeg er bange for, at folk bliver trætte af mig. Eller bliver kede af det. Men jeg ville virkelig ønske, det var noget, vi snakkede mere om. Jeg bliver så glad, når folk spørger ind til det. Også gerne til detaljerne. Var sammen med en forleden, som spurgte, hvad der konkret var sket, om jeg stadig var bange og den slags, og det var virkelig befriende for mig.

Har du et godt råd til, hvad man skal gøre, hvis ens ven udsættes for vold?
Prøv at lave så mange normale ting med din ven som overhovedet muligt. Det behøver ikke handle om vold hele tiden. Når alt andet er så forskruet, er normalitet virkelig befriende. Det kan også modvirke den del af volden, der medfører, man føler sig uelsket og mindre værd. Jeg fik f.eks. ofte at vide, at jeg var syg i hovedet og skulle tage op på psyk, hvor jeg hørte til. Og midt i al den stress og kaos kunne jeg godt nogle gange føle, at det var rigtigt. Der betød det enormt meget, at jeg havde nogle pauser i løbet af ugen sammen med en, der var rolig og afbalanceret og virkede glad for at se mig. Den voldelige partner vil ofte forsøge at isolere offeret fra folk, der kan hjælpe, ved at sige dårlige ting om dem eller komme med trusler. Jeg så ofte mine venner i hemmelighed, fordi jeg vidste, at de ville blive en vigtig del af min vej ud, og jeg ikke kunne undvære dem. Så hvis du føler, din ven trækker sig, er det nok ikke frivilligt.

Derudover er det en god idé at uddanne sig. At læse om det og prøve at forstå nogle af de mekanismer, der gør det svært at bryde ud af.

Er der noget, man skal lade være med?
Du skal ikke prøve at perspektivere ved at insistere på at se det fra flere sider. Det, man frygter allermest, når man står frem, er ikke at blive troet på. Så hvis der pludselig kommer kommentarer som: Nu kender jeg jo kun din side eller den slags, så gør det virkelig ondt. Og lad være med at være stille spørgsmålstegn ved, hvorfor den voldsramte handlede, som han eller hun gjorde. Jeg har prøvet at folk i bedste mening har spurgt, hvorfor jeg ikke skred eller fortalte det til nogen. Og det havde jeg jo også gjort, hvis jeg kunne.

*Signe, Anna og Katinka er opdigtede navne, da de frygter for deres sikkerhed og derfor ønsker at være anonyme. Redaktionen kender deres identitet.