Rihannas Savage x Fenty-opvisning var et feministisk paradis

Gud er helt afgjort kvinde.

|
sep 14 2018, 8:59am

Artiklen er oprindeligt udgivet af i-D USA

Kan en modeopvisning for undertøj stadig være sexet i 2018? Victoria’s Secret prøver ihærdigt – brandet har præsenteret deres mest mangfoldige lineup indtil videre, hvilket sikkert skyldes, at deres (mandlige) direktør, Leslie Wexler, har stået og skreget ”RET OP!!!” i forbindelse med firmaets skrantende salgstal. Det er meget sødt, men de får kamp til stregen. Rihannas undertøjskollektion, Savage x Fenty, var slet ikke på markedet endnu sidste sæson, men det er allerede en af de mest omtalte kollektioner til Fashion Week i New York. Efter sigende var der flere gæster, som forlod Marc Jacobs-opvisningen tidligt – som ellers været et tilløbsstykke i årevis – så de kunne nå til Brooklyn tidsnok til at opleve Rihannas opvisning.

JP Yim / Stringer via Getty Images

Dem, som ankom tidligt, var på passende maner halvfulde i den lyserøde champagne, der flød i en lind strøm, så snart dørene til opvisningen gik op – indenfor var gulvet dækket af kunstgræs og spættet med kaktusser. Rundt omkring stod modellerne og vred deres kroppe i besnærende yogastillinger, opførte teatralske og velkoreograferede opvisninger og piskede stemningen op til fortjente højder.

I skarp kontrast til den testosterondrevne motocross-extravaganza, som Rihanna iscenesatte til sin Puma-opvisning sidste år, var hendes Savage-præmiere en uhæmmet hyldest til kvinder – i alle former, størrelser og farver. Det blev også en debut for verdens sejeste kollektion af undertøj til gravide, som blev fremvist af to højgravide modeller, hvoraf den ene var Slick Woods. Hun har længe været Rihannas muse og var iført et sort blonde-seletøj, som gik henover hendes store mave, derudover var hun iført sorte pasties over brystvorterne samt et par lårhøje blondestrømper. Den anden gravide model – der lignede en professionel danser – var iført en cremehvid bodystocking udsmykket med blomster.

Rihannas feministparadis bød også på isgudinden Bella Hadid (iført en delikat sag i frostklare farver), skovnymfen Jazzelle Zanaughtti (svøbt i smaragdgrøn) og Paloma Elsesser i en krystalbroderet natkjole. Og så var Rihanna selvfølgelig også selv til stede på catwalken iført en tubekjole med matchende hovedtørklæde, som hun slængede af sig til tonerne af Elvis’ ”Love Me Tender”. Du kan se en bid af det storslåede show herunder.

Mere VICE
VICE kanaler