Fede grooves, gode vibrationer og hårde tider: Laid Back rangerer deres egne bedste og værste numre

'Anmeld dig selv' er en serie, hvor vi beder musikere om at tage et kig på deres egen diskografi og fortælle, hvad de selv synes er de bedste og værste numre, de har lavet.

Før dansk musik overhovedet havde overvejet at undfange eksportvarer som Lukas Graham, MØ eller Aqua, var der Laid Back. Duoen Tim Stahl og John Guldberg blev til alles overraskelse, inklusiv deres egen ("Vi troede, det var en døgnflue”), nummer et på hitlisterne i 19 lande med den soltørrede, dopamin-fyldte single "Sunshine Reggae", da de udgav den i 1983. Det er i dag over 35 år siden – men de har ikke mistet den uanstrengte tilgang til livet og musikken, der har gjort dem i stand til at generere deres eget unikke brand af genre-ubestemmelig elektronisk "dansker-reggae".

I dag arbejder Tim og John ufortrødent videre med drypvise singleudgivelser, som det her track, der hedder "Enjoy the Vibes" lavet i tæt samarbejde med producer og lydtekniker Bjørn "Lyd-Bjørn" Winnem, et ydmygt live-program og et album på vej inden for en overskuelig fremtid. Også selv om det langt fra har været let at holde fast i den tilbagelænede stil, der kendetegner dem, gennem op- og nedturene på deres vekslende kurs mellem internationalt rampelys og en stille, anonym tilværelse i København.

Derfor kom det ikke som den store overraskelse, at det flød, både fysisk og i overført betydning, med visdom, levn og ragelse fra de sidste 40 år, fra hjemmelavet kunst til lydudstyr, tiki-masker, modelskibe og gode historier, da vi besøgte dem i deres rævehule af et baggårdsstudie på Vesterbro – det selvsamme studie, de har arbejdet i siden den sene 70'ere.

Gennem en længere og i den grad afslappet slentren ned ad Memory Lane, hvor de blandt andet sagde ting som: "Det meste af det, vi laver, er gode vibrationer," og: "Den har ligget nummer et på Jamaica. Det er sgu da syret," fik vi Tim og John til at udvælge de bedste og værste sange fra deres 11 album og næsten 40 år gamle bagkatalog (spoiler alert: deres refleksioner var overvejende positive. Tim sagde "fedt nummer" om alle sangene. Også de "værste.")

John: Vi synes bare, det var fedt. Bob Marley var ham, der lavede reggae, men det, vi ville lave, var en dansk reggae. Vi spillede det på vores egen måde, ikke efter bogen. Det skete en lørdag eftermiddag, hvor solen skinnede og rådhusklokkerne ringede, så de toner fra Rådhuset blev ligesom introen – ding, daang. De ringede bare lige ind af vinduerne, så vi tog det bare lige ud af luften, det, der skete.
Tim: Der var bare så mange ting, der lykkedes. Men vi sad bare og havde det sjovt.
John: Det er et nummer, vi er rigtig stolte af. Det er vores mest kendte sang. Vi kan lide at spille den, den er god at spille live.
Tim: Spiller den hver gang, vi er ude.
John: Den friskhed, der ligger i indspilningen, når man lige har indspillet et nummer – der ligger noget, som man senere hen fjerner, fordi nu skal det være rigtigt – men det lod vi blive. Fordi vi havde jo ingen anelse om, hvad det var. Vi legede bare med noget udstyr, vi lige havde fået fat i. Det var ikke, fordi vi havde så meget, men det, vi havde–
Tim: –det udnyttede vi rigtig godt.

Noisey: Er det svært at holde fast i den intuitive måde at arbejde på i så lang tid? Eller er det blevet mere kontrolleret?
John: Indimellem. Men dengang havde vi to arbejdsmetoder. The old-fashioned way: "Her har vi en sang.” Så indspillede vi den. Og når vi så havde gjort det, var det tid til en jam. Så havde vi fri leg. Og de jams optog vi tit for sjov skyld. Men når vi lyttede til det, fandt vi ud af, at det tit nærmest var endnu mere spændende, end når vi var dresserede. Det jam-mæssige aspekt er indbegrebet af Tim og jeg. Vi jammer totalt, i alt hvad vi gør. Også når vi skal tale med skattevæsnet.

Er I blevet trætte af "Sunshine Reggae", efter den har haft status som jeres største hit i så lang tid?
John: Den måde, vi udtrykker os på, er aldrig den samme to gange, for vi har det jo forskelligt hver gang. Det er det, der gør, at vi aldrig bliver trætte af at spille den. Og den får altid en særlig respons.
Tim: Det er den, de venter på.

John: Det har nogle gange rystet mig, at høre en dj spille “Bakerman” på store højtalere – jeg kan blive helt forskrækket over, at vi har lavet sådan noget. Kæft, det lyder godt. Mange gange skulle vi bare lige prøve noget, hvor jeg kun lige nåede at trykke på båndoptageren. “Bakerman” var egentlig bare noget, vi lige skulle prøve.
Tim: Indspilningen er lavet i ét hug. Den er lavet på multispor med alle instrumenterne på en gang.
John: Det tætteste, man kommer på en inspirationskilde for vores måde at indspille på, er Chess Studios i 50'ernes Chicago, hvor der blev indspillet jazz og blues. Chuck Berry, Muddy Waters…de kom ind og spillede, så optog man bare det, og så var det sådan, det blev.

"Bakerman" er fra '89. Hvad betød den sang for jer, overordnet set?
John: Vi var nede i et hul der. Det, der var strategisk galt på det tidspunkt, var, at nogle følte, vi var et reggaeband, mens andre følte, at vi spillede elektronika. Det var to forskellige verdener.

Så “Bakerman” var et first-take? Og noget, I “bare skulle prøve”?
John: Ja. Bortset fra at Hanne Boel så kom ind bagefter og lavede sit overdub.
Tim: Det var også bare helt naturligt for hende.
John: Hun kendte ikke de der afrikanske ord, så jeg skrev dem i lydskrift for hende, så de lød rigtige, når hun sang dem.

Hvor kom de fra?
John: Det var noget, vores ven fra Sydafrika gik og sagde.
Tim: Sagabona. Kunjani wena.
John: Det betyder Hello, how are you?

John: Den fletter vi også ind i de liveshows vi laver, fordi vi selv godt kan lide den, selv om vi ved, at der ikke er så mange, der kender den. Det må de finde sig lidt i. Vi skal også selv lige være der.

Hvorfor er den så god?
Tim: Fedt groove.
John: Hvis man kommer skævt ind i den, mister den helt sin magi, og jeg synes, det er et magisk nummer. Da vi indspillede det, var det egentlig kun tænkt som nummeret “Fly Away”.
Tim: Vi kunne ikke stoppe. Vi kørte videre. Gik ind i et andet nummer.
John: Det opstod i indspilningen, det der “Walking In The Sunshine”. Slet ikke aftalt.

John: Det er også en, vi selv godt kan lide.
Tim: Budskabet og–
John: –så er den også dejlig at spille live.

Hvad er det vigtigste ved dens budskab for jer?
Tim: Jamen, kærlighed.
John: Kærlighed, ja.
Tim: // I’m a happy dreamer / I believe in love / Love can save the world //. Der er mange fede linjer der.
John: Jeg har måske nogle forskellige tekst-ideer, som ikke er tænkt til noget bestemt. Men når vi jammer, kan man mærke, hvordan de selv flyver ind og lægger sig. Det er meget frit; det er fugle, der flyver rundt. Dem tager du ikke i nakken og siger: “Nu skal du ind i det bur, dér.” Den flyver selv ind og sætter sig.

Er der nogle særlige minder forbundet med “Happy Dreamer”?
John: Den dag, jeg fik ideen til teksten, cyklede jeg herind på Gammel Kongevej, og der var meget mylder og folk over det hele. Og der cyklede jeg bare glad afsted. Det eneste, jeg havde i hovedet, var, at jeg skulle herind. Og jeg tænkte bare: "Hold kæft hvor er jeg heldig. Folk skal på arbejde, og jeg skal bare herind i studiet og sidde og spille på guitar." Det var dér, det der ‘happy dreamer’ opstod.

Tim: Der er mange fede ting i den – guitaren, soloen…den er svær at reproducere, så vi spiller den ikke så tit.
John: Vi lavede “Bakerman”, og så lavede vi “Highway of Love”, men hvis du hører dem begge to, ville du tro, at det var to forskellige grupper. Vi har meget naturligt kunnet skifte udtryk hele vejen igennem. Live spiller vi også et track, der hedder “Cocaine Cool”. Den lavede vi lige efter, vi havde lavet “White Horse”. De har samme karakter.

Og samme tema, lyder det til?
John: Jaa, det er de samme lyde og instrumenter, der bliver brugt.

Klart.
John: Pladeselskabet lod os kun lige få “White Horse” med på pladen. De troede ikke, at det var et hit. De havde et dansk øre; Kim Larsen, CV Jørgensen…de vidste, hvordan de skulle sælge sådan nogle kunstnere.
Tim: Det var derfor, det var svært for os, da “Sunshine Reggae” blev et hit – at få os selv til at lave flere i den stil, som de gerne ville have. “Bakerman”, “White Horse”, “Highway of Love”…de er tidsløse. Det er derfor, de stadig lever.

John: // It’s a shame / shame, shame / second time it’s never the same //. Det, vi havde oplevet, oplever man kun én gang. Når du skal opleve det igen–
Tim: –bliver det noget andet.
John: Det her nummer blev det modsatte af det, vi havde stået for, i forhold til at jamme under indspilninger. Det prøvede på så meget – pladeselskabet hørte det, mens det var en demo og var helt vilde. Den blev en kæledægge, før den var færdig, så den blev udsat for meget spekulation og usikkerhed. Det var en hård periode for os. Vi var i London for at lave en video til det her nummer, og da vi kom hjem, var der vandskade her i studiet. Meget af vores udstyr blev ødelagt. Der blev pludselig meget tørt på kistebunden. Så oplevede vi, at vi sad her igen, alene, to mand, efter der havde været alt det renderi ind og ud. Vi havde så mange venner, som vi ikke havde haft før. Men sjovt nok forsvandt de, én efter én.
Tim: De stoppede med at ringe. Faxen gik i stå.
John: “It’s A Shame” blev ikke det hit, det først lød til.
Tim: Det er jo et fedt nummer. Den blev også nummer et i Venezuela, men altså…
John: Det var hard times.

Tim: Fedt nummer.
John: Vi kan jo lide vores musik. Og har utrolig stor respekt for vores publikum.
Tim: Men “Groovin’ On A Feeling” måtte vi droppe at spille live – selv om det er et fedt nummer – fordi det blev sådan noget med: “Hvor er det egentlig lige, vi er henne i sangen?”

John: Det var det nummer, vi blev signet på af Medley Records. Vi kunne godt høre, at det kunne noget, men det var ikke et nummer, vi selv havde tænkt os at bruge.
Tim: Det er poppet. Det blev ret udbredt herhjemme i Danmark, og vi er stadig nødt til at spille det ovre i Jylland. Og i Rusland. De er vilde med det. Det er et fedt nummer. Men det er lidt væk fra vores egen stil.
John: Den sprang alle normer for os, i forhold til hvor lang tid det skulle tage, og hvor omstændigt det skulle være at indspille et nummer. Vi var helt flade til sidst. Vi havde jo ikke vidst, hvordan man lavede hits. Vi lavede dem bare.

Tak, Tim. Tak, John.