FYI.

This story is over 5 years old.

Premiere

Louis Samson og Emil Kruses nye video skal stoppe seksuelle overgreb blandt unge

Se premieren på "Tæt på" her, og læs, hvad de to havde at sige, da vi snakkede med dem om, hvordan man kan trække seksuelle grænser for 15-årige i en sang uden at være corny.

Livet er en lang, rusten rutsjebane støbt af forskellige slags overraskelser. Der er gode overraskelser: Du får 5.000 kroner tilbage i skat. Der er også dårlige overraskelser: Du har haft et Schrödingers kat-agtigt forhold til din tandhygiene gennem en længere periode, og skal nu have rodbehandling for 5.500 kroner og ondt i kæften i flere måneder. Og du er ikke medlem af Danmark. Til sidst er der de overraskelser, der først er lidt svære at bearbejde, men egentlig er ret sprøde, når det kommer til stykket, som når det viser sig, at Emil Kruse og Louis Samsons nye single, "Tæt på", der umiddelbart virker som en klassisk popsang, gemmer på noget dybere og mørkere.

Annoncering

Umiddelbart er nummeret et typisk Kruse-produceret track med boblende synths, bouncy rap af den 24-årige producer og rapper og et ørehænger-hook, leveret af den tidligere Julias Moon-frontmand, der nu er gået solo, Louis Samson. Der bliver sunget ”jeg rykker tættere på" og om ”hænder på dine hofter”. Umiddelbart en klassisk popsang og et fint, hyggelummert bud på et easy listening-hit fra to store danske talenter.

I den tilhørende video, der er instrueret af Nina Holmgren, bliver det poppede track akkompagneret af historien om et flirtende ungt par til en fest. Men pludselig ændrer den legefulde flirt sig til en ubehagelig situation, hvor den kvindelige part får overtrådt sine seksuelle grænser. Går man dybere i sangens tekst, viser det sig, at den også kredser om seksuelle overgreb.

Og der er en mening med overraskelsen. Sangen og videoen er nemlig lavet i samarbejde med Det Kriminalpræventive Råd til en kampagne, der skal sætte fokus på seksuelle overgreb blandt teenagere og hjælpe dem med at afkode hinandens seksuelle grænser.

”For mig ville det fedeste være, hvis der var bare nogle få gutter derude, der rent faktisk tænkte sig om en ekstra gang,” siger Louis Samson om trackets budskab.

Se videoen herunder, og scroll videre for at læse, hvad Emil Kruse og Louis Samson havde at sige, da vi tog en snak med dem om at arbejde sammen for første gang, at lave u-corny musik til kampagnen, og hvad de ellers arbejder på for tiden.

Annoncering

Noisey: Hej Emil og Louis. Hvordan var det at komme i gang med at lave den her sang, når det var første gang, I arbejdede sammen?
Louis Samson: Vi kendte ikke hinanden, men vidste udmærket godt, hvem hinanden var. Så vi mødtes dagen før, vi skulle i studiet, og drak en bajer og snakkede om, hvad der skulle ske. Men det var ikke let. Vi fik røget en del smøger til at starte med og drukket et par kopper kaffe.
Emil: Så sad jeg bare og spillede nogle beats. Jeg fik alligevel spillet fem-seks beats, tror jeg.
Lois: Vi fik ikke rigtigt lavet noget, der fungerede, faktisk.
Emil: Det tog seks-syv timer. Vi havde en måned til at få sangen lavet - så på den måde var det lidt specielt at arbejde ud fra en deadline, men efter nogle dage fik vi knækket den.

Snakkede I om noget bestemt for at få noget inspiration?
Louis: Vi snakkede meget om, hvordan vi havde det, da vi selv var teenagere. Fordi vi kun lige havde mødt hinanden, føltes det godt nok lidt wack at snakke om: ”Hvordan var det, da du havde sex første gang?”
Emil: Haha, det var fucked up.
Louis: Der gik ikke mere end en time, fra vi havde mødt hinanden, til vi skulle snakke om, da vi var 15 år. Men det var grineren, og det var også vigtigt at have en lethed i vores måde at være sammen på, fordi det er et meget tungt emne, vi skulle behandle.

Hvordan laver man en kampagnesang for at mindske seksuelle overgreb blandt teenagere, uden at den kommer til at være vildt corny?
Louis: Vi har prøvet så godt vi kunne ikke at ende der, hvor det lyder, som om vi er voksne, der taler til børn.
Emil: Vi må ikke blive belærende. Det var også vigtigt for os at holde fast i os selv og ikke være for lige til i teksten. Hvis vi siger det for direkte, bliver det for corny.

Annoncering

Det er første gang, du udgiver noget på dansk, Louis. Hvordan var det at synge på dansk?
Louis: Det var fucking underligt til at starte med, fordi det er noget, jeg aldrig har gjort før. Heller ikke engang da jeg begyndte at lave sange selv og sad på mit værelse med to akkorder og en guitar. Der er meget stor forskel på, hvad der lyder fedt på dansk og på engelsk. Så det var en kæmpe omvæltning, men dejligt at have Emil med, for han er jo vant til det.

Føles den her sang som del af jeres bagkatalog eller som en sang, der er lavet til en kampagne?
Louis: Selvfølgelig kan man ikke komme udenom, at sangen er skrevet til en kampagne, men jeg er super stolt af resultatet og står 100 procent inde for det.
Emil: Ja, det fede ved processen har været, at vi har fået frie kreative tøjler, hvilket var enormt vigtigt for os som artister. Jeg tror ikke, vi ville have taget opgaven på os, hvis ikke vi var blevet lovet den frihed - det var en præmis fra starten af, og det har været megafedt.

Forståeligt. Hvad for nogle projekter skal I så i gang med nu?
Emil: Jeg er i gang med det næste, og som det ser ud nu, skal jeg lave en ep til. Og så regner jeg med en mini-tour næste år.

Fedt. Hvad med dig, Louis?
Louis: Jeg skriver rigtig meget for tiden med alle mulige forskellige. Jeg har 100 procent ambitioner om at udkomme med noget mere i år. Det er bare meget vigtigt for mig ikke at spille for meget, for det gjorde vi i gamle dage (med Julias Moon, red.), så jeg er glad for at spille nogle udvalgte koncerter i stedet for bare at spille så mange som muligt.

Optur, tak for snakken.