Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey UK
At en interesse for heavy metal-musik på en eller anden måde skulle være et destruktivt livsstilsvalg er et kedeligt og udkørt narrativ, der efterhånden kun bliver pushet af konservative medier og paranoide traditionalister. Det forældede synspunkt lyder altså, at musik, der er bare en smule aggressivt, er ved at gøre #ourteens til ugenkendelige, gudløse uhyrer. Det, ved vi godt, ikke passer – metal og lignende genrer er katartiske, kunsteriske og vigtige udløb for deres fans og artister – men nu findes der endelig ægte, uimodsigelige beviser, som du kan tvære ud i ansigtet på eventuelle sortseere.
Ifølge den nye undersøgelse "Contextualising the mental health of metal youth: A community for social protection, identity, and musical empowerment," der er udgivet i Journal of Community Psychology for et par uger siden, er der beviser for, at metal faktisk gavner dets unge fans' psykiske velvære.
I undersøgelsens abstract skriver Rowe og Guerin:
Metal-identiteter bliver ofte fremstillet som noget, der kan føre til psykiske lidelser, men beviserne derpå er mangelfulde. Vi dokumenterede fællesskabskonteksten i metalmiljøet og undersøgte trivsel ved at tale med unge metalhoveder direkte. Gennem flere omgange af uformelle samtaler med 28 unge australiere, der identificerer sig meget med metal (i alderen 18-24, fem kvinder og 23 mænd) fandt vi ud af, at deres metal-identiteter og -fællesskaber beskyttede dem mod psykiske problemer.
Selv om det er et relativt begrænset gruppe adspurgte, siger forskerne, at metal – og især de symbolske og fysiske fællesskaber, der opstår gennem genren – havde en positiv indflydelse på de unge mennesker, de snakkede med.
Der var især fire positive faktorer, der gik igen hos alle de adspurgte, unge metalhoveder: de var alle sammen blevet mobbet eller holdt udenfor i grundskolen, oplevede at metal gav dem adgang til et fællesskab, identificerede sig alle sammen med metalmusik og -tekster, når de følte sig isoleret fra omverdenen, og følte at deres "metalidentiteter" gav dem de redskaber, de havde brug for, til at holde mobbere og nedrakkere på afstand og finde vennegrupper."
Undersøgelsen konkluderer derfor, at metal og 'metalfan'-identiteten mindskede sandsynligheden for potentielle psykiske problemer – i hvert fald for deres medvirkende metalhoveder. Resultaterne af undersøgelsen er interessante og i den grad velkomne – og vil uden tvivl blive en torn i siden på borgerlige, snæversynede konservative typer. Undersøgelsen beviser nemlig det faktum, at metal og lignende genrer kan være et fristed for folk, der føler sig fremmedgjorte af mainstreamkulturen.