Netflix tager røven på dig, fordi du er dansker

Når du søndag eftermiddag tager computeren med i seng for at gense Orange is the New Black for fjerde gang, fordi der ikke er andet at se på Netflix, tænker du formentlig ikke over, hvad den aktivitet egentlig koster dig. Eller om prisen måske kunne være billigere, hvis du, tja, var bosat i Tyrkiet. Men det burde du nok. En analyse fra den britiske tech-virksomhed Comparitech viser nemlig, at Danmark er det dyreste land i verden at have en Netflix-konto i.

Faktisk betaler du som dansker (med et abonnement på 79 kroner om måneden) 55 procent mere for at have Netflix, end amerikanerne gør – og 74 procent mere end tyrkerne.

Videos by VICE

Analysen, der tager højde for forskelle i gennemsnitlig indkomst, peger også på nogle andre ret opsigtsvækkende forskelle landene imellem. Det er nemlig ikke kun prisen på abonnementet, der varierer fra land til land – også mængden af tilgængelige film og serier svinger med næsten 3000 titler afhængig af, hvor man bor.

Ifølge analysen kan japanske Netflix-brugere glæde sig over at have 5986 unikke titler at vælge imellem, mens udbuddet er en smule mere sølle for vores svenske og norske naboer, der har henholdsvis 3432 og 3318 titler at vælge mellem. Danmark nævnes ikke i den del analysen, men i begyndelsen af 2018 skrev det danske site Flixfilm, at dansk Netflix havde et samlet udbud på lige over 3000 titler.

Og jaja, vi ved godt, det generelt er dyrt at være dansker (så sent som i marts blev København eksempelvis rangeret over både New York, London og Sidney på listen over dyreste byer i verden), men hvis det her alligevel var de 79 kroner, der fik bægeret til at flyde over, er der råd at hente.

Så hvis du er typen, der vælger bopæl efter, hvor det er billigst at streame film og serier, er både Japan og Tyrkiet gode bud på mulige lande, du kan emigrere til. Japan har nemlig ikke alene næsten 3000 flere titler at vælge mellem end landene i Norden – de er, ifølge undersøgelsen, det land i verden, hvor Netflixbrugerne får allermest for pengene. Japanerne har mange film, de har nye film og priserne er stadig 40 procent lavere per titel end for de amerikanske brugere. Og hvis det regnestykke bliver for kompliceret, kan du også bare smutte til Tyrkiet, der alle parametre taget i betragtning er verdens billigste land at være Netflix-kunde i. Selv tak.