Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA
Hvert år dukker der en ny rapper op, som agerer målestok for, hvorvidt du er blevet for gammel til at følge med. For nogle var det Soulja Boi, for andre var det Chief Keef. Personligt vidste jeg ikke, at jeg var gammel, før jeg stødte på Lil Pump. Den 17-årige Florida-rapper, der går med tandbøjle og lyserøde dreadlocks, påstår, at han er Harvard-uddannet læge, og at hans største drøm er at knalde iCarly. Han blev permanent bandlyst fra flyselskabet WestJet, fordi han på en flyvetur i fuldskab skabte sig og blev ved med at råbe “Eskettit!” I dag harcelerer han over selskabet i sine tekster, som var det en diktaturstat, han kritiserede. Lil Pumps kampråb “Eskettit” kan betyde mange ting – det kan være “Let’s get it!” eller “Aesthetic!” eller “I skeeted!” eller ”Eat s’ghetti!” Hans single “Gucci Gang”, der siden udgivelsen er blevet parodieret vidt og bredt, er det korteste nummer, der har nået en top-10-placering på hitlisten siden 1975. Teksten lyder: “Gucci Gang, Gucci Gang, Gucci Gang, Gucci Gang, Gucci Gang, Gucci Gang, Gucci Gang, Gucci Gang, Gucci Gang.”
Videos by VICE
For at prøve at forstå fænomenet bedre besøgte jeg New Yorks største spillested, Sony PlayStation Theater på Times Square, hvor Lil Pump skulle optræde, for at møde nogle af rapperens fans. Mens jeg stod i kø udenfor, bed jeg mærke i, at langt størstedelen af de andre publikummer i køen var børn i alderen syv til 14. Det overraskede mig – Pumps sange handler trods alt om narko, skydevåben og WestJets mangler. Men det er vel rock’n’roll. The Rolling Stones skrev en sang om heroin, der hedder “Brown Sugar”, og man kan ikke sige, at det påvirkede deres omdømme negativt i det lange løb.
Jeg gik rundt og talte med tilfældige publikummer inden koncerten og så blandt andet en mand springe ned af en rulletrappe for at slå en kvindelig sikkerhedsvagt i ansigtet. Efterfølgende dukkede et helt hold af sikkerhedsvagter op og gav ham en massiv røvfuld. Politiet var hurtigt fremme og slæbte manden ud i håndjern. Det hele skete, før nogle af kunstnerne overhovedet var gået på scenen. Det satte en dyster tone for resten af aftenen.
Folk, jeg mødte, var generelt ikke så interesserede i musikken. Lil Pump er populær på Instagram, og derfor tager folk til hans koncerter, så de kan lægge billeder af det ud på Instagram. Jeg prøver ikke at være hård ved Lil Pump – han er trods alt kun 17 år gammel – men hans succes beror i høj grad på et Instagram-baseret feedbackloop, en slags pyramidespil for popularitet.
Det var vildt underligt at være omgivet af børn og helt unge mennesker til en koncert, hvor samtlige rappere optræder med numre om at tage Kodein, knalde, dræbe og ryge sig skæve. Jeg så en teenagepige, der var gået kold, som lå med hovedet i sin venindes skød, og det producerede straks lignende billeder for mit indre øje – scener, hvor folk lå på gulvet og var gået kolde på heroin i New Yorks C-squat lige omkring den tid, hvor Lil Pump blev født. Gad vide, hvor mange år der går, før musikskribenter holder op med at sammenligne rap med punk. Det eneste, jeg med garanti vidste efter koncerten, var, at jeg aldrig bliver ung igen, og at jeg ikke misunder de unge i dag.
Herunder følger min snak med nogle af New Yorks største Lil Pump-fans.
Omer, New Jersey

Noisey: Hvordan er du havnet bag merch-disken?
Omer: Det her er min makker Bobby. Han har været på tour et stykke tid. Vi mødtes til en Uzi-koncert.
Jeg troede, folk ville være ældre.
Det gjorde jeg også, men de unge er virkelig vilde med det. Nogle af dem har også deres forældre med, men man bliver jo nødt til at starte tidligt. Det er ret vildt. Det er bare en helt folk unge rockstjerner, der kører deres stil.
Hvor stor tror du, Lil Pump kan blive?
Om et års tid tror jeg, han er den største i hele det game. Alle elsker ham.
Hvad er din yndlingssang med Lil Pump?
Lige nu? “Gucci Gang”.
Hvem er din yndlingsrapper?
Min yndlingsrapper og -kunster er Lil Uzi Vert. Jeg synes, han er pissefed, og det er sejt, han arbejder sammen med folk som Marilyn Manson. Det kan jeg godt lide.
Alyssa & Karlee, Rockland County

Noisey: Hvorfor er I til Lil Pump-koncert i dag?
Alyssa: En af vores venner optræder inden Lil Pump. Vi tænkte: “Hvorfor ikke?” Vi har aldrig været til rap-koncert før.
Det har I heller ikke efter i aften.
Alyssa: Vi har allerede set det første slagsmål. Vi var helt chokerede. Den slags sker ikke til de koncerter, vi normalt går til. Sikkerhedsvagten skændtes med en fyr, så sagde hun: “Du får smæk,” mens han var på vej op af rulletrappen, og så gik han til angreb og fik bank af de andre sikkerhedsvagter, indtil politiet dukkede op og anholdt ham.
Hvad for en slags koncerter, går I normalt til?
Karlee: Vi går til en del metalkoncerter. Vi har lige set Asking Alexandria og Bring Me The Horizon.
Alyssa: Attila.
Karlee: Vi kan også godt lide EDM og dubstep.
Hvem er det største metalband?
Karlee: Bring Me The Horizon.
Findes der en metal-pendant til Lil Pump?
Alyssa: Måske Good Charlotte. Nej, ikke rigtigt. Det er mere Lil Peep.
Hvil i fred. Hvad arbejder I med?
Karlee: Jeg laver YouTube-videoer og arbejder med sociale medier.
Alyssa: Jeg er makeupartist og frisør.
Har I en yndlingsrapper?
Karlee: Jeg kan godt lide Eminem.
Alyssa: MGK.
Adrielle, Amanda og Nina, Bergen County

Er det underligt at være nogle af de ældste til en Lil Pump-koncert?
Adrielle: Lidt.
Amanda: Vi er ældre end Lil Pump.
Nina: Jeg fandt først ud af i dag, at han kun er 17.
Hvorfor er I kommet?
Nina: Min onkel [griner]. Han arbejder for Sony.
Glæder I jer til Lil Pump?
Amanda: Vi bad selv om billetterne, men vi kender kun “Gucci Gang”.
Hvad lytter I ellers til?
Adrielle: Jeg hader det spørgsmål!
Nina: Jeg kender ærligt talt ikke titlerne på de sange, jeg godt kan lide.
Amanda: Alt muligt. Drake, vel…
Er der sange, I kan lide, som I holder skjult for andre?
Nina: Sådan rigtigt deprimerende sange, eller hvad? Ja.
Amanda: Kun kærlighedssange.
Hvor stor tror I, Lil Pump bliver?
Adrielle: Hvis han laver flere numre sammen med store kunstnere, så kan han godt blive stor. Han har allerede lavet en sang med 2 Chainz. Go Lil Pump.
Hvem er alletiders største rapper?
Adrielle: Det ved jeg ikke…
Nina: Kanye!
Amanda: Jeg siger A Boogie.
Adrielle: Jeg elsker A Boogie.
Nina: Er Post Malone en rigtig rapper?
Det kan vi godt sige.
Nina: Jeg elsker Post!
Amanda: Kendrick er god.
Rone, New Jersey

Hvorfor er du kommet i aften?
Rone: Mig og min bror kender Robby, som er på tour med dem. Han gav os et par billetter. Vi bor alligevel i New Jersey. Jeg kan godt lide Lil Pump, men Lil Uzi er min yndlingsrapper.
[Rone blev kaldt over til sine venner].
Bryon og Kerry, Ukendt ophav

Bryon: Må jeg optræde under pseudonym i artiklen? Jeg vil gerne krediteres som John Carroll med R’er og to L’er.
Kerry: Jeg er bare Kerry, det er fint nok.
Noisey: Hvordan er I havnet her?
Kerry: Hans kæreste er min bedste veninde, og hun fortalte, at Lil Pump kom til byen, så derfor er vi her.
Er I på stoffer?
Bryon: Nej, men vi har drukket lidt. Vi begyndte at drikke klokken 20:30. Vi har fået et par drinks, inden vi kom, og nu hænger vi bare ud.
Er I store fans af Lil Pump?
Bryon: Neeeej… Jeg hang ud med min kæreste, og vi talte om folk, der er berømte på nettet, fordi jeg elsker memes. Vi talte om Lil Yachty, og han havde tagget Lil Pump på billede, og hun sagde: ”Hvem er det?” Og jeg svarede: ”Lil Pump er en Soundcloud-rapper. Jeg ved ikke, hvad det er, men folk er vilde med hans musik.” Jeg er selv en stor musikelsker, og jeg synes ikke, hans ting er så fede.
Hvorfor er du her så?
Bryon: Det handler om oplevelsen. Hans Instagram handler også om oplevelsen. Musik handler ikke bare om musik. Det handler om personlighed. Det handler om hele pakken. Her citerer jeg Tyra Banks. Man kan bare se på modebranchen. I dag går vi alle model hele tiden. Man er i rampelyset hele sit liv. Det handler om personlighedsdyrkelse. Det er derfor, folk ofrer alt i forsøget på at blive berømte på Instagram.
Kerry: Hvorfor er du her?
Jeg er på arbejde.
Isaiah og Ray, New Jersey

Noisey: Hvor har I hørt om Lil Pump henne?
Ray: Vi opdagede ham på “Elementary School” og har lyttet til ham lige siden.
Hvad er jeres yndlingssange med ham?
Ray: “Whitney”.
Isaiah: “Molly”.
Hvor stor kan Lil Pump blive?
Ray: Han er stadig på vej op.
Isaiah: Han er helt sikkert på vej op, og han har et vildt flow. Alle hans sange lyder ens, men sådan er der ikke andre, der gør. Det er catchy.
Hvem er alletiders største rapper?
Isaiah: For mig er det Eminem.
Ray: Den største? Det er da Biggie. Han vil altid være den største.
Jin, Mitchell, Justin, Jesse og Alex, Queens

Noisey: Hvorfor er I til Lil Pump-koncert?
På grund af hypen, mand.
Hvordan kender I hinanden?
Vi er alle sammen barndomsvenner.
Hvad er jeres yndlingsnummer med Lil Pump?
“D Rose”.
Hvem er alletiders største rapper?
Lige nu?
Nej, nogensinde.
Drake. Lige nu er det Drake.
Drake er den allerstørste nogensinde?
Af nuværende rappere? Ja.
Jeg mener NOGENSINDE.
Det er ikke et let spørgsmål at svare på. Nas, Miguel, Drake… Jeg siger stadigvæk Drake.

Så så jeg koncerten. En rapper, jeg ikke kender, optrådte på scenen, mens pigen her tjekkede sin telefon.

Scenen var fugtig, fordi rapperne blev ved med at smide vand over det hele, så flere af dem var ved at glide til sidst. Så kom opvarmingsrapperne med moppen og tørrede det op.

Jeg spurgte knægten her, hvad hans yndlings-Misfits nummer er, og han svarede, at det er hans vens trøje, som han havde lånt. Han kunne bedst lide, at den var gennemhullet.

Lil Pumps sætliste.

Den populære producer Bighead gik ud på scenen og vadede lidt rundt til tonerne af Lil Peeps “Awful Things”.

Gucci Manes protegé, Lil Wop, indtog også scenen. Han har nogle af de eneste pæne tatoveringer, jeg har set: en AK 47, Bride of Chuckie, en flagermus og Guns N’ Roses-logoet.

Lil Pump dukkede endelig op og optrådte. Alle var spændte på det. Han blev ved med at sige, at folk skulle få gang i pitten, men jeg er ikke sikker på, at publikum forstod, hvad det er.

Du kan nok se ham fyren med hånden på Lil Pumps på ryg. Det er åbenbart hans job at hale Lil Pump op fra publikum på gulvet og tilbage på scenen, som om han er en stor baby. Jeg syntes, det var ret sødt. Han er mere babysitter end bodyguard.

På vej ud lagde jeg mærke til en vildfaren far, der stod og filosoferede over tilværelsen.
Efter koncerten væltede det ud med teenagere på gaden, hvor bootleggerne var klar til at sælge billige Lil Pump-t-shirts i decemberkulden. Jeg hørte en masse unger hyle “ESHKETTIT!” mod månen, hvorefter andre grupper længere nede af gaden svarede igen som ulve i skoven, eller bare en fortabt generation der skriger meningsløse lyde efter hinanden.
Mere
fra VICE
-
Screenshot: Lente -
Screenshot: Nintendo -
Way more restful than the blaring alarm that Dwight is about to set off – Credit: Peacock -
(Photo by MPI/Getty Images)