Syge historier fra livet som rengøringsassistent på en operationsstue

Artiklen er oprindeligt udgivet af VICE Tyskland

Der er ingen grund til at lægge fingre i mellem – det stinker at gøre rent. Men når du i stedet for at støvsuge under din seng skal vaske blod og hudstykker af et gulv på operationsstuen, ved du, at det er på tide at genoverveje din karriere.

Mens jeg gik i skole, arbejdede jeg hver sommer som rengøringsassistent på et sygehus. Jeg fik jobbet gennem en af min mors veninder, som selv arbejdede der. I begyndelsen skulle jeg bare redde senge og gøre rent på stuerne, når patienter blev udskrevet. Men da jeg atter meldte mig efter at være blevet færdig med gymnasiet, mente min chef, at det var på tide, at jeg begyndte at arbejde på operationsstuen.

Vi sad på hans beskedne, tilrøgede kælderkontor, da han fortalte mig, at det udvidede ansvarsområde betød en lønstigning på to euro, hvilket bragte min samlede løn op på 11 euro i timen. Det viste sig, at det ”udvidede ansvarsområde” hovedsageligt betød langt klammere opgaver, hvad jeg på daværende tidspunkt ikke var klar over.

I begyndelsen var jeg glad for forfremmelsen og for, at min chef stolede nok på mig til at give mig mere ansvar. Så jeg trak gladeligt i den blå uniform og tog net over håret. Så begyndte rædslerne.

Jeg fandt ret hurtigt ud af, at læger sjældent sætter særlig stor pris på rengøringshjælpen. Mens jeg gik og gjorde rent, blev de ofte irriterede og sagde: ”Har du ikke været her længe nok nu?” Når jeg høfligt og venligt sagde godmorgen på gangen, fik jeg ikke så meget som et anerkendende blik som svar. Men jeg fandt endnu hurtigere ud af, at den, der skal gøre rent på en operationsstue et efter traumekirurgisk operation, har vundet i nedturslotteriet.

Da jeg første gang trådte ind på en operationsstue, havde lægerne lige opereret en patient, som havde fået åbent benbrud efter en bilulykke. Der var dybrøde blodpytter overalt på gulvet, på operationslampen og vinduet. Der var tilmed blodstænk i loftet. Jeg kunne slet ikke forestille mig, hvilket blodbad, der havde fundet sted derinde, før jeg trådte indover tærsklen. Overvældet af scenen begyndte jeg at gøre rent med min lille klud, men jeg formåede kun at tvære blodet endnu mere ud, indtil hele gulvet var dækket.

Et par af mine kolleger på rengøringsholdet kom mig til undsætning, og vi skrubbede løs, indtil alle vores klude var blodrøde. Og vi havde oven i købet travlt. Den næste operation skulle snart udføres på stuen. På et tidspunkt siger min kollega, ”Okay, det er fint nok nu”, selv om der stadig var blod over det hele. Så meget for hospitalshygiejne. Men set i bakspejlet var lidt blod ikke så galt. Jeg ville snart komme til at finde langt værre efterladenskaber.

Senere, efter en operation, hvor meget kraftig mand fik fjernet en svulst fra maven, var gulvet på operationsstuen dækket af små, udefinerbare stykker af noget, som, jeg gætter på, var enten hud eller fedt. Det stank af sur mælk. Med vand og universalrengøringsmiddel (nej, ingen desinficerende midler) fik jeg gulvet renset for slim. Det krævede en kraftanstrengelse ikke at brække sig. Jeg tror, den eneste grund til, at jeg var i stand til at holde det tilbage, var, at jeg vidste, jeg bare ville få mere at gøre rent.

Da jeg var færdig, smed jeg mine klude i skraldespanden. Egentlig skulle de vaskes og genbruges, men jeg kunne simpelthen ikke forestille mig, at de nogensinde blev rene igen. Da jeg skulle bære posen med skrald ud, var jeg meget opmærksom på kun at holde fast i toppen. Jeg vidste jo heller ikke, hvad andre havde smidt ud før mig.

En eller anden idiot havde under operationen smidt en sprøjte i skraldespanden i stedet for at lægge den i den sikre beholder specifikt indrettet til det formål. Da jeg snørede posen sammen, gik nålen igennem min handske. Heldigvis brød den ikke igennem huden.

Efter et stykke tid begyndte jeg at gøre rent med mundbind på. Det gjorde stanken lettere at kapere. Som oftest stank der af brændt kød, fordi man lukker blodkar ved at brænde dem. Lugten var så kraftig og overvældende, at jeg stadigvæk får kvalme af at tænke på den. Efter urologiske operationer lugtede der af pis.

Da jeg efter to uger på jobbet endelig følte mig hærdet, fordi jeg ikke længere blev chokeret, hver gang jeg trådte ind på en operationsstue, fik jeg en særlig opgave. Sammen med en kollega blev jeg kaldt ind på en stue. Jeg kan huske, at jeg undrede mig over de mange kasser, som stod udenfor døren.

Da jeg kom ind på stuen stod fem læger og flere sygeplejere omkring operationsbordet midt i lokalet. Der var blod overalt. Både gulvet og lægernes hænder og kitler var sølet ind i det. Jeg tænkte bare, det havde været et voldsomt indgreb. Men så så jeg patienten: en mand i 30’erne. Hans hud var helt grå, og hans overkrop var sprættet op. Da gik det op for mig, at manden var organdonor – det var det, kasserne på gangen skulle bruges til. Jeg havde aldrig set et lig før. Da det gik op for min kollega, hvad der foregik, brast hun ud i tårer og løb ud af stuen. Med sænket hoved gav jeg i kast med rengøringen.

I det øjeblik længtes jeg ligefrem efter at gøre rent på en stue efter en almindelig operation. Efter seks uger på sygehuset var sommeren ovre, og jeg skulle i gang med at læse til dyrlæge. Blandt mine medstuderende tror jeg, jeg var den eneste, som ikke så meget som rynkede på næsen, da vi skulle dissekere en hund for første gang.