VICE-interviewet

VICE-interviewet: Lars Ulrich

Den danske Metallica-trommeslager snakker hvide læderjakker, falafel, og dengang han næsten blev professionel tennisspiller.

af Natalie Hughes
06 december 2016, 8:00am

Topfoto: Ross Halfin

Det her er VICE-interviewet. Her stiller vi en aktuel, kendt person en fast række spørgsmål i håb om at komme tættere på, hvem han eller hun egentlig er.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Jeg møder Metallicas Lars Ulrich i ikke-særligt-metal omgivelser – i en to-etagers suite på Londons Connaught Hotel, udstyret med lysekrone, en forgyldt bakke med te og småkager og en luksus frugtskål. Den danske trommeslager fra Gentofte er midt i promoturnéen for Metallicas seneste album, Hardwired to Self-Destruct. "Hvor civiliseret," siger jeg. "Det her er Metallica," griner han, da vi sætter os om det fornemme spisebord.

VICE: Hvad ville dine forældre have foretrukket, at du valgte som karriere?
Lars Ulrich:
Min far var professionel tennisspiller. Da jeg forsøgte at gå i hans fodspor i tennisverdenen i et par år, virkede han en smule fornærmet – jeg er ikke sikker på, at han syntes, jeg havde nok talent. Han var virkelig opmuntrende og utroligt fordomsfri, og mine forældre var ikke typerne, der ville opfordre mig til at gøre noget, som jeg ikke havde hjertet med i. Faktisk – i modsætning til de fleste rock 'n' roll-fortællinger – var mine forældre ret seje. De var mine bedste venner. Der var ikke noget, jeg kunne gøre oprør imod eller række 'fuck' af. Det var først, da jeg kom til Amerika og mødte alle menneskerne i det sydlige Californien, at jeg begyndte at kunne forstå alt det her med at gøre oprør mod sine forældre. Det var ikke en del af min opvækst.

Hvor mange mennesker har været forelsket i dig?
Ud af de 200 mennesker, vi mødte i butikken i går aftes? [Metallica gav en lillebitte koncert i House of Vans i London aftenen før vores interview]. For der var en del. [Griner] Der er en masse kærlighed mellem Metallica og vores fans. De er virkelig passionerede. Der var tårer i går aftes. Der blev udtrykt ekstrem next-level kærlighed.

Hvad var din værste fase?
Jeg havde en affære med en hvid læderjakke, der stod på i lidt længere tid, end den nok burde have gjort.

Hvilket minde fra skoletiden husker du tydeligere end noget andet?
Min far rejste meget, så jeg tog ofte med ham. Mine forældre skrev sedler til skoleinspektøren, hvor der stod sådan noget med: "Vi føler, at det er bedre for Lars' globale verdenssyn, hvis han rejser til USA i hele februar på tennisturné med sin far..." Jeg fik lov at tage på de her ture med min far midt i skoleåret, og det var nogle virkelig cool ture.

Hvor tog du hen på din første venneferie, og hvad lavede I?
Vi var på turné, på Ride the Lightning-turné i Amerika i '85, og vi spillede rundt omkring i Texas. Vi mødte en masse gutter i Dallas, der spillede i band sammen, og endte med at blive virkelig gode venner. James [Hetfield, Metallica-forsanger] og jeg fløj ned og tilbragte en uge sammen med dem, da turnéen var overstået, bare for at hænge ud med dem. De havde lige stiftet et band, der hed Pantera.

Lars Ulrich

Gør den her sætning færdig: Problemet med ungdommen nu til dags er...
At jeg ikke er en af dem.

På hvilket tidspunkt i dit liv har du været virkelig overvældet af frygt?
Vi var i det her trafikuheld i vores bus helt tilbage i 1986, hvor vi mistede vores bassist, og det er der blevet snakket en del om. Det, der skete efterfølgende, var, at vi aldrig rigtig kunne finde os til rette på busser igen, når vi var ude og turnere, så vi begyndte at flyve i stedet. På The Black Album-turnéen i '92 fløj vi fra Nashville og fløj ind i en tordenstorm med det her fly, og i ti minutter eller sådan noget var det bogstaveligt talt [laver tordenlyde]. Alt lortet væltede rundt inde i kabinen og al carry-on-bagagen fløj rundt og hamrede op i loftet. I ti minutter eller sådan noget. Det var ligesom sådan noget, man ser på film; det var mørkt, og man kunne se lynene uden for flyet. Det var virkelig rædselsfuldt. Det føltes bare, som om det blev ved i en uendelighed.

Hvad er det pæneste, du ejer?
Jeg har nogle ret seje huse, jeg er heldig. Mit yndlings er nok det, vi har oppe i bjergene i Montana. Jeg kommer ikke derop nok, men lige nu er det tanken om, at jeg er i Montana om fem-seks uger, der holder mig kørende. Hvad ellers? Metallica-originalbåndene. De er ret gode at eje. Det er min pension.

Hvad skulle dit sidste måltid være?
Det skulle nok være lidt af det hele. Måske en mærkelig kombination af forskellige ting. Jeg kan godt lide spiseoplevelser, hvor det hele er små portioner, men der er mange af dem. Mit sidste måltid skulle nok være en skefuld kaviar, en bid falafel, et par pommes frites, et par stykker sushi, noget dansk karrysild og en bid bagel.

Hvilken film eller TV-serie græder du til?
The Ten Commandments af Cecil B. DeMille. OG-versionen med Charlton Heston.

Hvad er det seneste tidspunkt, du nogensinde har holdt dig vågen til?
Selv på mine værste dage lykkes det mig altid at få en smule søvn. Jeg går aldrig glip af min nattesøvn. Klokken 6, 7, 8, 9, 10 om morgenen. Måske har vi i ny og næ trukket den til klokken 11. Jeg ved det ikke, men jeg er aldrig gået flere døgn i træk som nogle mennesker, jeg kender, der kørte to-tre dage i træk, uden søvn. Det blev lidt tosset en gang i mellem, men der var altid noget søvn involveret, på en eller anden måde, selv når det var allerværst. Det er jeg faktisk ret stolt af.

Hvad er du mest stolt af at have opnået i din karriere?
Jeg er nok mest stolt af vores uafhængighed og autonomi. Vi har aldrig gjort ting af de forkerte årsager. Vi er aldrig gået på kompromis med kontrollen over visse situationer for en kæmpe bunke penge. Vi har aldrig solgt ud for at komme foran eller brudt løfter i forhold til kreativ kontrol. Vi har altid holdt det hele ret rent og økologisk. Jeg tror altid, at vi vil kunne holde hovederne højt og sige, at vi har været ret gode til at værne om vores integritet.

Hvis du var wrestler, hvilken sang ville du så træde ind i ringen til?
"Killing in the Name" af Rage Against the Machine. Det eneste våben, jeg ville have – med mine 170 centimeter og 64 kilo – ville være min attitude. Jeg ville få brug for noget "Fuck you, I won't do what you tell me."

Flere VICE-interviews:

Niels Brandt

Patti Smith